fredag den 30. december 2011
Av min ryg!
Ligger på sofaen og ømmer mig. Jeg har været til kiropraktor og blevet brækket i alle ender og kanter. Har gået med en låst ryg i et par uger - havde egentlig bildt mig selv ind at yogaen ville være det der skulle til for at få bugt med det .. men det er kun blevet værre. Må desværre nok springe yogaen over i dag pga. smerter. Jeg har ellers nydt at være der hver dag og havde svoret at jeg ville blive ved med det lige indtil arbejdet med sikkerhed sætter en stopper for den ihærdighed. Jeg er sikker på jeg er på benen igen i morgen og vil være at finde på yogamåtten igen - glæder mig allerede.
Jeg har taget mig sammen til at ringe til dyrlægen og har fået en tid til Hugo i eftermiddag. Det virker som om han har noget der sidder og generer ham i halsen. Han forsøger hele tiden at brække sig og siger sådan nogle underlige halslyde ... håber ikke det er noget alvorligt!Jeg er en være hønemor, og jeg bliver så urolig når der er noget galt - øv!
Jeg har taget mig sammen til at ringe til dyrlægen og har fået en tid til Hugo i eftermiddag. Det virker som om han har noget der sidder og generer ham i halsen. Han forsøger hele tiden at brække sig og siger sådan nogle underlige halslyde ... håber ikke det er noget alvorligt!Jeg er en være hønemor, og jeg bliver så urolig når der er noget galt - øv!
Hey ... luk mig lige ind, ikk!
Min bror og svigerinde rejser tilbage til Singapore i morgen - de fejrer nytår oppe mellem skyerne- I aften tager vi på Lê Lê og spiser sammen. Der har min bror og jeg spist sammen de sidste mange gange han har været i Danmark, og i aften tager vi alle sammen afsted.
Jeg vil ligge mig ned og ømme mig lidt mere ...
tirsdag den 27. december 2011
Fokus
Jeg har været til yoga hver dag henover julen. Det har været fantastisk dejligt, og når man kommer hver dag er det virkelig muligt at mærke sin krop og den forandring der sker dag for dag. Jeg synes der har været en helt særlig og meget intens stemning. Der har ikke været nogen "first timer" men udelukkende folk som har været der mange gange tidligere - ikke at folk der er der for første gang normalt udgør noget problem, men der sker noget andet når folk er tilvænnet til varmen, tilpas med at være i rummet og vi alle bevæger os i samme flow, som én krop.
1. juledag var det Trine, som ejer studiet, der underviste. Hun kom virkelig ud over rampen! Jeg oplevede hende meget stærkt, følte næsten at hendes sjæl talte til min og jeg oplevede at jeg nåede længere i nogen af øvelserne, end jeg tidligere har gjort. Da vi ved timens afslutning lå i den sidste afsluttende Savasana, talte hun om taknemlighed over at være i live, at være i stand til at være lige der hvor hun var, over at kunne være en del af vores træning ... at vi kom og delte. Hun fortalte også, at hun dagen forinden havde fået meddelelse om at en af hende venner var død, banket ihjel i hans hjem i Australien - tårene trillede ned ad hendes kinder i mens hun talte. Når man ligger i den afsluttende Savasana, efter en fantastisk træning ... mit hjerte føltes fuldstændig åbent og hendes ord og smerte ramte meget stærkt, sammen med hendes dybtfølte taknemlighed. Det var en særlig dag med Bikram yoga!
I dag blev særlig på en helt anden måde. Af en eller anden grund, myldrede det ind med folk som ville prøve Bikram yoga for første gang. Måske i håbet om at brænde lidt julefedt af.
10 "first timer" deltog i timen i dag, og derudover var der flere end jeg nogen sinde har oplevet før. Jeg tror vi var 45 i alt, og varmen var enorm. Fugtigheden ligeså. Vi lå vildt tæt. Det er ikke noget problem, bare en noget større udfordring at holde fokus på dig selv ... concentrete, meditate!
Det slap jeg så ikke så godt fra. Allerede under omklædningen gik det galt for mig. En mor og hendes datter, som var der for første gang, var utilfredse med omklædningsforholdene. De manglede skabe til deres ting, de syntes vi stod for tæt, der var ikke nok plads til dem og de begyndte at flytte rundt på de ting som andre mennesker havde liggende på bænkene. Det skilte sig ud! Der plejer at være en meget venlig og mild stemning. Folk plejer at tale hyggeligt og stille sammen, eller holde sig for sig selv og mentalt forberede sig på yogaen.
Jeg skyndte mig at gøre mig færdig og lagde mig ind i yoga salen. Jeg elsker den stund. Ofte omkring 15-20 minutter inden timen begynder, hvor jeg ligger stille på måtten og vænner mig til varmen og får "renset mit sind" for tanker. Der gik dog ikke længe inden de omtalte kvinder kom ind. De tog opstilling i døren og talte højlydt om at her kunne de da ikke være, alt i mens varmen sivede ud gennem den åbne dør. Jeg satte mig op og sagde til dem, at det ikke var noget problem."I kan sagtens være her, folk rykker bare deres måtter lidt tættere sammen" Med det samme var der en kvinde på bagerste række, som tilbød at hun kunne flytte en række frem så de kunne ligge bagerst i lokalet - det bedste sted for "first timer". De tog i mod tilbudet, men moderen valgte alligevel at gå ud i receptionen og hente Rebecca, som skulle stå for dagens undervisning. Hun hev hende med ind for at vise hende at noget var helt galt, her kunne virkelig ikke være så mange mennesker, og hun manglede altså også plads til sin søster som snart ville slutte sig til dem. Rebecca forklarede hende at de lå perfekt hvor de lå, og sagde i øvrigt også at der mindst kunne findes plads til 10 stk. mere hvis det blev nødvendigt.
Da Rebecca var gået ud igen, fortsatte hun med at småbrokke sig til sin datter. Søsteren dukkede op lidt senere og tog opstilling i døren(og lod varmen sive ud) i mens hun, hen over hoved på alt og alle, lidt småfornærmet spurgte til hvor de havde stillet hendes ting .... da hun kom ind, efter at have klædt om, var hun mindst lige så utilfreds med forholdene som sin søster.
Der er, udover her i juledagene, næsten altid "first timer" med på alle timerne, men jeg har ALDRIG oplevet andre opføre sig på den måde. Folk plejer at komme med en vis ydmyghed, usikre på at være på ukendt grund og har deres antenner tændt for at aflurer hvordan det hele skal foregå.
De tre kvinder blev virkelig en udfordring for mig i dag! Dels fortsatte de med at brokke sig over pladsforholdene timen igennem, og da det desværre ikke lykkedes for mig at holde fokus på mig selv, kunne jeg i spejlet følge deres himmelvendte øjne, deres hviske sammen ... og det forstyrrede mig. Jeg forsøgte virkelig ikke at lade mig påvirke af det, men det lykkedes ikke.. Rebecca tog det fuldstændig roligt, gav den venlige anvisninger undervejs og lod sig ikke forstyrre. Jeg prøvede at sige til mig selv at det måske var deres måde at håndterer usikkerheden på, at det var værst for dem - men jeg oplevede det enormt respektløst. Jeg mener, det er jo op til en hver at afgøre om dette er noget for en dem. Hvis man prøver det og ikke synes om forholdene, eller selve yogaformen, kan man jo bare lade være med at komme igen. Bikram Cph. er mit, og mange andres "tempel" - sådan føles det, og når der kommer nogen og udviser så stor utilfredshed med stedet så bringer det mit sind i kog. Der var vel ikke nogen der tvang dem til at være der - de kunne have gået igen, da de konstaterede at forholdene ikke levede op til deres krav.
Det værste af det hele er: Det handler jo ikke om de tre kvinder! Det handler om mig - hvorfor kan jeg ikke abstrahere fra dem? Det burde ikke have noget med min yoga at gøre, overhoved. Problemet er, at de provokerer mig som typer og at jeg nok vil reagere på dem uanset hvor jeg end mødte dem. Hvis jeg ser det på den måde, så skylder jeg de tre kvinder tak! De tvang mig til virkelig at se mig selv i spejlet i dag, og erkende mindre skønne sider af mig, selv end jeg bryder mig om.
Helst vil jeg se den velafbalancerede yogi med misundelsesværdig ro, rummelighed og fokus, men der er lang vej endnu :-)
Der er plads til forbedring. Jeg har brug for at øve mig, og jeg glæder mig til Bikram yoga igen i morgen, med eller uden brokkehovederne.
Namaste
1. juledag var det Trine, som ejer studiet, der underviste. Hun kom virkelig ud over rampen! Jeg oplevede hende meget stærkt, følte næsten at hendes sjæl talte til min og jeg oplevede at jeg nåede længere i nogen af øvelserne, end jeg tidligere har gjort. Da vi ved timens afslutning lå i den sidste afsluttende Savasana, talte hun om taknemlighed over at være i live, at være i stand til at være lige der hvor hun var, over at kunne være en del af vores træning ... at vi kom og delte. Hun fortalte også, at hun dagen forinden havde fået meddelelse om at en af hende venner var død, banket ihjel i hans hjem i Australien - tårene trillede ned ad hendes kinder i mens hun talte. Når man ligger i den afsluttende Savasana, efter en fantastisk træning ... mit hjerte føltes fuldstændig åbent og hendes ord og smerte ramte meget stærkt, sammen med hendes dybtfølte taknemlighed. Det var en særlig dag med Bikram yoga!
I dag blev særlig på en helt anden måde. Af en eller anden grund, myldrede det ind med folk som ville prøve Bikram yoga for første gang. Måske i håbet om at brænde lidt julefedt af.
10 "first timer" deltog i timen i dag, og derudover var der flere end jeg nogen sinde har oplevet før. Jeg tror vi var 45 i alt, og varmen var enorm. Fugtigheden ligeså. Vi lå vildt tæt. Det er ikke noget problem, bare en noget større udfordring at holde fokus på dig selv ... concentrete, meditate!
Det slap jeg så ikke så godt fra. Allerede under omklædningen gik det galt for mig. En mor og hendes datter, som var der for første gang, var utilfredse med omklædningsforholdene. De manglede skabe til deres ting, de syntes vi stod for tæt, der var ikke nok plads til dem og de begyndte at flytte rundt på de ting som andre mennesker havde liggende på bænkene. Det skilte sig ud! Der plejer at være en meget venlig og mild stemning. Folk plejer at tale hyggeligt og stille sammen, eller holde sig for sig selv og mentalt forberede sig på yogaen.
Jeg skyndte mig at gøre mig færdig og lagde mig ind i yoga salen. Jeg elsker den stund. Ofte omkring 15-20 minutter inden timen begynder, hvor jeg ligger stille på måtten og vænner mig til varmen og får "renset mit sind" for tanker. Der gik dog ikke længe inden de omtalte kvinder kom ind. De tog opstilling i døren og talte højlydt om at her kunne de da ikke være, alt i mens varmen sivede ud gennem den åbne dør. Jeg satte mig op og sagde til dem, at det ikke var noget problem."I kan sagtens være her, folk rykker bare deres måtter lidt tættere sammen" Med det samme var der en kvinde på bagerste række, som tilbød at hun kunne flytte en række frem så de kunne ligge bagerst i lokalet - det bedste sted for "first timer". De tog i mod tilbudet, men moderen valgte alligevel at gå ud i receptionen og hente Rebecca, som skulle stå for dagens undervisning. Hun hev hende med ind for at vise hende at noget var helt galt, her kunne virkelig ikke være så mange mennesker, og hun manglede altså også plads til sin søster som snart ville slutte sig til dem. Rebecca forklarede hende at de lå perfekt hvor de lå, og sagde i øvrigt også at der mindst kunne findes plads til 10 stk. mere hvis det blev nødvendigt.
Da Rebecca var gået ud igen, fortsatte hun med at småbrokke sig til sin datter. Søsteren dukkede op lidt senere og tog opstilling i døren(og lod varmen sive ud) i mens hun, hen over hoved på alt og alle, lidt småfornærmet spurgte til hvor de havde stillet hendes ting .... da hun kom ind, efter at have klædt om, var hun mindst lige så utilfreds med forholdene som sin søster.
Der er, udover her i juledagene, næsten altid "first timer" med på alle timerne, men jeg har ALDRIG oplevet andre opføre sig på den måde. Folk plejer at komme med en vis ydmyghed, usikre på at være på ukendt grund og har deres antenner tændt for at aflurer hvordan det hele skal foregå.
De tre kvinder blev virkelig en udfordring for mig i dag! Dels fortsatte de med at brokke sig over pladsforholdene timen igennem, og da det desværre ikke lykkedes for mig at holde fokus på mig selv, kunne jeg i spejlet følge deres himmelvendte øjne, deres hviske sammen ... og det forstyrrede mig. Jeg forsøgte virkelig ikke at lade mig påvirke af det, men det lykkedes ikke.. Rebecca tog det fuldstændig roligt, gav den venlige anvisninger undervejs og lod sig ikke forstyrre. Jeg prøvede at sige til mig selv at det måske var deres måde at håndterer usikkerheden på, at det var værst for dem - men jeg oplevede det enormt respektløst. Jeg mener, det er jo op til en hver at afgøre om dette er noget for en dem. Hvis man prøver det og ikke synes om forholdene, eller selve yogaformen, kan man jo bare lade være med at komme igen. Bikram Cph. er mit, og mange andres "tempel" - sådan føles det, og når der kommer nogen og udviser så stor utilfredshed med stedet så bringer det mit sind i kog. Der var vel ikke nogen der tvang dem til at være der - de kunne have gået igen, da de konstaterede at forholdene ikke levede op til deres krav.
Det værste af det hele er: Det handler jo ikke om de tre kvinder! Det handler om mig - hvorfor kan jeg ikke abstrahere fra dem? Det burde ikke have noget med min yoga at gøre, overhoved. Problemet er, at de provokerer mig som typer og at jeg nok vil reagere på dem uanset hvor jeg end mødte dem. Hvis jeg ser det på den måde, så skylder jeg de tre kvinder tak! De tvang mig til virkelig at se mig selv i spejlet i dag, og erkende mindre skønne sider af mig, selv end jeg bryder mig om.
Helst vil jeg se den velafbalancerede yogi med misundelsesværdig ro, rummelighed og fokus, men der er lang vej endnu :-)
Der er plads til forbedring. Jeg har brug for at øve mig, og jeg glæder mig til Bikram yoga igen i morgen, med eller uden brokkehovederne.
Namaste
mandag den 26. december 2011
Indre styrke
Jeg elsker at lytte til Tara Brach, både hendes guidede meditationer og hedes "Talks" - se evt. på http://tarabrach.com/ Jeg anbefaler hende varmt. Hun er meget vidende, inspirerende og humoristisk at lytte til. Jeg downloader og har hende med mig overalt på min IPhone.
I dag har jeg vandret rundt i 1 ½ time på skovstierne med Hugo og Tara. Ofte når jeg skal ud på de længere ture med Hugo, kan jeg mærke en vis ugidelighed. Jeg tænker ved mig selv, at han måske også kunne nøjes med en lille tur - men det forunderlige er hver gang, at lige så snart vi er kommet af sted så gir det ligesom sig selv. At se Hugo løbe op og ned ad bakkerne, kaste pinde til sig selv, vælte sig rundt i mudder som et andet lille vildsvin og bade i voldgraven er så skønt og medrivende, at det slet ikke haster med at komme hjem igen. En hund er en fantastisk læremester i kunsten at være tilstede i nuet.
At lytte til Taras "talks" fik mig i dag til mindes en ting:
I maj mdr. skulle jeg 2 uger til Lanzarote sammen med K. Han skulle lave Ironman og min plan var total afslapning kombineret med lidt løb. I dagene inden vi tog af sted gik noget grueligt galt på mit arbejde. En problematik ud over det sæd vagenlige som var meget følelsesmæssigt belastende. Det var utrolig svært for mig at tage af sted. Svært at efterlade en kæmpe stor og problematisk situation til andre, som jeg i den grad helst selv ville tage mig af og som bestemt også var mit ansvar. Jeg mindes at jeg var på arbejde om formiddagen og kom hjem 1½ time førend der var afgang til lufthavnen - K stod for pakning og at få gjort klar til at vi kunne tage af sted herhjemme fra.
Da vi sad i lufthavnen, bænket med en kop Starbuck kaffe, kunne jeg mærke hvordan alting i mig skreg: Jeg vil ikke af sted, det duer ikke - jeg kan ikke holde ferie nu!
Da vi kom ind i flyet og havde 5 timers flyvetur foran os, var det helt uvirkeligt at sidde stille i sædet uden at kunne foretage sig noget som helst. Min krop og sind var i alarmberedskab og jeg var pludselig afskåret muligheden for at kunne handle. Mit arbejdsmæssige bagland var indforstået med at jeg tog af sted, og min chef havde lovet at tage over i forhold til... hvad der end måtte dukke op, men det føltes stadig meget forkert.
Det blev selvfølgelig ikke ved med at være lige uudholdeligt. Langsomt, ganske langsomt faldt pulsen og det blev gradvist til at bære at være på afstand af "den brændende platform" Jeg var i løbende kontakt med min arbejdsplads, hvilket var en udfordring fordi det på den ene side gjorde det muligt at følge udviklingen derhjemme og på den anden side hver gang sætte spekulationer og frustrationer i mig.
En dag efter en af disse telefonsamtaler(og det var dette Tara talks fik mig til at mindes i dag) var jeg virkelig oprørt. Havde jeg kunne det, var jeg gladeligt sprunget på et fly og sat kursen hjem til DK. så hurtigt så muligt. Samtidig vidste jeg også hvor meget jeg havde trængt til denne ferie, og hvilke udfordringer der ville vente på mig når jeg kom hjem.
Jeg gik ned til klipperne og sad og stirede ud over havet - vi bor på den forblæste side af øen, og havet var i lige så stort oprør som jeg følte mig inden i. Jeg kunne mærke hvordan mine tanker kørte i ring.
Jeg forsøgte at mediterer, men det rev for meget i mig til at mit sind kunne falde til ro. I frustration kaldte jeg på hjælp: "Hvad skal jeg gøre?" Jeg har ingen ide om hvem jeg spurgte og jeg havde helt sikkert ingen forventning om et svar.
Der, lige der, skete noget forunderligt! For mit indre blik så jeg Hakikta( http://alivebalance.blogspot.com/2011_05_01_archive.html ) Han sad foran mig, som jeg har set ham i svedhytte flere gange, med langt udslået gråsort hår, bar overkrop og et roligt, klogt og imødekommende udtryk.
"Hvad skal jeg gøre?" gentog jeg. Der kom ikke noget umiddelbart svar. Han kiggede bare roligt tilbage på mig. Langsomt forplantede denne ro sig i mig, og så kom svaret: "Gør det du kan!" Det var så enkelt og indlysende - jeg kunne ikke gøre andet! Jeg hjalp ingen ved at ødelægge og pine mig selv med ikke at være hjemme. Det gik op for mig, at det jeg i virkeligheden kunne, det var at tage mig af mig selv - sørge for at få hvilet ud, komme til kræfterne efter en lang og hård arbejdsperiode så jeg havde noget at byde ind med, når jeg kom hjem igen.
Disse simpel ord: "Gør det du kan" ændrede alting for mig. Det føltes som om jeg fik taget en kæmpe byrde fra mine skuldre, at mit udsyn pludselig blev klart, at jeg kunne trække vejret ubesværet igen og nyde at være lige der hvor jeg var.
At det var Hakikta der kom, da jeg kaldte på hjælp, er vildt - Hakikta var ikke min. Jeg nåede aldrig at lære ham ordenligt at kende. Jeg nåede bare at ane, at her var et menneske som jeg virkelig ønskede at lære at kende - og så var han væk. Men åbenbart ikke helt væk, og at han kom til mig på denne måde, var en meget stærk og smuk oplevelse.
Hvad er det der sker, når mit udråb - min bøn om du vil, bliver hørt/mødt. Hvordan er det muligt? Hvad er det for en stemme som taler inden i mig, med en visdom som jeg ikke mener selv at være i besiddelse af? Jeg tror, at det var Hakikta der viste sig for mig da jeg kaldte, fordi at det var ham jeg "Kendte" som havde den ro og styrke jeg så desperat behøvede i den situation. Måsker bor det alt sammen i min underbevidsthed. Kan Hakiktas ro og styrke være del af mig, og med mit udråb blive fundet frem når jeg står ... på den yderste kant?
Eller hvad? Er der andre forklaringer?
God juledag derude.
I dag har jeg vandret rundt i 1 ½ time på skovstierne med Hugo og Tara. Ofte når jeg skal ud på de længere ture med Hugo, kan jeg mærke en vis ugidelighed. Jeg tænker ved mig selv, at han måske også kunne nøjes med en lille tur - men det forunderlige er hver gang, at lige så snart vi er kommet af sted så gir det ligesom sig selv. At se Hugo løbe op og ned ad bakkerne, kaste pinde til sig selv, vælte sig rundt i mudder som et andet lille vildsvin og bade i voldgraven er så skønt og medrivende, at det slet ikke haster med at komme hjem igen. En hund er en fantastisk læremester i kunsten at være tilstede i nuet.
At lytte til Taras "talks" fik mig i dag til mindes en ting:
I maj mdr. skulle jeg 2 uger til Lanzarote sammen med K. Han skulle lave Ironman og min plan var total afslapning kombineret med lidt løb. I dagene inden vi tog af sted gik noget grueligt galt på mit arbejde. En problematik ud over det sæd vagenlige som var meget følelsesmæssigt belastende. Det var utrolig svært for mig at tage af sted. Svært at efterlade en kæmpe stor og problematisk situation til andre, som jeg i den grad helst selv ville tage mig af og som bestemt også var mit ansvar. Jeg mindes at jeg var på arbejde om formiddagen og kom hjem 1½ time førend der var afgang til lufthavnen - K stod for pakning og at få gjort klar til at vi kunne tage af sted herhjemme fra.
Da vi sad i lufthavnen, bænket med en kop Starbuck kaffe, kunne jeg mærke hvordan alting i mig skreg: Jeg vil ikke af sted, det duer ikke - jeg kan ikke holde ferie nu!
Da vi kom ind i flyet og havde 5 timers flyvetur foran os, var det helt uvirkeligt at sidde stille i sædet uden at kunne foretage sig noget som helst. Min krop og sind var i alarmberedskab og jeg var pludselig afskåret muligheden for at kunne handle. Mit arbejdsmæssige bagland var indforstået med at jeg tog af sted, og min chef havde lovet at tage over i forhold til... hvad der end måtte dukke op, men det føltes stadig meget forkert.
Det blev selvfølgelig ikke ved med at være lige uudholdeligt. Langsomt, ganske langsomt faldt pulsen og det blev gradvist til at bære at være på afstand af "den brændende platform" Jeg var i løbende kontakt med min arbejdsplads, hvilket var en udfordring fordi det på den ene side gjorde det muligt at følge udviklingen derhjemme og på den anden side hver gang sætte spekulationer og frustrationer i mig.
En dag efter en af disse telefonsamtaler(og det var dette Tara talks fik mig til at mindes i dag) var jeg virkelig oprørt. Havde jeg kunne det, var jeg gladeligt sprunget på et fly og sat kursen hjem til DK. så hurtigt så muligt. Samtidig vidste jeg også hvor meget jeg havde trængt til denne ferie, og hvilke udfordringer der ville vente på mig når jeg kom hjem.
Jeg gik ned til klipperne og sad og stirede ud over havet - vi bor på den forblæste side af øen, og havet var i lige så stort oprør som jeg følte mig inden i. Jeg kunne mærke hvordan mine tanker kørte i ring.
Der, lige der, skete noget forunderligt! For mit indre blik så jeg Hakikta( http://alivebalance.blogspot.com/2011_05_01_archive.html ) Han sad foran mig, som jeg har set ham i svedhytte flere gange, med langt udslået gråsort hår, bar overkrop og et roligt, klogt og imødekommende udtryk.
"Hvad skal jeg gøre?" gentog jeg. Der kom ikke noget umiddelbart svar. Han kiggede bare roligt tilbage på mig. Langsomt forplantede denne ro sig i mig, og så kom svaret: "Gør det du kan!" Det var så enkelt og indlysende - jeg kunne ikke gøre andet! Jeg hjalp ingen ved at ødelægge og pine mig selv med ikke at være hjemme. Det gik op for mig, at det jeg i virkeligheden kunne, det var at tage mig af mig selv - sørge for at få hvilet ud, komme til kræfterne efter en lang og hård arbejdsperiode så jeg havde noget at byde ind med, når jeg kom hjem igen.
Disse simpel ord: "Gør det du kan" ændrede alting for mig. Det føltes som om jeg fik taget en kæmpe byrde fra mine skuldre, at mit udsyn pludselig blev klart, at jeg kunne trække vejret ubesværet igen og nyde at være lige der hvor jeg var.
At det var Hakikta der kom, da jeg kaldte på hjælp, er vildt - Hakikta var ikke min. Jeg nåede aldrig at lære ham ordenligt at kende. Jeg nåede bare at ane, at her var et menneske som jeg virkelig ønskede at lære at kende - og så var han væk. Men åbenbart ikke helt væk, og at han kom til mig på denne måde, var en meget stærk og smuk oplevelse.
Hvad er det der sker, når mit udråb - min bøn om du vil, bliver hørt/mødt. Hvordan er det muligt? Hvad er det for en stemme som taler inden i mig, med en visdom som jeg ikke mener selv at være i besiddelse af? Jeg tror, at det var Hakikta der viste sig for mig da jeg kaldte, fordi at det var ham jeg "Kendte" som havde den ro og styrke jeg så desperat behøvede i den situation. Måsker bor det alt sammen i min underbevidsthed. Kan Hakiktas ro og styrke være del af mig, og med mit udråb blive fundet frem når jeg står ... på den yderste kant?
Eller hvad? Er der andre forklaringer?
God juledag derude.
søndag den 25. december 2011
Åhh den kærlighed
Altså de unger - det er jo fantastisk:
- I kirken lover de hinanden at leve, indtil de dør af det.
Christopher, 9 år
- Troskab er, når man tror på, at der er noget inde i ægteskabet.
Steffen, 9 år -
- Et ægteskab er et sted, hvor man propper ting ind i, som man gerne vil beholde.
Iben, 8 år -
- Et godt ægteskab er, når den ene laver kartofler og den anden laver sovs.
Bolette, 10 år -
- Man bestemmer selv, hvem man vil giftes med, hvis hun gider.
Henrik, 9 år
- Man gifter sig for at love hinanden noget.
Morten, 11 år
- Det er godt at blive gift, hvis man ikke har en computer eller nogle andre man kan snakke med.
Pernille, 7 år -
Må der være masser af kærlighed i dit liv ...
- I kirken lover de hinanden at leve, indtil de dør af det.
Christopher, 9 år
- Troskab er, når man tror på, at der er noget inde i ægteskabet.
Steffen, 9 år -
- Et ægteskab er et sted, hvor man propper ting ind i, som man gerne vil beholde.
Iben, 8 år -
- Et godt ægteskab er, når den ene laver kartofler og den anden laver sovs.
Bolette, 10 år -
- Man bestemmer selv, hvem man vil giftes med, hvis hun gider.
Henrik, 9 år
- Man gifter sig for at love hinanden noget.
Morten, 11 år
- Det er godt at blive gift, hvis man ikke har en computer eller nogle andre man kan snakke med.
Pernille, 7 år -
Må der være masser af kærlighed i dit liv ...
fredag den 23. december 2011
Tættere endnu på jul ..
Så kom der lys på træet ... venter på at min datter kommer og hjælper mig med at pynte det :-)Juleforberedelser
Så er alting bragt til hus, hver en lille dims jeg overhoved har kunne komme i tanke om, her er gjort rent, træet er båret ind og alle gaverne er sat frem så jeg ikke glemmer at putte papir omkring dem inden i morgen. Det begynder altså at minde om jul!
Nu skal Hugo og jeg ud og gå en lang tur. Han synes det er meget mærkeligt med et træ i stuen som han hverken må tisse på eller bidde i - spændt på hvad der sker når der er pynt på træet. Måske blir en lille vovse fristet over evne...
Hugo og hans abeven.
Nu skal Hugo og jeg ud og gå en lang tur. Han synes det er meget mærkeligt med et træ i stuen som han hverken må tisse på eller bidde i - spændt på hvad der sker når der er pynt på træet. Måske blir en lille vovse fristet over evne...
Hugo og hans abeven.Juleferie
Så blev det endelig juleferie og jeg sidder i sofaen i nattøj og hygger mig med en kob te. K er taget afsted på arbejde, men er tilbage igen om et par timer. Min søn sover lidt endnu førend han må op og afsted, men jeg har fri. Det er helt fantastisk dejligt ikke at skulle skynde sig, men bare at putte sig her i sofakrogen og nyde roen.
Der er dog masser af ting der skal gøres i dag. De sidste få ting skal købes ind, julepyntens skal findes frem og træet skal pyntes. Alle gaver er i hus, men ikke en er pakket ind. Jeg er sikker på at jeg når det hele.
God lillejuleaften til alle.
Der er dog masser af ting der skal gøres i dag. De sidste få ting skal købes ind, julepyntens skal findes frem og træet skal pyntes. Alle gaver er i hus, men ikke en er pakket ind. Jeg er sikker på at jeg når det hele.
God lillejuleaften til alle.
torsdag den 22. december 2011
China town, Singapore
Ku altså ikke få mig selv til at stoppe, nu hvor jeg lige har fået det lært.
Dette er fra China town i Singapore.
Dette er fra China town i Singapore.
Lært at lave collager.
Billederne er taget i Little India i Singapore, da vi besøgte min bror og svigerinde i foråret. Vi fik sådan lyst til at handle ved de små boder og trylle lækre vegetariske måltider frem af grønsager vi ikke engang kendte navnet på ...
Men der var også andre valg:
Og så var det jo fantastisk at gå rundt i gaderne og snuse stemningen til sig:
Har netop hørt Hugo gø for allerførste gang i sit liv - han er altså ikke helt tryk ved det fyrværkeri! Men sikken han ku gø, det troede jeg ellers ikke :-)
Måske hjælper det at sige det højt(Skrive det på bloggen)...
Da jeg var helt ung skete det ofte. Stort set hver måned. Da jeg blev lidt ældre, som i ung mor, sket det af og til og som årene er gået er det ligesom forsvundet - men ikke helt. En sjælden gang i mellem kan jeg blive noget så forbandet præmenestruel - forskellen på tidligere og nu, er bare at jeg er smertelig klar over hvordan det er fat og er ved at gå til i skam over min egen irritation. Det betyder dog desværre ikke at jeg nødvendigvis slipper særlig godt fra, ikke at lade det gå ud over mine omgivelser ... nok navnlig K, den stakkel!
Jeg forsøger virkelig at kontrollerer mig selv. Det er ikke sådan at jeg eks. råber højt af nogen eller skælder ud. Jeg føler mig bare meget sårbar og samtidig uretfærdigt behandlet sådan på et helt grundlæggende niveau ... af livet som sådan. Jeg ser pludselig mønstre i omgivelsernes opførsel, tillægger det betydning - og mens jeg gør det, føler jeg mig SÅ GAL PÅ DEN!!
Når jeg forsøger at kontrollerer det, kan jeg mærke hvordan jeg bliver afmålt, tilbageholdende, mindre gestikulerende, mindre snakkende, grinende. At jeg ikke reagerer som forventet på folk, at jeg ikke kan holde ud at nogen kommer for tæt på hverken fysisk eller følelsesmæssigt. I går var der én som, i arbejdsmæssig sammenhæng, takkede mig for en samtale vi havde haft. Fortalte mig at det havde været betydningsfuldt for hende og jeg kunne mærke at jeg nærmest frøs inden i og kun gav hende et afmålt svar - alt i mens min indre kommentator fortalte mig, hvilket forfærdeligt menneske jeg er ... det er svært at forklare, men noget så rart at sætte ord på og "sige" højt, kan jeg mærke. Næsten som at søge syndsforladelse.
Lige nu er jeg bange for at det skal vare hele julen og når jeg så har tænkt den tanke, så tænker jeg at frygten for det er forstærkende i sig selv.
Jeg bliver 45 år i næste måned. I de sidste par dage har jeg tænkt på hvornår overgangsalderen mon begynder og hvordan den mon vil påvirke mit sind. Jeg synes egentlig at selve ordet: Overgangsalder, er en smuk betegnelse for det der sker - at man bevæger sig fra en fase af livet til en anden, og jeg har tidligere (lidt højrøvet) tænkt at man sikkert også selv er (lidt)herrer over i hvor høj grad det påvirker en - at ens indstilling til overgangsalderen er betydningsfuld for hvordan det opleves. Når jeg så har det sådan som jeg har det i disse dage, hvor jeg nærmest føler mig besat af en ond dæmon som har overtaget styrringen og laver tanke kontrol ... så bliver jeg i tvivl!
Mit højeste juleønske lige nu,både for mig selv og for mine nærmeste, er i al beskedenhed at DET må gå væk. At jeg genfinder min balance og får fred, så jeg kan være mit sæd vagenlige fredelig jeg i julen og tiden der følger!
Ps. Ku godt bruge at nogen krydser fingre for mig og mit ønske...
Jeg forsøger virkelig at kontrollerer mig selv. Det er ikke sådan at jeg eks. råber højt af nogen eller skælder ud. Jeg føler mig bare meget sårbar og samtidig uretfærdigt behandlet sådan på et helt grundlæggende niveau ... af livet som sådan. Jeg ser pludselig mønstre i omgivelsernes opførsel, tillægger det betydning - og mens jeg gør det, føler jeg mig SÅ GAL PÅ DEN!!
Når jeg forsøger at kontrollerer det, kan jeg mærke hvordan jeg bliver afmålt, tilbageholdende, mindre gestikulerende, mindre snakkende, grinende. At jeg ikke reagerer som forventet på folk, at jeg ikke kan holde ud at nogen kommer for tæt på hverken fysisk eller følelsesmæssigt. I går var der én som, i arbejdsmæssig sammenhæng, takkede mig for en samtale vi havde haft. Fortalte mig at det havde været betydningsfuldt for hende og jeg kunne mærke at jeg nærmest frøs inden i og kun gav hende et afmålt svar - alt i mens min indre kommentator fortalte mig, hvilket forfærdeligt menneske jeg er ... det er svært at forklare, men noget så rart at sætte ord på og "sige" højt, kan jeg mærke. Næsten som at søge syndsforladelse.
Lige nu er jeg bange for at det skal vare hele julen og når jeg så har tænkt den tanke, så tænker jeg at frygten for det er forstærkende i sig selv.
Jeg bliver 45 år i næste måned. I de sidste par dage har jeg tænkt på hvornår overgangsalderen mon begynder og hvordan den mon vil påvirke mit sind. Jeg synes egentlig at selve ordet: Overgangsalder, er en smuk betegnelse for det der sker - at man bevæger sig fra en fase af livet til en anden, og jeg har tidligere (lidt højrøvet) tænkt at man sikkert også selv er (lidt)herrer over i hvor høj grad det påvirker en - at ens indstilling til overgangsalderen er betydningsfuld for hvordan det opleves. Når jeg så har det sådan som jeg har det i disse dage, hvor jeg nærmest føler mig besat af en ond dæmon som har overtaget styrringen og laver tanke kontrol ... så bliver jeg i tvivl!
Mit højeste juleønske lige nu,både for mig selv og for mine nærmeste, er i al beskedenhed at DET må gå væk. At jeg genfinder min balance og får fred, så jeg kan være mit sæd vagenlige fredelig jeg i julen og tiden der følger!
Ps. Ku godt bruge at nogen krydser fingre for mig og mit ønske...
lørdag den 17. december 2011
Lørdag
Startede tidligt i morges med en tur til Cph. lufthavn for at modtage min bror og svigerinde. Det er ikke fordi at jeg dagligt er bevidst om et savn, men når jeg ser min bror .. åhh jeg blir SÅ glad. Det er så dejligt at se ham i øjnene, snakke med ham, grine og .. vi deler så meget og det er skønt at være sammen med ham. Søskende relation er bare helt unik og det fantastiske er at den ikke behøver at blive plejet på samme måde som så mange andre relationer - sådan er det i hvertfald for min bror og mig!
Dagen har været fyldt med aktivitet. Jeg har løbet en dejlig tur på mudrede skovstier, sammen med min sjæls søster. Vi stod længe og betragtede et egern som samlede bær - mere travlt skal man ikke tage sig på sådan en løbetur, end at man har tid til at nyde alle de små mirakler man møder på sin vej. Måske ikke det bedste i forhold til formen, men betyder ikk så meget på denne tid af året.
I øvrigt har jeg bestemt at jeg ikke vil løbe marathon i 2012. Jeg har ikke definitivt besluttet at jeg har løbet mit sidste marathon nogen sinde, men jeg tror det. Det er hårdt for kroppen, i hvertfald min. Jeg synes det har været en stor udfordring at få det hele til at hænge sammen de sidste år og i og med at min mave reagerer meget voldsomt på alle de længste løbeture ... tror jeg, at jeg skylder min krop at lytte efter. Hvis min træning går okay, så løber jeg nok nogle halv marathoner hen over sommeren. Det gode ved det, er bla. at man ikke behøver at melde sig til flere måneder i forvejen, men kan mærke efter om formen, lysten og energien er der, kort før stævnet.
I øvrigt er jeg også nødt til at prioriterer af tidsmæssige grunde. hvis jeg vil have tid til Bikram yoga, så kan jeg ikke også få tid til at løbe i det omfang det kræver, hvis jeg skal løbe marathon. Jeg forsøger at mærke efter hvad der giver mig mest, og lige nu er der ingen tvivl om at det er yogaen.
Namaste
Dagen har været fyldt med aktivitet. Jeg har løbet en dejlig tur på mudrede skovstier, sammen med min sjæls søster. Vi stod længe og betragtede et egern som samlede bær - mere travlt skal man ikke tage sig på sådan en løbetur, end at man har tid til at nyde alle de små mirakler man møder på sin vej. Måske ikke det bedste i forhold til formen, men betyder ikk så meget på denne tid af året.
I øvrigt har jeg bestemt at jeg ikke vil løbe marathon i 2012. Jeg har ikke definitivt besluttet at jeg har løbet mit sidste marathon nogen sinde, men jeg tror det. Det er hårdt for kroppen, i hvertfald min. Jeg synes det har været en stor udfordring at få det hele til at hænge sammen de sidste år og i og med at min mave reagerer meget voldsomt på alle de længste løbeture ... tror jeg, at jeg skylder min krop at lytte efter. Hvis min træning går okay, så løber jeg nok nogle halv marathoner hen over sommeren. Det gode ved det, er bla. at man ikke behøver at melde sig til flere måneder i forvejen, men kan mærke efter om formen, lysten og energien er der, kort før stævnet.
I øvrigt er jeg også nødt til at prioriterer af tidsmæssige grunde. hvis jeg vil have tid til Bikram yoga, så kan jeg ikke også få tid til at løbe i det omfang det kræver, hvis jeg skal løbe marathon. Jeg forsøger at mærke efter hvad der giver mig mest, og lige nu er der ingen tvivl om at det er yogaen.
Namaste
fredag den 16. december 2011
Case Clinic
Har netop haft de skønneste (arbejds)dage på Villa Fjordhøj sammen med mit ledelsesteam - skønne, dygtige kvinder. Jeg havde lagt et meget løst program for vores ophold. Et program med plads til at få plejet vores indbyrdes relation, få slappet af, snakket, grinet og selvfølgelig arbejdet.
Da vi ankom og havde fået vejret over skønheden i området samt fået et værelse, spiste vi morgenmad imens der blev fyret op i det romerske bad. Efter morgenmaden blev vi fulgt i den gamle fyrkælder som er blevet indrettet til romersk bad, blev iklædt hver en toga og tog plads i varmen - virkelig noget der i første omgang fik os til .. at skrige af grin over synet af hinanden i togaer, og da vi var kommet os over det, til at slappe af.
Da vi var færdige i det romerske bad, blev vi fulgt over i templet - en 8 kantet bygning med glasfacade mod havet. Rummet var uden møbler, men selvfølgelig med mulighed for at trække både borde og stole ind hvis man ønskede det. Virkelig fantastiske omgivelser!
Vi satte stole i en rundkreds midt i lokalet, med et stort smukt sølvfad med levende lys på gulvet i vores midte og vi lagde ud med at samlede vores opmærksomhed med en 4 minutters guidede meditation.
Dagens program stod på "Case Clinic" - en model jeg har stiftet bekendtskab med i forbindelse med undervisning i TeoriU. Jeg vil ikke sige at jeg følte mig 100% klædt på til at igangsætte eftersom jeg kun har arbejdet med modellen kort varrigt, men jeg følte at det var det rigtige. At det var det lederteamet havde brug for netop nu. Modellen går kort fortalt ud på at en fokus person præsenterer en problemstilling eller udfordring, en interviewer hjælper fokuspersonen med at "folde fortællingen ud" og herefter holder man 3 minutters stilhed hvor hver enkelt deltager mærker efter i forhold til hvilke billeder præsentation af casen sætter i gang i én: Eks. "Når jeg lytter til din fortælling om din udfordring, ser jeg en stor høstak for mig hvor hver enkelt strå repræsenterer en mulighed - måske en vej ind i løsningen af din udfordring ... måske en vej længere ind i labyrinten"
Der var så mange flotte billeder, som alle hver for sig tilbød fokuspersonen(og os andre) forskellige tilgange til udfordringen og på forunderlig vis hjælper med til at producerer forskellige måder at angribe udfordringen på. Efter dette er der dialog i mellem deltagerne omkring udfordringen, alt i mens fokuspersonen trækker sig lidt tilbage og lytter. Som med alle andre former for supervision, er det selvfølgelig fokuspersonen selv der finder og vælger hvad vej hun ønsker at gå og det var forunderligt at se hvordan nye muligheder blev skabt.
Jeg var helt høj over at arbejde med teamet på denne måde. Vi var alle sammen høje!
I mellem hver case(som tager 1 time) holdt vi pause, og når vi startede op igen, begyndte vi med 4 minutters guidede opmærksomheds meditation ... det fungerede SÅ godt! Vi er et højtydende team bestående af kvinder med MEGET på hjertet - at være stille sammen, at mediterer, at sidde i rundkreds hjælper alt sammen til at øge opmærksomheden på hinanden og i højere grad lytte med hjertet og føle hinanden og i mindre grad lade munden flyde over af gode råd og fortællinger om egne erindringer.
Det var en meget intens dag!
Vi spiste sen og dejlig aftensmad - selvom jeg havde glemt at sige at jeg var vegetar da jeg bestilte opholdet, så var det i løbet af dagen lykkedes for dem at trylle et festmåltid frem både til de andre og til mig. De er utrolig søde og hjælpsomme på Villa Fjordhøj.
Efter aftensmaden, iklædte vi os igen togaer og gik i det romerske bad. Her blev vi mødt af en super sød behandler(som i øvrigt også havde stået for aftens middag) som tilberedte os hvert et fodbad med lækre salte, peeling ... you name it! Hertil drak vi champagne i sterinlysets skær, fortalte røverhistorier og skreg af grin. Vi lå allerede i vores senge kl. 22.30. Glade, trætte og tilfredse efter en skøn dag med lige dele hygge og arbejde.
I dag har været lige så fantastisk. Vi har arbejdet flittigt og det har nærmest virket som om at de skønne omgivelser, afslapningen, meditationen og alting, havde været med til at vække vores indre genialitet - vi har i dag produceret og fundet nye veje igennem udfordringer som har drillet længe. Herudover har vi selvfølgelig været ved havet, gået rundt i området og nydt de skønne omgivelser og da vi vendte næsen mod Kbh. var jeg en meget glad og tilfreds leder med skuldrene nede på plads hvor de hører til og vejr som blev trukket dybt ned i maven ... man er vel lidt af en hippie :-)
For at fuldende et par gode dage, er jeg kommet hjem til min skønne familie og har hygget mig og følt mig meget nærværende og tilstede. Jeg kan nu se frem til dejlig weekend hvor min bror og hans kone kommer hjem fra Singapore for at holde juleferie sammen med os, fællestur i skoven efter juletræ, gode venners selskab og både løbetur og Bikram.
Namaste
Da vi ankom og havde fået vejret over skønheden i området samt fået et værelse, spiste vi morgenmad imens der blev fyret op i det romerske bad. Efter morgenmaden blev vi fulgt i den gamle fyrkælder som er blevet indrettet til romersk bad, blev iklædt hver en toga og tog plads i varmen - virkelig noget der i første omgang fik os til .. at skrige af grin over synet af hinanden i togaer, og da vi var kommet os over det, til at slappe af.
Da vi var færdige i det romerske bad, blev vi fulgt over i templet - en 8 kantet bygning med glasfacade mod havet. Rummet var uden møbler, men selvfølgelig med mulighed for at trække både borde og stole ind hvis man ønskede det. Virkelig fantastiske omgivelser!
Vi satte stole i en rundkreds midt i lokalet, med et stort smukt sølvfad med levende lys på gulvet i vores midte og vi lagde ud med at samlede vores opmærksomhed med en 4 minutters guidede meditation.
Dagens program stod på "Case Clinic" - en model jeg har stiftet bekendtskab med i forbindelse med undervisning i TeoriU. Jeg vil ikke sige at jeg følte mig 100% klædt på til at igangsætte eftersom jeg kun har arbejdet med modellen kort varrigt, men jeg følte at det var det rigtige. At det var det lederteamet havde brug for netop nu. Modellen går kort fortalt ud på at en fokus person præsenterer en problemstilling eller udfordring, en interviewer hjælper fokuspersonen med at "folde fortællingen ud" og herefter holder man 3 minutters stilhed hvor hver enkelt deltager mærker efter i forhold til hvilke billeder præsentation af casen sætter i gang i én: Eks. "Når jeg lytter til din fortælling om din udfordring, ser jeg en stor høstak for mig hvor hver enkelt strå repræsenterer en mulighed - måske en vej ind i løsningen af din udfordring ... måske en vej længere ind i labyrinten"
Der var så mange flotte billeder, som alle hver for sig tilbød fokuspersonen(og os andre) forskellige tilgange til udfordringen og på forunderlig vis hjælper med til at producerer forskellige måder at angribe udfordringen på. Efter dette er der dialog i mellem deltagerne omkring udfordringen, alt i mens fokuspersonen trækker sig lidt tilbage og lytter. Som med alle andre former for supervision, er det selvfølgelig fokuspersonen selv der finder og vælger hvad vej hun ønsker at gå og det var forunderligt at se hvordan nye muligheder blev skabt.
Jeg var helt høj over at arbejde med teamet på denne måde. Vi var alle sammen høje!
I mellem hver case(som tager 1 time) holdt vi pause, og når vi startede op igen, begyndte vi med 4 minutters guidede opmærksomheds meditation ... det fungerede SÅ godt! Vi er et højtydende team bestående af kvinder med MEGET på hjertet - at være stille sammen, at mediterer, at sidde i rundkreds hjælper alt sammen til at øge opmærksomheden på hinanden og i højere grad lytte med hjertet og føle hinanden og i mindre grad lade munden flyde over af gode råd og fortællinger om egne erindringer.
Det var en meget intens dag!
Vi spiste sen og dejlig aftensmad - selvom jeg havde glemt at sige at jeg var vegetar da jeg bestilte opholdet, så var det i løbet af dagen lykkedes for dem at trylle et festmåltid frem både til de andre og til mig. De er utrolig søde og hjælpsomme på Villa Fjordhøj.
Efter aftensmaden, iklædte vi os igen togaer og gik i det romerske bad. Her blev vi mødt af en super sød behandler(som i øvrigt også havde stået for aftens middag) som tilberedte os hvert et fodbad med lækre salte, peeling ... you name it! Hertil drak vi champagne i sterinlysets skær, fortalte røverhistorier og skreg af grin. Vi lå allerede i vores senge kl. 22.30. Glade, trætte og tilfredse efter en skøn dag med lige dele hygge og arbejde.
I dag har været lige så fantastisk. Vi har arbejdet flittigt og det har nærmest virket som om at de skønne omgivelser, afslapningen, meditationen og alting, havde været med til at vække vores indre genialitet - vi har i dag produceret og fundet nye veje igennem udfordringer som har drillet længe. Herudover har vi selvfølgelig været ved havet, gået rundt i området og nydt de skønne omgivelser og da vi vendte næsen mod Kbh. var jeg en meget glad og tilfreds leder med skuldrene nede på plads hvor de hører til og vejr som blev trukket dybt ned i maven ... man er vel lidt af en hippie :-)
For at fuldende et par gode dage, er jeg kommet hjem til min skønne familie og har hygget mig og følt mig meget nærværende og tilstede. Jeg kan nu se frem til dejlig weekend hvor min bror og hans kone kommer hjem fra Singapore for at holde juleferie sammen med os, fællestur i skoven efter juletræ, gode venners selskab og både løbetur og Bikram.
Namaste
tirsdag den 13. december 2011
Aftentur
Aftentur i mørket med en glad, logrende vovse og en varm hånd i min - og gennem den hånd breder ro, alverdens varme og tryghed sig. Sådan slutter dagens aktiviteter og jeg føler mig ganske enkelt ... meget priviligeret.
mandag den 12. december 2011
Meditation med udfordringer ..
En netop tilføjet app. til Iphonen skulle testes i dag, nemlig 3 guidede meditationer samt en klokke meditation. De guidede meditationer har forskellig varighed og med klokkemeditationen har du mulighed for selv at indstille uret sådan at din meditation startes af klokken og ophører ved klokken til den indstillede tid. Virkelig genialt!
Jeg lagde ud med at gøre mine omgivelser behagelige. Jeg tændte stearinlys, fandt de nødvendige puder frem og lukkede omverden ude(troede jeg): Jeg var parat.
Jeg satte mig tilrette i sofaen, med ret ryg og værdighed, som guiden beskrev med sin rolige stemme og lukkede øjnene for at hengive mig til meditation.
Det første jeg bemærker når øjnene lukkes, er uro. Jeg har uro bag øjenlågene og kan mærke hvordan mine øjne flakser rundt - det minder mig om en sommerfugl der flakse uroligt omkring og sætte sig hid og did. Jeg mærker mit urolige hjerteslag, min arytmisk vejrtrækning og mine tanker som dominerer. Jeg mærker en enorm trang til at "sætte ord" på det som jeg oplever: Den indre stemme kværner og bedømmer ... kommenterer konstant, nærmest som om jeg giver point. Samtidig dukker der tanker op. Tanker om ting jeg skal huske, hvad tøj jeg skal tage på i morgen når jeg skal ud og holde oplæg og tanker om dagen i dag, samtaler jeg har ført ... ting jeg skulle have sagt. Stemmen der guider er god til overdøve min indre kommentator og gøre opmærksom på tankerne der dukker op og hvad jeg skal gøre når det sker.
Langsom, ganske langsomt falder jeg til ro. Sommerfuglen holder op med at fakse rundt bag mine øjenlåg, mit hjerte falder til ro og jeg mærker mit åndedræt hæve og sænke sig rytmisk... Jeg er der! Jeg nyder at være til stede uden på nogen måde at prøve at påvirke øjeblikket. Jeg føler mig suget ind i en tilstand af vægtløshed....lige indtil telefonens ringen river i mig! Virkelig en ulempe ved at have de guidede meditationer på telefonen - skulle selvfølgelig have sat den på flyfunktion inden jeg satte mig, men det skal jeg love for at jeg betalte prisen for ikke at have gjort. Jeg afbrød telefonen og forsøgte at finde tilbage. Det lykkedes ikke - mit hjerte bankede af forskrækkelse over at være blevet revet ud af tilstanden.
Jeg startede meditationen forfra. Fast besluttet på at det skulle lykkes. Desværre havde telefonens kimen også vækket Hugo. Han trippede uroligt omkring mig, satte sig og lagde sit hoved i mit skød - da det ikke gav ham opmærksomhed, hentede han sin fine blæksprutte bamse og lagde op i skødet på mig. Da det ikke hjalp, så gav han sig til langsomt og klagende at tude .... Heldigvis gav han op efter kort tid og lagde sig med et stort suk på gulvet ved siden af mig.
Jeg fandt nok ikke helt tilbage til hvor jeg var da telefonen afbrød, men jeg nød det trods udfordringer og følte mig rigtig godt tilpas bagefter.
Jeg lagde ud med at gøre mine omgivelser behagelige. Jeg tændte stearinlys, fandt de nødvendige puder frem og lukkede omverden ude(troede jeg): Jeg var parat.
Jeg satte mig tilrette i sofaen, med ret ryg og værdighed, som guiden beskrev med sin rolige stemme og lukkede øjnene for at hengive mig til meditation.
Det første jeg bemærker når øjnene lukkes, er uro. Jeg har uro bag øjenlågene og kan mærke hvordan mine øjne flakser rundt - det minder mig om en sommerfugl der flakse uroligt omkring og sætte sig hid og did. Jeg mærker mit urolige hjerteslag, min arytmisk vejrtrækning og mine tanker som dominerer. Jeg mærker en enorm trang til at "sætte ord" på det som jeg oplever: Den indre stemme kværner og bedømmer ... kommenterer konstant, nærmest som om jeg giver point. Samtidig dukker der tanker op. Tanker om ting jeg skal huske, hvad tøj jeg skal tage på i morgen når jeg skal ud og holde oplæg og tanker om dagen i dag, samtaler jeg har ført ... ting jeg skulle have sagt. Stemmen der guider er god til overdøve min indre kommentator og gøre opmærksom på tankerne der dukker op og hvad jeg skal gøre når det sker.
Langsom, ganske langsomt falder jeg til ro. Sommerfuglen holder op med at fakse rundt bag mine øjenlåg, mit hjerte falder til ro og jeg mærker mit åndedræt hæve og sænke sig rytmisk... Jeg er der! Jeg nyder at være til stede uden på nogen måde at prøve at påvirke øjeblikket. Jeg føler mig suget ind i en tilstand af vægtløshed....lige indtil telefonens ringen river i mig! Virkelig en ulempe ved at have de guidede meditationer på telefonen - skulle selvfølgelig have sat den på flyfunktion inden jeg satte mig, men det skal jeg love for at jeg betalte prisen for ikke at have gjort. Jeg afbrød telefonen og forsøgte at finde tilbage. Det lykkedes ikke - mit hjerte bankede af forskrækkelse over at være blevet revet ud af tilstanden.
Jeg startede meditationen forfra. Fast besluttet på at det skulle lykkes. Desværre havde telefonens kimen også vækket Hugo. Han trippede uroligt omkring mig, satte sig og lagde sit hoved i mit skød - da det ikke gav ham opmærksomhed, hentede han sin fine blæksprutte bamse og lagde op i skødet på mig. Da det ikke hjalp, så gav han sig til langsomt og klagende at tude .... Heldigvis gav han op efter kort tid og lagde sig med et stort suk på gulvet ved siden af mig.
Jeg fandt nok ikke helt tilbage til hvor jeg var da telefonen afbrød, men jeg nød det trods udfordringer og følte mig rigtig godt tilpas bagefter.
tirsdag den 6. december 2011
Morgenstund har guld i mund
Har næsten allerede lavet et helt dagsprogram og kl er kun 8.45. Jeg stod op kl. 4.45 og kørte min søn på arbejde - han kan jo godt komme derud selv, men når han skal åbne, skal han hjemmefra kl. 3.40 ... det er da alt for tidligt, så jeg kører ham! Det er super hyggeligt og på sådan en frostkold morgen, føles det næsten som en overlevelsestur. Vi tog varm kaffe med i bilen og sad inde bag de frosne ruder og ventede på at motoren varmede bilen op og smeltede isen på ruderne.
Da jeg var hjemme igen efter at have afleveret ham, var planen egentlig at hoppei seng igen men jeg var pludselig fyldt med energi. Jeg ordnede vasketøj, støvsugede og vaskede gulv ... ikke aktiviteter der plejer at høre til mit morgenprogram. Kl. 7.00 var huset rent og Hugo og jeg gik ud i tusmørket og gik en lang tur. Jeg elsker at se hans begejstring som forplanter sig i hele hans krop. Han springer lystigt afsted foran mig på stierne.
Nu har jeg været i bad og sidder og drikker en kob kaffe inden jeg skal afsted på arbejde. jeg har et rimelig tæt program foran mig, men jeg føler mig ladet op og klar. Bare kom an tirsdag!
Da jeg var hjemme igen efter at have afleveret ham, var planen egentlig at hoppei seng igen men jeg var pludselig fyldt med energi. Jeg ordnede vasketøj, støvsugede og vaskede gulv ... ikke aktiviteter der plejer at høre til mit morgenprogram. Kl. 7.00 var huset rent og Hugo og jeg gik ud i tusmørket og gik en lang tur. Jeg elsker at se hans begejstring som forplanter sig i hele hans krop. Han springer lystigt afsted foran mig på stierne.
Nu har jeg været i bad og sidder og drikker en kob kaffe inden jeg skal afsted på arbejde. jeg har et rimelig tæt program foran mig, men jeg føler mig ladet op og klar. Bare kom an tirsdag!
lørdag den 3. december 2011
Dejlig dag.
Jeg har alt for travlt for tiden. Sådan er det hvert år ved denne tid. Der er regnskabsafslutning, forberedelsen af et nyt år, implementering af dødsyge besparelser og ... i år har jeg ydermere en langtids sygemeldt leder, hvilket betyder at jeg nødtørftigt passer hendes afdeling. Det er ikke specielt tilfredsstillende. Hverken for afdelingen eller for mig - jeg ved ikke havd det efterlader af frustrationer i dem, men hos mig vækker det følelsen af ikke at kunne være tilstrækkeligt tilstede nogen steder, og det er øv. For at prøve at eleminere den følelse, så løber jeg hurtigere og når jeg gør det ... så får jeg ikke holdt de pauser jeg ved jeg har behov for, dagene flyder sammen og indeholder ikke den balance som jeg ved jeg har brug for. Jeg har virkelig trængt til weekend, denne gang. Til at skulle ingen ting, eller i hvertfald kun ting som jeg ved gør godt.
Vågnede ved at Hugo stod ved fodenden af sengen og slikkede og småbed mig i tærene i håbet om at få mig til at stå op og serverer morgenmad for ham. Hans mad var hurtigt serveret, dog ikke helt så hurtigt som den var spist - han er en sand labrador og konstant sulten.
Selv smuttede jeg tilbage i seng og nød varmen fra dynen, følelsen af uendelig god tid og kun få og hyggelige planer forude:
Nu er der ro inden i.
Vågnede ved at Hugo stod ved fodenden af sengen og slikkede og småbed mig i tærene i håbet om at få mig til at stå op og serverer morgenmad for ham. Hans mad var hurtigt serveret, dog ikke helt så hurtigt som den var spist - han er en sand labrador og konstant sulten.
Selv smuttede jeg tilbage i seng og nød varmen fra dynen, følelsen af uendelig god tid og kun få og hyggelige planer forude:
- Jeg har været ude og løbe en dejlig lang tur sammen med min skønne løbeveninde - vi blev blæst godt igennem og var som født på ny efter den tur.
- Har gået dejlig lang tur sammen med Hugo og min søn i ruskende regnvejr. Vi var i klædt alt det tøj vi kunne finde og kunne nyde turen trods vejret og synet af Hugo der svømmede ud efter alle de pinde vi gad at kaste til ham.
- Min søn bød på sen frokost på hyggelig cafe i Valby - føler mig meget priviligeret over at han godt vil mig og mit selvskab.
- Nu skal jeg køre min søn til julefrokost, og på vejen tilbage samler jeg en sød veninde op som skal med her hjem og hygge ...
Nu er der ro inden i.
søndag den 27. november 2011
Lykke - må jeg godt det?
Forleden dag sad min datter og bladrede billderne i min Iphone igennem. Mest billeder af vore hverdagsliv - jeg har f.eks. rigtig svært ved ikke at fotograferer det skønne mad K laver til mig. Der er billeder fra vores gåture med Hugo, efterår på volden, af begge unger, venner og familie og selvfølgelig fra vores rejser og meget mere. Så sagde tøsebarnet: "Jeg tror I går og har et rigtig godt liv, dig og far." Og fortsættelsen var: "Det betyder bare så meget for mig."
Det vækkede nogle helt særlige følelser i mig .. Hun har mange udfordringer, ting hun slås med og det er ikke hver dag hendes liv er så enkelt som det skulle være. At være vidne til hendes livtag med livet og den smerte det nogen gange er forbundet med, har ofte fået mig til at sætte spørgsmålstegn ved min egen ret til at være lykkelig - hva er jeg for en mor der føler lykke, når mit barn kæmper.
Det har været mærkeligt for mig at opleve at det rent faktisk kan være sådan, hvis jeg giver mig selv lov. Hendes lykke ligger mig SÅ meget på sinde og jeg vil, som de fleste andre forældre, gå gennem ild og vand for hende. På trods af det, har jeg efterehånden fundet ud af, at jeg har mere at tilbyde både min datter og resten af verden, hvis jeg accepterer at min sindstilstand ikke kan/må være bundet op på andre menneskers sindstilstand ... ikke engang min datters. At jeg godt kan løsrive mig, gøre gode ting for mig uden at føle dårlig samvittighed. Jeg er i høj grad afhængig af eks. de pauser jeg giver mig selv - eks. yoga og meditation. Hvis jeg giver mig selv lov, bliver min lykke i mindre grad forbundet med eks. min datters sindstilstand. Det ændrer dog ikke ved, at jeg stadig af og til mærke dårlig samvittighed over at være tilfreds, glad ... lykkelig, når hun har ondt. Derfor er det helt vildt at høre hende sige, at det betyder meget for hende at vi, hendes nærmeste har det godt - at det måske lige frem giver hende en oplevelse af tryg base at vide at hun ikke skal bekymre sig for os ... Sådan har jeg ikke tænkt det før. Det var dejligt at høre hende sige det... Tak for det min tøs!
Det vækkede nogle helt særlige følelser i mig .. Hun har mange udfordringer, ting hun slås med og det er ikke hver dag hendes liv er så enkelt som det skulle være. At være vidne til hendes livtag med livet og den smerte det nogen gange er forbundet med, har ofte fået mig til at sætte spørgsmålstegn ved min egen ret til at være lykkelig - hva er jeg for en mor der føler lykke, når mit barn kæmper.
Det har været mærkeligt for mig at opleve at det rent faktisk kan være sådan, hvis jeg giver mig selv lov. Hendes lykke ligger mig SÅ meget på sinde og jeg vil, som de fleste andre forældre, gå gennem ild og vand for hende. På trods af det, har jeg efterehånden fundet ud af, at jeg har mere at tilbyde både min datter og resten af verden, hvis jeg accepterer at min sindstilstand ikke kan/må være bundet op på andre menneskers sindstilstand ... ikke engang min datters. At jeg godt kan løsrive mig, gøre gode ting for mig uden at føle dårlig samvittighed. Jeg er i høj grad afhængig af eks. de pauser jeg giver mig selv - eks. yoga og meditation. Hvis jeg giver mig selv lov, bliver min lykke i mindre grad forbundet med eks. min datters sindstilstand. Det ændrer dog ikke ved, at jeg stadig af og til mærke dårlig samvittighed over at være tilfreds, glad ... lykkelig, når hun har ondt. Derfor er det helt vildt at høre hende sige, at det betyder meget for hende at vi, hendes nærmeste har det godt - at det måske lige frem giver hende en oplevelse af tryg base at vide at hun ikke skal bekymre sig for os ... Sådan har jeg ikke tænkt det før. Det var dejligt at høre hende sige det... Tak for det min tøs!
lørdag den 26. november 2011
Kill yourself...
Dejlig eftermiddagsyoga: "Kill yourself in here" bliver der sagt som en del af dialogen i Bikram yoga og min opfattelse af disse ord, har til i dag været: "gi alt hvad du har i dig, hold ikke tilbage, brænd igennem" eller direkte oversat "Dræb dig selv" I dag gik det op for mig at det handler om noget andet og mere end det, tror jeg - måske skal det forstås: "Dræb dit selv".
Lad egoet smelte væk, vær med det som er. Concentrate, meditate ...Luk ned for den konstante sammenligner som taler i baghoved, den indre dialog. Dommeren: "Okay, det gjorde jeg da meget godt, hun(hende på nabomåtten)gjorde det bedre/værre end mig" eller "Jeg duer ikke, sikken en skod balance jeg har i dag" eller ... på de værste dage:"Hvis hun kan stå i top og bar mave ... så ku jeg måske også"
Vær til stede, mød dig selv i lokalet - Kill yourself in here ... dræb dit lille ego og mød i stedet the devine in you!
Åhhh, jeg har meget at lære endnu ...og jeg elsker det.
Namaste
Lad egoet smelte væk, vær med det som er. Concentrate, meditate ...Luk ned for den konstante sammenligner som taler i baghoved, den indre dialog. Dommeren: "Okay, det gjorde jeg da meget godt, hun(hende på nabomåtten)gjorde det bedre/værre end mig" eller "Jeg duer ikke, sikken en skod balance jeg har i dag" eller ... på de værste dage:"Hvis hun kan stå i top og bar mave ... så ku jeg måske også"
Vær til stede, mød dig selv i lokalet - Kill yourself in here ... dræb dit lille ego og mød i stedet the devine in you!
Åhhh, jeg har meget at lære endnu ...og jeg elsker det.
fredag den 25. november 2011
Nærhed
Alle kvinder jeg har mødt, som har fået børn, kan uanset hvor gamle der er blevet og hvor mange år det er siden miraklet skete, genfortælle deres fødselsforløb, deres tanker og følelser som om det skete i går - sådan er det også for mig. Jeg husker det øjeblik hvor jeg bliv alene med min nyfødte datter for første gang. Vi var stadig på fødestuen, vidunderet lå i den lille plastikbalje af en hospitalsvugge, med store, åbne, mørke øjne og kiggede .. på mig. Jeg havde aldrig, A.L.D.R.i.G tidligere i mit unge liv oplevet den storm af følelse der fyldte hver en tomme af min krop og sjæl, og den voldsomhed hvormed de hev og sled i mig. Kærlighed og ansvar - ansvar og kærlighed. Dette lille væsen var mit ansvar og jeg var så benovet og overvældet over at "nogen" virkelig havde betroet mig denne opgave. Jeg havde følelsen af at der havde været noget guddommeligt ind over, som gjorde at dette lille menneskebarn var landet i mine arme. Det var en meget stærk følelse, og jeg mærkede hvordan ur gamle instinkter vågnede i mig.
Jeg løftede den lille vågne pige op i mine arme. Jeg snusede til hende, rettede de små fingre ud, beundrede små fine øre og jeg hviskede løfter om at passe på hende og vise hende verden. Jeg lovede hende at gøre mig umage. Vi knyttede bånd, hende og jeg, stærke bånd der stadig binder os sammen her, næsten 23 år efter.
I nat havde hun brug for at sove ved siden af mig, og det glæder mit hjerte at jeg stadig repræsenterer tryg base og at hun finder hen til mig når der er brug for det. Til morgen har jeg ligget og kigget på hende i mens hun sov. I takt med at morgenlyset trængte ind, kunne jeg skelne hendes træk.Det vækker stadig stærke følelser i mig, følelser så stærke som den dag hvor vi var alene for første gang. Ansvar og kærlighed - kærlighed og ansvar. Nu kæmper hun selv med ansvaret(som man nu engang gør i livet, med de tusindvis af udfordringer, valg og beslutninger man møder) og jeg kæmper med at give slip.
Jeg tænker på det løfte jeg gav hende for så mange år siden, da hendes liv netop var begyndt - løftet om at gøre mig umage. Den salgs løfter kan ikke vejes, men det er unikt og er givet for livet - mit liv og hendes!
En sommerdag med mine unger tilbage i 2003 ... begge børn endnu med barnlige, bløde ansigter og lige til at spise.
Og sommeren året efter ... Jeg elsker at være mor.
Jeg løftede den lille vågne pige op i mine arme. Jeg snusede til hende, rettede de små fingre ud, beundrede små fine øre og jeg hviskede løfter om at passe på hende og vise hende verden. Jeg lovede hende at gøre mig umage. Vi knyttede bånd, hende og jeg, stærke bånd der stadig binder os sammen her, næsten 23 år efter.
I nat havde hun brug for at sove ved siden af mig, og det glæder mit hjerte at jeg stadig repræsenterer tryg base og at hun finder hen til mig når der er brug for det. Til morgen har jeg ligget og kigget på hende i mens hun sov. I takt med at morgenlyset trængte ind, kunne jeg skelne hendes træk.Det vækker stadig stærke følelser i mig, følelser så stærke som den dag hvor vi var alene for første gang. Ansvar og kærlighed - kærlighed og ansvar. Nu kæmper hun selv med ansvaret(som man nu engang gør i livet, med de tusindvis af udfordringer, valg og beslutninger man møder) og jeg kæmper med at give slip.
Jeg tænker på det løfte jeg gav hende for så mange år siden, da hendes liv netop var begyndt - løftet om at gøre mig umage. Den salgs løfter kan ikke vejes, men det er unikt og er givet for livet - mit liv og hendes!
onsdag den 23. november 2011
Stilhed og hygge
Rent arbejdsmæssigt blev dagen ikke helt som planlagt. Der blev ikke de pauser jeg havde svoret at jeg ville indlægge, men det har været en god dag med fokus på relationer mere end resultater!
Vel hjemme igen efter endt arbejdsdag, har jeg fået sat tempoet ned. Min søn og jeg har gået en lang tur med Hugohund, medbringende klamme kødboller som er noget af det ypperste som Hugo ved. Med dem har vi lavet sporleg til den store guldmedalje. Vi har absolut ingen ambisioner på vores hunds vegne og er faktisk ligeglade med om han kan lugte sig frem til noget som helst, men ... han er et natur talent og det er den absolut bedste måde at køre ham træt. Han gir sig fuldt ud og er fuldstændig tabt for omverden i mens han styrer rundt efter sin snude. Når vi kommer hjem efter sådan en tur, vælter han om på måtten og sover dyb Tornerose søvn.
Fra i sommers da Hugo kun var en lille bitte pelspølse - smelter mig totalt!
Jeg har fravalgt yoga i dag fordi mit hoved stadig gør alt for ondt. Det er super ærgeligt og jeg savner det VILDT, men jeg føler mig alt for sløj. Jeg har derimod lavet ingen ting. Jeg har bare slappet af, små snakket lidt med min søn som ligger i sofaen og læser anatomi, fysiologi mv. og ladet vasketøj og hundehårende i alle hjørnerne passe sig selv.
Det vildeste det kan blive til er, at jeg nu vil skrue mig selv op så jeg kan gå ud og producerer nogle pizzaer..
Vel hjemme igen efter endt arbejdsdag, har jeg fået sat tempoet ned. Min søn og jeg har gået en lang tur med Hugohund, medbringende klamme kødboller som er noget af det ypperste som Hugo ved. Med dem har vi lavet sporleg til den store guldmedalje. Vi har absolut ingen ambisioner på vores hunds vegne og er faktisk ligeglade med om han kan lugte sig frem til noget som helst, men ... han er et natur talent og det er den absolut bedste måde at køre ham træt. Han gir sig fuldt ud og er fuldstændig tabt for omverden i mens han styrer rundt efter sin snude. Når vi kommer hjem efter sådan en tur, vælter han om på måtten og sover dyb Tornerose søvn.
Fra i sommers da Hugo kun var en lille bitte pelspølse - smelter mig totalt!Jeg har fravalgt yoga i dag fordi mit hoved stadig gør alt for ondt. Det er super ærgeligt og jeg savner det VILDT, men jeg føler mig alt for sløj. Jeg har derimod lavet ingen ting. Jeg har bare slappet af, små snakket lidt med min søn som ligger i sofaen og læser anatomi, fysiologi mv. og ladet vasketøj og hundehårende i alle hjørnerne passe sig selv.
Det vildeste det kan blive til er, at jeg nu vil skrue mig selv op så jeg kan gå ud og producerer nogle pizzaer..
Når forudfattede meninger og kategoriseringer må vige pladsen...
I dag fik jeg en lektion i hvor meget forudfattede meninger omkring omverden, er styrende for hvordan vi møder verden og hvilke forventninger vi har til andre mennesker. Tak for det!
Et møde med en medarbejder gruppe som jeg havde forudset ville blive et møde med modstand, udviklede sig til et dejligt, positivt, konstruktivt og udbytterigt møde. Jeg oplevede en medarbejdergruppe som i løbet af ganske kort tid, ved fælles hjælp fik udarbejdet helt nye og kreative ideer til hvordan de skulle gribe deres arbejdsopgave an og hvordan de kunne strukturerer sig. De lyttede til hinanden og der var en fælles vilje til ikke at definerer problemer, men i stedet italesætte udfordringer.
Der var lyst til at lytte til hinanden og også give plads til forbehold.Jeg sad der med mine medbragte regneark som jeg havde forberedt hjemmefra så jeg var klar til sort på hvidt at kunne vise dem ....bla, bla. bla. De kom ikke i betragtning - denne medarbejder gruppe var optaget af at finde løsninger og så betød tal og bundlinje ikke ret meget. På den time vi havde sat af til mødet, nåede de at finde en kreativ løsning med høj faglighed, på den situation vi skulle løse. De fik uddelegeret de arbejdsopgaaver der opsod i kølvandet på forandringen og tog sig også tid til at få aftalt hvordan de ville følge op på de nye aftaler.
Jeg kunne næsten ikke få armene ned af lutter begejstring. Det var sådan en dejlig oplevelse, at se hvordan min forudfattede mening om denne gruppe og den dynamik der var i mellem dem, langsomt splindredes og åbnede mit udsyn op. I dag oplevede jeg deres venlighed og deres vilje til at ville bidrage. Der kom en revne i den afstand der tidligere har været i mellem os. Selvom jeg aldrig har været i tvivl om denne medarbejdergruppes høje faglighed, så fik jeg i dag anledning til også at opleve deres kompetancer i forhold til samarbejde og kommunikation - der kom mange flere farverog nuancer på vores indbyrdes relation i dag ...
Et møde med en medarbejder gruppe som jeg havde forudset ville blive et møde med modstand, udviklede sig til et dejligt, positivt, konstruktivt og udbytterigt møde. Jeg oplevede en medarbejdergruppe som i løbet af ganske kort tid, ved fælles hjælp fik udarbejdet helt nye og kreative ideer til hvordan de skulle gribe deres arbejdsopgave an og hvordan de kunne strukturerer sig. De lyttede til hinanden og der var en fælles vilje til ikke at definerer problemer, men i stedet italesætte udfordringer.
Der var lyst til at lytte til hinanden og også give plads til forbehold.Jeg sad der med mine medbragte regneark som jeg havde forberedt hjemmefra så jeg var klar til sort på hvidt at kunne vise dem ....bla, bla. bla. De kom ikke i betragtning - denne medarbejder gruppe var optaget af at finde løsninger og så betød tal og bundlinje ikke ret meget. På den time vi havde sat af til mødet, nåede de at finde en kreativ løsning med høj faglighed, på den situation vi skulle løse. De fik uddelegeret de arbejdsopgaaver der opsod i kølvandet på forandringen og tog sig også tid til at få aftalt hvordan de ville følge op på de nye aftaler.
Jeg kunne næsten ikke få armene ned af lutter begejstring. Det var sådan en dejlig oplevelse, at se hvordan min forudfattede mening om denne gruppe og den dynamik der var i mellem dem, langsomt splindredes og åbnede mit udsyn op. I dag oplevede jeg deres venlighed og deres vilje til at ville bidrage. Der kom en revne i den afstand der tidligere har været i mellem os. Selvom jeg aldrig har været i tvivl om denne medarbejdergruppes høje faglighed, så fik jeg i dag anledning til også at opleve deres kompetancer i forhold til samarbejde og kommunikation - der kom mange flere farverog nuancer på vores indbyrdes relation i dag ...
tirsdag den 22. november 2011
Betændelse blir hængende ...
Sådan en omgang betændelse i knolden, er ikke lige sådan at komme af med. Altså, jeg har det da bedre, men jeg har hovedpine hele tiden og føler mig små sløj ... det passer mig ikke ret godt! Kombineret med en 13 timers arbejdsdag, en kalender fyldt med møder forskellige steder i byen og ret høje krav om at være fremme i skoene, være på og komme ud over rampen ... Jeg føler mig slidt!
I morgen bliver nødt til at være helt anderledes. Jeg vil insisterer på pauser, nærhed og vejr der skal trækkes helt ned i maven - hvis det så oven i købet kan kombineres med yoga(og det er der gode udsigter til) så har dagen god udsigter til at blive en helt del mere tilfredsstillende end i dag.
Her sad jeg i timevis i foråret og kiggede ud over havet, mediterede og fandt ro. Min egen private klippe...
Dejligt sted at drømme sig tilbage til på dage fyldt med aftaler, møder, transport, aftaler, møder og transport ...
Godnat.
I morgen bliver nødt til at være helt anderledes. Jeg vil insisterer på pauser, nærhed og vejr der skal trækkes helt ned i maven - hvis det så oven i købet kan kombineres med yoga(og det er der gode udsigter til) så har dagen god udsigter til at blive en helt del mere tilfredsstillende end i dag.
Her sad jeg i timevis i foråret og kiggede ud over havet, mediterede og fandt ro. Min egen private klippe...Her er udsigten fra min klippe...
Godnat.
søndag den 20. november 2011
Workshop
Jeg kom på workshop og jeg nød det åndeløst fra først til sidst. I lobbyen var der anrettet lækker buffet med nødder,mandler, dadler, frugt og te som kunne medbringes i yogalokalet. Det var fantastisk at gå ind i lokalet og se folk sidde på deres måtter med notesbøger og kuglepenne klar til at notere præcis det som var vigtigt for dem at huske. Der var en helt anden atmosfære i rummet end der plejer, Normalt er der meget "rent". Folk medbringer kun deres måtte, håndklæde og vanddunk. I dag var det lidt som at gå ind i et klasse lokale hvor et fodboldhold har sovet imens de er på lejer - forstået på aller bedste måde. Folk havde slået sig ned og gjort sig det behageligt.
Ejeren af Birkram Cph. Trine, gennemgik alle øvelserne, en efter en. Hun fortalte hvad man skulle have opmærksomhed på, vi udførte øvelsen og det var muligt at stille spørgsmål - og der blev stillet mange spørgsmål og øvelserne blev vist imens Trine rettede og forklarede. De fleste af de lærer der underviser derinde, deltog i workshoppen så der var mange der kunne bruges til at demonstrerer øvelserne.
I virkeligheden blev jeg nok klar over hvor mange ting jeg troede jeg havde styr på, og som jeg gør helt forkert, men jeg har fået rigtig meget viden med mig som jeg kan tage med mig i min træning ... jeg er vild med det!
Efter de 3 timers gennemgang af øvelserne, var der en kort pause inden vi skulle lave 2 timers hot yoga hvor der rigtig ville være mulighed for at afprøve alt det nylærte. Jeg valgte at gå i bad og tage hjem for ikke at drive rovdrift på en syg krop. Nu er K lige kommet hjem fuldstændig høj over helheden, men i sær den sidste del som havde været været helt fantastisk - 40 mennesker som lavede yoga som 1 i fuldstændig flow ... åh, jeg ville gerne have været med! Jeg minder mig selv om hvor dumt det er af mig, at sætte fokus på det jeg ikke fik istedet for at glæde mig over det jeg fik ... men jeg kan mærke at det svier lidt.
Når det så er sagt, må jeg lige nævne hvor fantastisk det er at K og jeg kan gå sammen til yoga. At vi kan bruge en søndag på yogawork shop med fordybelse, urtete og nødder - at vi begge to er der hvor det gir mening. Det glæder mig af hele mit hjerte ...
Namaste
Ejeren af Birkram Cph. Trine, gennemgik alle øvelserne, en efter en. Hun fortalte hvad man skulle have opmærksomhed på, vi udførte øvelsen og det var muligt at stille spørgsmål - og der blev stillet mange spørgsmål og øvelserne blev vist imens Trine rettede og forklarede. De fleste af de lærer der underviser derinde, deltog i workshoppen så der var mange der kunne bruges til at demonstrerer øvelserne.
I virkeligheden blev jeg nok klar over hvor mange ting jeg troede jeg havde styr på, og som jeg gør helt forkert, men jeg har fået rigtig meget viden med mig som jeg kan tage med mig i min træning ... jeg er vild med det!
Efter de 3 timers gennemgang af øvelserne, var der en kort pause inden vi skulle lave 2 timers hot yoga hvor der rigtig ville være mulighed for at afprøve alt det nylærte. Jeg valgte at gå i bad og tage hjem for ikke at drive rovdrift på en syg krop. Nu er K lige kommet hjem fuldstændig høj over helheden, men i sær den sidste del som havde været været helt fantastisk - 40 mennesker som lavede yoga som 1 i fuldstændig flow ... åh, jeg ville gerne have været med! Jeg minder mig selv om hvor dumt det er af mig, at sætte fokus på det jeg ikke fik istedet for at glæde mig over det jeg fik ... men jeg kan mærke at det svier lidt.
Når det så er sagt, må jeg lige nævne hvor fantastisk det er at K og jeg kan gå sammen til yoga. At vi kan bruge en søndag på yogawork shop med fordybelse, urtete og nødder - at vi begge to er der hvor det gir mening. Det glæder mig af hele mit hjerte ...
Helbred - Workshop
Medikamenter i rigelige menter: Næse spray, lindrende spray til halsen, antibiotik, pain killer og damp med kogende vand og diverse helbredende dråber. En god nats søvn og ønsker om god bedring fra nær og fjern ... nu synes jeg faktisk at det begynder at vende. I morges vågnede jeg op og følte mig meget bedre tilpas end jeg har gjort længe. Mit hoved føles næsten normalt ... måske aner jeg en lille hovedpine rest i baggrunden, men jeg er bevæbnet med piller der slår den slags ned!!
Jeg har besluttet mig til at tage med til workshop i Bikram Cph. i dag. hvorvidt det er et smart træk i forhold til mit helbred eller ej, kan jeg ikke helt vurderer, men jeg ønsker virkelig at deltage.
Jeg har efterhånden gået til Bikram et godt stykke tid nu, hvis man lægger mine små perioder i både Dk. og Thailand sammen. Jeg har overrasket mig selv ved at være forholdsvis smidig. Flere af øvelserne er forholdsvist lette for mig at lave, hvilket har været en rigtig stor glæde for mig at opleve. Hvori mod andre øvelser er en kæmpe udfordring - nogle dage er balanceøvelserne skønne og dejlige og andre dage vælter jeg rundt på måtten.
Yoga er meget andet end bare udførelse af de fysiske øvelser, og jeg har SÅ meget at lære endnu. Yoga handler ikke kun om at kunne udføre øvelserne - yoga er i virkeligheden mere et værktøj som skal hjælpe dig til ...
Oprindeligt har det været en måde at gøre kroppen i stand til at kunne fordybe sig i meditation i timevis. Men selve yogaen er meditativ i sig selv.
I Bikram yoga siger læren den sammen dialog til hver eneste time, overalt i verden - Bikrams dialog. Det giver dig mulighed for at synke ind i dialogen, forsvinde i ordene, slå hjernen fra, men det er bestemt en udfordring. En udfordring ikke at overgive sig til sin egen lidelse: "Åhh det er hårdt, det her. Av, det gør ondt. Bare vi snart var færdige. Åhh, jeg er tørstig!" ( Helt galt fokus ... men jeg er nok ikke den eneste der oplever det)
Dit åndedræt er endnu et fokus punkt. En del af dialogen forklarer hvordan man skal trække vejret igennem næsen, og holde munden lukket. Det lægges der stor vægt på - og jeg ved det jo godt, men de første mange gange jeg var til Bikram
yoga kørte der en sætning i mit hoved: "Det kan i sagtens sige!!! Det er jo umuligt!" Når hjerte rytmen stiger, åbner jeg munden og gisper som en dum fisk. De sidste mange gange jeg har været der inde, har jeg holdt fokus på åndedrættet og det har givet kæmpe bonus. Det hjælper til at sænke hjerterytmen igen, men åhhhh det er svært.
Jeg tager til workshop i dag. Jeg har tusinde spørgsmål som jeg helt sikkert ikke får stillet, men jeg VED at jeg vil få kæmpe udbytte af at lytte til gennemgangen af de 26 fysiske øvelser og de 2 åndedrætsøvelser. Bitte små justeringer, opmærksomhed på hvor jeg skal lægge fokus i hver enkel øvelse ... Jeg glæder mig!
Namaste
Jeg har besluttet mig til at tage med til workshop i Bikram Cph. i dag. hvorvidt det er et smart træk i forhold til mit helbred eller ej, kan jeg ikke helt vurderer, men jeg ønsker virkelig at deltage.
Jeg har efterhånden gået til Bikram et godt stykke tid nu, hvis man lægger mine små perioder i både Dk. og Thailand sammen. Jeg har overrasket mig selv ved at være forholdsvis smidig. Flere af øvelserne er forholdsvist lette for mig at lave, hvilket har været en rigtig stor glæde for mig at opleve. Hvori mod andre øvelser er en kæmpe udfordring - nogle dage er balanceøvelserne skønne og dejlige og andre dage vælter jeg rundt på måtten.
Yoga er meget andet end bare udførelse af de fysiske øvelser, og jeg har SÅ meget at lære endnu. Yoga handler ikke kun om at kunne udføre øvelserne - yoga er i virkeligheden mere et værktøj som skal hjælpe dig til ...
Oprindeligt har det været en måde at gøre kroppen i stand til at kunne fordybe sig i meditation i timevis. Men selve yogaen er meditativ i sig selv.
I Bikram yoga siger læren den sammen dialog til hver eneste time, overalt i verden - Bikrams dialog. Det giver dig mulighed for at synke ind i dialogen, forsvinde i ordene, slå hjernen fra, men det er bestemt en udfordring. En udfordring ikke at overgive sig til sin egen lidelse: "Åhh det er hårdt, det her. Av, det gør ondt. Bare vi snart var færdige. Åhh, jeg er tørstig!" ( Helt galt fokus ... men jeg er nok ikke den eneste der oplever det)
Dit åndedræt er endnu et fokus punkt. En del af dialogen forklarer hvordan man skal trække vejret igennem næsen, og holde munden lukket. Det lægges der stor vægt på - og jeg ved det jo godt, men de første mange gange jeg var til Bikram
yoga kørte der en sætning i mit hoved: "Det kan i sagtens sige!!! Det er jo umuligt!" Når hjerte rytmen stiger, åbner jeg munden og gisper som en dum fisk. De sidste mange gange jeg har været der inde, har jeg holdt fokus på åndedrættet og det har givet kæmpe bonus. Det hjælper til at sænke hjerterytmen igen, men åhhhh det er svært.
Jeg tager til workshop i dag. Jeg har tusinde spørgsmål som jeg helt sikkert ikke får stillet, men jeg VED at jeg vil få kæmpe udbytte af at lytte til gennemgangen af de 26 fysiske øvelser og de 2 åndedrætsøvelser. Bitte små justeringer, opmærksomhed på hvor jeg skal lægge fokus i hver enkel øvelse ... Jeg glæder mig!
lørdag den 19. november 2011
Betændelse hist og pist.
Når man er syg, så skal man mærke hvordanman langsomt får det bedre dag for dag. Man skal mærke hvordan man begynder at overveje om dette er den sidste sygedag. Om verden snart kan regne med én igen.
Sådan har det bare ikke været denne gang. Min hals er blevet bedre, men jeg har følt mig mere og mere elendigt tilpas. Mit hoved dunker, jeg har ondt i tænderne og jeg er T.R.Æ.T. hele tiden. Meget mod min vilje kørte jeg, hvad jeg tænkte ville være "et smut" forbi vagtlægen og mødte det halve af storkøbenhavns indbyggere, småklynkende, hostende og snottet. Jeg ventede 1 time og 10 minutter førend det blev min tur. Diagnose: Pande/kæbe/Bihulebetændelse. Meget heldig at jeg tog mig sammen og kørte derud - nu er jeg tilbage i mit hjørne i sofaen og venter på at medikamenterne virker. Og de har bare at virke hurtigt. Alt det der med at accepterer tingenes tilstand, at være med hvad der nu engang er i det givne øjeblik ... det må altså vente til en anden gang. Jeg er tilmeldt worshop i Bikram Cph. i morgen ... og jeg har G.L.Æ.D.E.T. mit SÅ meget til at fordybe mig, at få forklaret, at kunne spørge inde til ... men realistisk set er oddsene nok ikke for gode ... men jeg har ikke opgivet endnu. Måske sker der mirakler med mit helbred i nat! Jeg krydser fingre.
Sådan har det bare ikke været denne gang. Min hals er blevet bedre, men jeg har følt mig mere og mere elendigt tilpas. Mit hoved dunker, jeg har ondt i tænderne og jeg er T.R.Æ.T. hele tiden. Meget mod min vilje kørte jeg, hvad jeg tænkte ville være "et smut" forbi vagtlægen og mødte det halve af storkøbenhavns indbyggere, småklynkende, hostende og snottet. Jeg ventede 1 time og 10 minutter førend det blev min tur. Diagnose: Pande/kæbe/Bihulebetændelse. Meget heldig at jeg tog mig sammen og kørte derud - nu er jeg tilbage i mit hjørne i sofaen og venter på at medikamenterne virker. Og de har bare at virke hurtigt. Alt det der med at accepterer tingenes tilstand, at være med hvad der nu engang er i det givne øjeblik ... det må altså vente til en anden gang. Jeg er tilmeldt worshop i Bikram Cph. i morgen ... og jeg har G.L.Æ.D.E.T. mit SÅ meget til at fordybe mig, at få forklaret, at kunne spørge inde til ... men realistisk set er oddsene nok ikke for gode ... men jeg har ikke opgivet endnu. Måske sker der mirakler med mit helbred i nat! Jeg krydser fingre.
fredag den 18. november 2011
Betty - en farmor
I disse dage taler vi om bedstemødre eller retter bedstemor magi. Det er måske nok mest mig som er optaget af emnet, men K er nem at lokke - hans ansigt lyser op og bliver blødt når talen falder på Farmor Betty: "Farmor lærte mig at cykle" og "Farmor lavede alting selv, helt fra bunden"
Betty var en kvinde som holdt sammen på familien, en stærk kvinde som blev stærkere når folk omkring hende faldt og der var brug for at finde de hengemte ressourcer frem. Betty og hendes mand Villy, gik konkurs med et vognmandsfirma - det knækkede næsten Villy. Sorgen over at miste sit livsværk, skammen over ikke at kunne betale penge tilbage som de skyldte, penge til dem som mødte op ved det lille Husmandssted og krævede at få hvad de havde tilgode.
Villy gemte sig væk, trak sig fra verden og Betty stod med ansvaret for at holde skindet på næsen og kreditorerne fra livet. De havde absolut ingen penge, men som K siger, så kunne hun virkelig alting. Hun udnyttede hver en lille plet på grunden der hørte til det lille husmandssted. Hun dyrkede grønsager, udnyttede høsten fra de mange frugt træer og bærbuske og bagerst i haven holdt hun høns og ænder, og hun havde bistader der forsynede familien med dejlig frisk honning. Kun på et meget lille stykke jord var der blomster, både stauder og blandede sommerblomster. Betty mente ikke man kunne ødsle for store arealer af haven væk, på noget som ikke bidrog til husholdningen.
Betty bagte hver dag. Hun bagte både rugbrød og franskbrød, og hun havde sine egne helt bestemte regler: Ingen spiste franskbrød, førend man havde spist en skive rugbrød - alle, både børn og voksne, skulle lægge bunden og grundlaget for en god og sund dag, ved først at gnave sig igennem Bettys hjemmebagte rugbrød. Ingen skulle sidde og spise sig mæt i hendes franskbrød. Jeg synes ikke det lyder som en straf, og sådan husker K det heller ikke. Der var både hjemmelavet syltetøj i flere varianter og honning fra bierne i haven til at putte på brødet.Herudover blev der også serveret æg - hun forstod sig vist på sundhed, hende Betty.
Da K var omkring 4 år, blev hans mor og far skilt. Betty var ikke imponeret over hvordan de unge forældre taklede deres søns behov, og hun foreslog derfor at de afleverede K til hende, indtil der var faldet lidt mere ro over situationen. K boede hos sin farmor og farfar i 3 måneder - det var i denne periode at hun lærte ham at cykle. Der var ikke så meget føleri med Bette, hun spændte ikke en stang bag på cyklen så hun kunne løbe ved siden af sit barnebarn. Nej, Betty mente at livet nu engang giver de knubs som livet giver, så det var bare om at komme op på cyklen og ud over stepperne. Hvis man faldt, ku man rejse sig igen.
K husker disse tre sommer måneder som fuldståndig fantastiske og idyliske. Han gik rundt i hælene på Betty og hjalp hende med at plukke bær, at luge, lufte dyner - alt hvad en travl husmandskone nu fik tiden til at gå med. Han "svømmede" i en stor orange plasbalje(det har vi bileder af) Han kan huske den dejlige trykke fornemmelse af at blive taget op af vandet, puttet i et stort groft frote håndklæde og sidde på skødet og få læst historie. Betty var af den overbevisning, at alle skal bidrage til fællesskabet og til trods for at K var lillemanden, fik også han en fast daglig opgave. Hver morgen blev han sendt ud over marken med ne lille metalspand han skulle op på nabogården og hente mælk - K mindes at spanden var tung på vejen hjem, men han husker også stoltheden over at kunne bidrage og at have en opgave der var hans.
Når dagen var til enden blev K badet og puttet i seng - at dynerne på Husmandsstedet, var kæmpe store og meget tunge - en lille fyr blev hvor han var lagt, når først dynen blev puttet over.
K´s forældre skiftedes til at komme i weekenden. Det var Betty der lærte sin unge eks svigerdatter at lave mad, og herudover blev man sat i sving når man var overnattende gæst på Husmandstedet. Vi har billeder af en noget yngre udgave af mine svigerforældre, som graver i haven i ført arbejdstøj - det var ikke nogen badeferie. Vi har dog også billeder af hele familien samlet - Betty og Villy havde 4 børn og deraf følgende børnebørn. Så blev der lavet langbord i haven og grillet og hygget.
Betty døde da K var 6 år gammel. Hun blev kun 56 år, slidt op af et arbejdsomt liv. Villy kunne slet ikke klare sig uden Betty. Han bad børnene lade ham være, han havde brug for tid for sig selv og kun 3 måneder efter at Betty var gået bort, fandt børnene Villy død, siddende i den stol der altid havde været Bettys.
At Betty døde så tidligt, var et stort tab for K. Jeg mindes hvordan han meget hurtigt efter at vi havde mødt hinanden, gav udtryk for, at han ville ønske at jeg kunne have mødt hans farmor. Bedstemor magien havde nået at virke, trods det at han kun nåede at have Betty i 6 år. Hun levet videre i K og har på sin måde haft en stor betydning for ham.
MITAKUYE OUASIN .... Alle mine slægtninge.
Betty var en kvinde som holdt sammen på familien, en stærk kvinde som blev stærkere når folk omkring hende faldt og der var brug for at finde de hengemte ressourcer frem. Betty og hendes mand Villy, gik konkurs med et vognmandsfirma - det knækkede næsten Villy. Sorgen over at miste sit livsværk, skammen over ikke at kunne betale penge tilbage som de skyldte, penge til dem som mødte op ved det lille Husmandssted og krævede at få hvad de havde tilgode.
Villy gemte sig væk, trak sig fra verden og Betty stod med ansvaret for at holde skindet på næsen og kreditorerne fra livet. De havde absolut ingen penge, men som K siger, så kunne hun virkelig alting. Hun udnyttede hver en lille plet på grunden der hørte til det lille husmandssted. Hun dyrkede grønsager, udnyttede høsten fra de mange frugt træer og bærbuske og bagerst i haven holdt hun høns og ænder, og hun havde bistader der forsynede familien med dejlig frisk honning. Kun på et meget lille stykke jord var der blomster, både stauder og blandede sommerblomster. Betty mente ikke man kunne ødsle for store arealer af haven væk, på noget som ikke bidrog til husholdningen.
Betty bagte hver dag. Hun bagte både rugbrød og franskbrød, og hun havde sine egne helt bestemte regler: Ingen spiste franskbrød, førend man havde spist en skive rugbrød - alle, både børn og voksne, skulle lægge bunden og grundlaget for en god og sund dag, ved først at gnave sig igennem Bettys hjemmebagte rugbrød. Ingen skulle sidde og spise sig mæt i hendes franskbrød. Jeg synes ikke det lyder som en straf, og sådan husker K det heller ikke. Der var både hjemmelavet syltetøj i flere varianter og honning fra bierne i haven til at putte på brødet.Herudover blev der også serveret æg - hun forstod sig vist på sundhed, hende Betty.
Da K var omkring 4 år, blev hans mor og far skilt. Betty var ikke imponeret over hvordan de unge forældre taklede deres søns behov, og hun foreslog derfor at de afleverede K til hende, indtil der var faldet lidt mere ro over situationen. K boede hos sin farmor og farfar i 3 måneder - det var i denne periode at hun lærte ham at cykle. Der var ikke så meget føleri med Bette, hun spændte ikke en stang bag på cyklen så hun kunne løbe ved siden af sit barnebarn. Nej, Betty mente at livet nu engang giver de knubs som livet giver, så det var bare om at komme op på cyklen og ud over stepperne. Hvis man faldt, ku man rejse sig igen.
K husker disse tre sommer måneder som fuldståndig fantastiske og idyliske. Han gik rundt i hælene på Betty og hjalp hende med at plukke bær, at luge, lufte dyner - alt hvad en travl husmandskone nu fik tiden til at gå med. Han "svømmede" i en stor orange plasbalje(det har vi bileder af) Han kan huske den dejlige trykke fornemmelse af at blive taget op af vandet, puttet i et stort groft frote håndklæde og sidde på skødet og få læst historie. Betty var af den overbevisning, at alle skal bidrage til fællesskabet og til trods for at K var lillemanden, fik også han en fast daglig opgave. Hver morgen blev han sendt ud over marken med ne lille metalspand han skulle op på nabogården og hente mælk - K mindes at spanden var tung på vejen hjem, men han husker også stoltheden over at kunne bidrage og at have en opgave der var hans.
Når dagen var til enden blev K badet og puttet i seng - at dynerne på Husmandsstedet, var kæmpe store og meget tunge - en lille fyr blev hvor han var lagt, når først dynen blev puttet over.
K´s forældre skiftedes til at komme i weekenden. Det var Betty der lærte sin unge eks svigerdatter at lave mad, og herudover blev man sat i sving når man var overnattende gæst på Husmandstedet. Vi har billeder af en noget yngre udgave af mine svigerforældre, som graver i haven i ført arbejdstøj - det var ikke nogen badeferie. Vi har dog også billeder af hele familien samlet - Betty og Villy havde 4 børn og deraf følgende børnebørn. Så blev der lavet langbord i haven og grillet og hygget.
Betty døde da K var 6 år gammel. Hun blev kun 56 år, slidt op af et arbejdsomt liv. Villy kunne slet ikke klare sig uden Betty. Han bad børnene lade ham være, han havde brug for tid for sig selv og kun 3 måneder efter at Betty var gået bort, fandt børnene Villy død, siddende i den stol der altid havde været Bettys.
At Betty døde så tidligt, var et stort tab for K. Jeg mindes hvordan han meget hurtigt efter at vi havde mødt hinanden, gav udtryk for, at han ville ønske at jeg kunne have mødt hans farmor. Bedstemor magien havde nået at virke, trods det at han kun nåede at have Betty i 6 år. Hun levet videre i K og har på sin måde haft en stor betydning for ham.
MITAKUYE OUASIN .... Alle mine slægtninge.
Kedeligt ... så kedeligt.
Man er jo bare en lille hvalp.
Hun sidder bare der i sofaen med snotklude og te.Hun gidder ikke lege.
Jeg har vist hende alle mine fineste ting.
Min bedste bamse.
Mit fine nye tæppe.
Jeg keder mig...
Jeg må ikke have hoved på bordet eller i sofaen ...
...men hvad skal en lille hund dog gøre for at få opmærksomhed fra en slatten snothvalp der har slået sig ned i sofaen.
Det er kedeligt at være Hugo ... åhhh så kedeligt!
torsdag den 17. november 2011
Min mormor
Min mormors pigenavn var Ingeborg Elisabeth Bang. Som barn elskede jeg at sige hendes navn, hviske det for mig selv, smage på det. Jeg syntes det var et meget fint og fornemt navn, et navn som fint kunne passe til en prinsesse. Jeg var i mit stille sind sikker på at det havde været lidt af et tab for hende, da hun blev gift og fik min morfars efternavn. Frederiksen. Det var ligsom ikke helt det samme at sige: Ingeborg Elisabeth Frederiksen. Når mormor tog telefonen sagde hun: "Snedkermester Frederiksen" Det undrede mig - det var jo ikke hende, men min morfar som var snedkermester. Hun kunne ikke se der var noget mærkeligt ved det, men forklarede mig at det var for kundernes skyld. De skulle ikke gerne tro, at de havde ringet forkert. Hun fortsatte med at sige "Snedkermester Frederiksen" resten af sit liv. Efter at morfar havde lukket butikken spurgte jeg hende hvorfor hun ikke holdt op med at præsenterer sig på den måde. Hun sagde at det var en vane, men jeg tror nu også det handlede om en lille smule stolthed over at være snedkermesterens kone.
Mormor var fra landet. Hun sagde: "Vi skal bort" når de skulle i byen og besøge nogen.Når de fik gæster sagde hun: "Der kommer fremmede"
Hun var lidt af en forvandling kugle, min mormor. Hun havde tøj til en hver lejlighed. Dels havde hun en sommer og en vintergarderobe, og så havde hun udpræget hverdagtøj, arbejdstøj, tøj til at gå i haven og selskabstøj. Jeg tror ikke at jeg som barn tænkte så meget over om hun var smuk, hvilket hun var, men jeg var dybt fascineret over hendes evne til at forvandle sig. Jeg syntes virkelig at hun var fin, når hun gjorde sig fin. I sine unge dage havde hun langt, kraftigt, mørkt bølget hår der som årene gik kun ændrede farve til smuk sølv, men beholdte sin volumen Når hun havde gjort sig i stand, var der én ting som aldrig missede: Hendes perlebesatte spænde, som holdt det kraftige hår på plads. Åhhh, jeg syntes det var fint og passede så flot til Ingeborg Elisabeth Bang - spændet ligger i dag i min skattekiste. Da jeg arvede det, og pludselig stod med det i hånden, blev jeg overrasket over hvor simpelt et smykke det i virkeligheden var. Det var bare et billigt spænde, som på mormor lignede en hel million - set gennem barnebarnets kærlige øjne.
Mormor må have passet mig hundredevis af gange, så min mor og far kunne passe deres arbejde trods det at jeg ofte var syg. Hun kom cyklende tidligt om morgnen. Hvis jeg havde det nogenlunde, så stod jeg bag det lange gardin, ved havedøren i spisestuen og spejdede ned af vejen for hurtigst muligt at få øje på hende. "Nu kommer hun, nu kommer hun" råbte jeg og min mor sagde som oftest "Åhh, det var godt, så kan vi nå en kop kaffe inden jeg kører"
Andre gange lå jeg på sofaen i stuen hvor der var redt op til mig, for syg og for slatten til at holde øje med mormor. Når hun havde fået hængt overtøjet , kom hun ind til mig, mærkede mig på panden og sagde: "Nu skal jeg lige have en tår kaffe, så skal vi to læse en historie" Hun har læst uendelig mange historier for mig. Hvis blot der var en kaffetår til at smøre stemmebåndet med undervejs, så var hun utrættelig. Hun var i sær begejstret for "Alle vi børn i Bulderby" - hun syntes at det var sådan nogle søde børn,og når min bror og jeg af og til skændes, så sagde hun: "I skulle tage og behandle hinanden lige så pænt som de flinke børn i Bulderby!" Så ku vi tage den, ku vi!
At besøge mormor, var som at komme hjem - ikke hjem til mig selv, men hjem til tid, ro og varme. Det var som om at tiden stod stille. Som om det altid var sommer. At insekterne summede, at fuglene kvidrede, at solen skinnede, at mormor trak i træskoene og gik i haven for at samle bær, serverede jordbærgrød med rigtig fløde. Der var også oseaner af lange eftermiddage med mig i læder øreklapstolen i hjørnet af stuen og mormor der lærte mig at strikke. Mormor der stoppede strømper, klippede mønstre ud, syede fine kjoler - hun opbevarede sine knapnåle i mellem læberne i mens hun arbejdede og jeg holdt vejret af skræk for at hun skulle sluge dem. Hun syntes jeg havde virkelig gode øjne når jeg kravlede rundt under spisebordet og fandt alle de knapnåle som hun havde tabt - hun gav mig følelsen af at være virkelig vigtig og at jeg nærmest havde afværget en katastrofe, ved hjælp af mine stærke, gode øjne.
Mormor ku alting. Hendes hænder har frembragt i hundredevis af lune sokker, varme trøjer, smukker sommertoppe, fine kjoler enten strikket, hæglet eller syet. - først til mig og mine dukker og senere hen også til mine børn.
Hun tryllede i køkkenet. Fulgte med i de sidste nye strømninger og kreerede modernede måltider til hele familien. I årevis stod mormor helt alene for at arrangerer julefrokost for sine 3 børn, svigerbørn, 6 børnebørn og efterfølgende oldebørn. Det var lige meget om vi var 15 eller 30, om mormor var 50 eller 80: Alt var hjemmelavet - Hjemmepanerede fiskefil letter, røde og hvide sild, karrysild, kogte halve æg og karrysalat, lune retter: Frikadeller med syltede agurker og rødkål, mørbradbøffer med bløde løg og champignon, ribbensteg, sylte med sennep og rødbede og sidst men ikke mindst hjemmelavet leverpostej med sprød bacon og champignon Afslutningsvis var der altid ostebord med frisk frugt ... Til kaffe var der hjemmelavet småkager i massevis og selvfølgelig konfekt.
Mormor blev aldrig taget med bukserne nede, selv når der kom uanmeldt gæster kunne hun fremtryllebåde det ene og det andet til kaffen.
Mormor var overskud og hjælpsomhed. I min barndom kom hun hjem og hjalp mor, når det var tid til hovedrengøring. Hold da op hvor der blev taget fat. Jeg ser billeder for mig, af mormor og mor med tørklæder om håret, gummihandsker og ærmerne smøget op - dyner i haven, møbler trukket ud, gardiner der snurede i vaskemaskinen og spande med stærke sager til at vaske af og vaske ned. Det var lidt af en plage, og samtidig meget fascinerende Både mor og mormor var af den overbevisning, at børn havde godt af at hjælpe til. Min bror og jeg skurede spisebordet og vores egne skriveborde med sæbespåner, vi bankede tæpperne der hang i haven med tæppebankeren og vi pustede ud sammen med dem, når det blev tid til en kaffetår.
Mormor levede med i vores liv. Hun lyttede, spurgte ind til og huskede. Hun kunne navnene på mine bedste venner, hun vidste hvilken lære der var elsket og hvilken der var frygtet.
Jeg vil bestemt ikke sige at hun havde et udpræget rummelig menneskesyn - politisk lå hun nok meget langt fra hvor jeg ligger i dag. Hun forstod ikke indvandringen, det gjorde hende nok utryg og jeg tror at hun ønskede et Danmark for danskere. Samtidig var hun udpræget rummelig i forhold til sine kære. Jeg oplevede virkelig at blive "Taget som den jeg var" Hun satte ikke mange krav. I mine helt unge år, hvor mange andre ting end samvær med mormor, trak i mig, mødte jeg hende en dag tilfældigt på gaden. Vi blev glade for at se hinanden og fandt et sted hvor vi kunne købe en kop kaffe. Da sagde hun til mig: "Du behøver ikke rende mig på dørene, men sørg for at vi ser hinanden ofte nok til at vi ikke bliver fremmed for hinanden" Det tog jeg til mig!
Mormor har været død i mange år nu. Dengang hun døde, da tænkte jeg at hun altid ville leve videre i hjerterne på alle os der elskede hende, men dengang var det kun ord. Jeg var ikke klar over at det kunne føles så virkeligt. Hun lever videre inden i mig, sammen med mig. Jeg tænker på hende ofte. Når jeg fremmaner billede af mormor for mit indre blik, kan jeg opleve den samme følelse af at "Komme hjem til ro, tryghed og varme" som jeg oplevede når jeg besøgte hende som barn. Jeg kan stadig på aller barnligste vis, bore min næse dybt ned i slumretæppet som hun har strikket, og føle mig dybt forbundet med hende. Jeg putter mig i tæppet når det står aller værst til.
Også i mine børn lever hun videre. De husker hende begge to tydeligt - mormor levede heldigvis længe nok til at de lærte hende rigtig godt at kende. De har billeder af på nethinden af Oldemor der vendte pandekager i luften, lavede kaffebakken klar når vi kom på besøg, stod i indkørslen og vinkede når vi tog afssted igen. Hver i sær kan de fortælle historier om hvad Oldemor betød og stadig betyder for dem.
En anden dag kan jeg fortælle historien om min mor, hendes datter, der i lighed med sin mor, kan alting, er hjælpsomheden selv og fuld af kærlighed til os alle sammen - en mere modernet udgave af mormor. En kvinde der også har gjort karrierer.
Der var magi ved min mormor. På en og samme gang var hun både meget virkelig, jordnær og hverdagsagtig med alle sine evner og gøremål og magisk fordi hun har så uendelig stor betydning for mig.
MITAKUYE OUASIN .... Alle mine slægtninge
Mormor var fra landet. Hun sagde: "Vi skal bort" når de skulle i byen og besøge nogen.Når de fik gæster sagde hun: "Der kommer fremmede"
Hun var lidt af en forvandling kugle, min mormor. Hun havde tøj til en hver lejlighed. Dels havde hun en sommer og en vintergarderobe, og så havde hun udpræget hverdagtøj, arbejdstøj, tøj til at gå i haven og selskabstøj. Jeg tror ikke at jeg som barn tænkte så meget over om hun var smuk, hvilket hun var, men jeg var dybt fascineret over hendes evne til at forvandle sig. Jeg syntes virkelig at hun var fin, når hun gjorde sig fin. I sine unge dage havde hun langt, kraftigt, mørkt bølget hår der som årene gik kun ændrede farve til smuk sølv, men beholdte sin volumen Når hun havde gjort sig i stand, var der én ting som aldrig missede: Hendes perlebesatte spænde, som holdt det kraftige hår på plads. Åhhh, jeg syntes det var fint og passede så flot til Ingeborg Elisabeth Bang - spændet ligger i dag i min skattekiste. Da jeg arvede det, og pludselig stod med det i hånden, blev jeg overrasket over hvor simpelt et smykke det i virkeligheden var. Det var bare et billigt spænde, som på mormor lignede en hel million - set gennem barnebarnets kærlige øjne.
Mormor må have passet mig hundredevis af gange, så min mor og far kunne passe deres arbejde trods det at jeg ofte var syg. Hun kom cyklende tidligt om morgnen. Hvis jeg havde det nogenlunde, så stod jeg bag det lange gardin, ved havedøren i spisestuen og spejdede ned af vejen for hurtigst muligt at få øje på hende. "Nu kommer hun, nu kommer hun" råbte jeg og min mor sagde som oftest "Åhh, det var godt, så kan vi nå en kop kaffe inden jeg kører"
Andre gange lå jeg på sofaen i stuen hvor der var redt op til mig, for syg og for slatten til at holde øje med mormor. Når hun havde fået hængt overtøjet , kom hun ind til mig, mærkede mig på panden og sagde: "Nu skal jeg lige have en tår kaffe, så skal vi to læse en historie" Hun har læst uendelig mange historier for mig. Hvis blot der var en kaffetår til at smøre stemmebåndet med undervejs, så var hun utrættelig. Hun var i sær begejstret for "Alle vi børn i Bulderby" - hun syntes at det var sådan nogle søde børn,og når min bror og jeg af og til skændes, så sagde hun: "I skulle tage og behandle hinanden lige så pænt som de flinke børn i Bulderby!" Så ku vi tage den, ku vi!
At besøge mormor, var som at komme hjem - ikke hjem til mig selv, men hjem til tid, ro og varme. Det var som om at tiden stod stille. Som om det altid var sommer. At insekterne summede, at fuglene kvidrede, at solen skinnede, at mormor trak i træskoene og gik i haven for at samle bær, serverede jordbærgrød med rigtig fløde. Der var også oseaner af lange eftermiddage med mig i læder øreklapstolen i hjørnet af stuen og mormor der lærte mig at strikke. Mormor der stoppede strømper, klippede mønstre ud, syede fine kjoler - hun opbevarede sine knapnåle i mellem læberne i mens hun arbejdede og jeg holdt vejret af skræk for at hun skulle sluge dem. Hun syntes jeg havde virkelig gode øjne når jeg kravlede rundt under spisebordet og fandt alle de knapnåle som hun havde tabt - hun gav mig følelsen af at være virkelig vigtig og at jeg nærmest havde afværget en katastrofe, ved hjælp af mine stærke, gode øjne.
Mormor ku alting. Hendes hænder har frembragt i hundredevis af lune sokker, varme trøjer, smukker sommertoppe, fine kjoler enten strikket, hæglet eller syet. - først til mig og mine dukker og senere hen også til mine børn.
Hun tryllede i køkkenet. Fulgte med i de sidste nye strømninger og kreerede modernede måltider til hele familien. I årevis stod mormor helt alene for at arrangerer julefrokost for sine 3 børn, svigerbørn, 6 børnebørn og efterfølgende oldebørn. Det var lige meget om vi var 15 eller 30, om mormor var 50 eller 80: Alt var hjemmelavet - Hjemmepanerede fiskefil letter, røde og hvide sild, karrysild, kogte halve æg og karrysalat, lune retter: Frikadeller med syltede agurker og rødkål, mørbradbøffer med bløde løg og champignon, ribbensteg, sylte med sennep og rødbede og sidst men ikke mindst hjemmelavet leverpostej med sprød bacon og champignon Afslutningsvis var der altid ostebord med frisk frugt ... Til kaffe var der hjemmelavet småkager i massevis og selvfølgelig konfekt.
Mormor blev aldrig taget med bukserne nede, selv når der kom uanmeldt gæster kunne hun fremtryllebåde det ene og det andet til kaffen.
Mormor var overskud og hjælpsomhed. I min barndom kom hun hjem og hjalp mor, når det var tid til hovedrengøring. Hold da op hvor der blev taget fat. Jeg ser billeder for mig, af mormor og mor med tørklæder om håret, gummihandsker og ærmerne smøget op - dyner i haven, møbler trukket ud, gardiner der snurede i vaskemaskinen og spande med stærke sager til at vaske af og vaske ned. Det var lidt af en plage, og samtidig meget fascinerende Både mor og mormor var af den overbevisning, at børn havde godt af at hjælpe til. Min bror og jeg skurede spisebordet og vores egne skriveborde med sæbespåner, vi bankede tæpperne der hang i haven med tæppebankeren og vi pustede ud sammen med dem, når det blev tid til en kaffetår.
Mormor levede med i vores liv. Hun lyttede, spurgte ind til og huskede. Hun kunne navnene på mine bedste venner, hun vidste hvilken lære der var elsket og hvilken der var frygtet.
Jeg vil bestemt ikke sige at hun havde et udpræget rummelig menneskesyn - politisk lå hun nok meget langt fra hvor jeg ligger i dag. Hun forstod ikke indvandringen, det gjorde hende nok utryg og jeg tror at hun ønskede et Danmark for danskere. Samtidig var hun udpræget rummelig i forhold til sine kære. Jeg oplevede virkelig at blive "Taget som den jeg var" Hun satte ikke mange krav. I mine helt unge år, hvor mange andre ting end samvær med mormor, trak i mig, mødte jeg hende en dag tilfældigt på gaden. Vi blev glade for at se hinanden og fandt et sted hvor vi kunne købe en kop kaffe. Da sagde hun til mig: "Du behøver ikke rende mig på dørene, men sørg for at vi ser hinanden ofte nok til at vi ikke bliver fremmed for hinanden" Det tog jeg til mig!
Mormor har været død i mange år nu. Dengang hun døde, da tænkte jeg at hun altid ville leve videre i hjerterne på alle os der elskede hende, men dengang var det kun ord. Jeg var ikke klar over at det kunne føles så virkeligt. Hun lever videre inden i mig, sammen med mig. Jeg tænker på hende ofte. Når jeg fremmaner billede af mormor for mit indre blik, kan jeg opleve den samme følelse af at "Komme hjem til ro, tryghed og varme" som jeg oplevede når jeg besøgte hende som barn. Jeg kan stadig på aller barnligste vis, bore min næse dybt ned i slumretæppet som hun har strikket, og føle mig dybt forbundet med hende. Jeg putter mig i tæppet når det står aller værst til.
Også i mine børn lever hun videre. De husker hende begge to tydeligt - mormor levede heldigvis længe nok til at de lærte hende rigtig godt at kende. De har billeder af på nethinden af Oldemor der vendte pandekager i luften, lavede kaffebakken klar når vi kom på besøg, stod i indkørslen og vinkede når vi tog afssted igen. Hver i sær kan de fortælle historier om hvad Oldemor betød og stadig betyder for dem.
En anden dag kan jeg fortælle historien om min mor, hendes datter, der i lighed med sin mor, kan alting, er hjælpsomheden selv og fuld af kærlighed til os alle sammen - en mere modernet udgave af mormor. En kvinde der også har gjort karrierer.
Der var magi ved min mormor. På en og samme gang var hun både meget virkelig, jordnær og hverdagsagtig med alle sine evner og gøremål og magisk fordi hun har så uendelig stor betydning for mig.
MITAKUYE OUASIN .... Alle mine slægtninge
onsdag den 16. november 2011
Snothvalp
Jeg er syg. Hoved fuld af snot. Ondt i halsen. Tendens til selvmedlidenhed!
Både i går og i dag har jeg overbevist mig selv om at jeg ikke kunne blve helt væk fra arbejde. At min tilstedeværelse ved heholdsvis det ene og det andet møde, var af afgørende betydning ... og har derfor slubret piller i mig, tvunget mit luksuslegme ud af sengen, ud under bruseren og forsøgt at komme i tøjet inden at alting igen blev genemblødt af feber sved.
Og bliver folk så glade og taknemmelige over at man ikke har holdt sig væk? NEJ, selvfølgelig gør de ikke det! De ser bekymret på de blanke øjne og den skindende næse og spørg: "tror du det er noget der smitter?" SÅ ... nu kapitulerer jeg og bliver hjemme til jeg igen kan trække vejret uden at munden står åben og jeg kan synke andet end te uden smerter.
Ved siden af bunken af kleenex, mit tekrus og strepsiler, har jeg optemistisk lagt "TeoriU" - en ordentlig mobbe dreng om ledelsesteori- Jeg håber at få dykket ned i den ... men lige nu ligner bogstaverne på siderne mest tusindvis af myrer der myldrer rundt. Måske jeg bare skal lægge mig til at sove, eller ... måske sætte en hygge film på - det tror jeg!
Godnat
Både i går og i dag har jeg overbevist mig selv om at jeg ikke kunne blve helt væk fra arbejde. At min tilstedeværelse ved heholdsvis det ene og det andet møde, var af afgørende betydning ... og har derfor slubret piller i mig, tvunget mit luksuslegme ud af sengen, ud under bruseren og forsøgt at komme i tøjet inden at alting igen blev genemblødt af feber sved.
Og bliver folk så glade og taknemmelige over at man ikke har holdt sig væk? NEJ, selvfølgelig gør de ikke det! De ser bekymret på de blanke øjne og den skindende næse og spørg: "tror du det er noget der smitter?" SÅ ... nu kapitulerer jeg og bliver hjemme til jeg igen kan trække vejret uden at munden står åben og jeg kan synke andet end te uden smerter.
Ved siden af bunken af kleenex, mit tekrus og strepsiler, har jeg optemistisk lagt "TeoriU" - en ordentlig mobbe dreng om ledelsesteori- Jeg håber at få dykket ned i den ... men lige nu ligner bogstaverne på siderne mest tusindvis af myrer der myldrer rundt. Måske jeg bare skal lægge mig til at sove, eller ... måske sætte en hygge film på - det tror jeg!
Godnat
tirsdag den 8. november 2011
Små venlige overraskelser
Jeg er bestemt ikke morgen sur, men jeg er afgjort heller ikke typen som springer frisk ud af sengen og er i gang med det samme - jeg er vel nærmest bare sådan lidt morgen langsom. Jeg elsker at gi mig god tid, sidde længe over morgenmaden og mærke hvordan krop og sjæl langsomt vågner op. Jeg gør dog undtagelser, som nu i dag, hvor jeg står op kl. 4.45., springer i tøjet og sidder i bilen på vej mod min søns arbejdsplads inden kl. er 5.00. Alternativet er at han skal afsted hjemmefra kl. 4.00 og da det kun er meget sjældent at han møder så tidligt, så øser jeg min moder kærlighed ud over ham i disse situationer, og kørere ham.
Jeg plejer at køre hjem igen, men i dag kørte jeg direkte på arbejde. Jeg skal på konference i Jylland de kommende to dage og har masser af arbejde jeg gerne vil have for hånden, inden jeg tager afsted.
Ergo låste jeg mig ind på min arbejdsplads kl. 6.00 i morges. Jeg forventede at komme til mørke lokaler, men her var tændt lys og Hanne var igang med at gøre rent. Sådan er det jo for Hanne - hver dag er hun tidligt oppe og cykler rundt i mellem flere forskellige arbejdspladser og gør rent, inden folk møder ind. Jeg har mødt hende enkelte gange før og hun har aldrig ondt af sig selv på trods af hendes lidt "ensomme" arbejdssituation og det tidlige mødetidspunkt. Til gængæld har hun meget overskud og omtanke for andre: "Jamen Herregud, skal du nu møde så tidligt? Nu passer du på dig selv, ikk? Du må ikke arbejde for meget" osv.
Da vi havde taget afsked, gik jeg i køkkenet og satte kaffe over og pludselig kunne jeg høre at døren blev låst op igen. Det var Hanne der kom tilbage - hun havde været til bageren og hente "en basse til din morgen kaffe" Sikken en venlighed og omtanke for et andet menneske! Denne venlighed vil jeg tage med mig i dag - tænk hvor nemt vi kan gøre en lille, bitte, venlig forskel for et andet menneske... En basse som varmer!
Namaste
Jeg plejer at køre hjem igen, men i dag kørte jeg direkte på arbejde. Jeg skal på konference i Jylland de kommende to dage og har masser af arbejde jeg gerne vil have for hånden, inden jeg tager afsted.
Ergo låste jeg mig ind på min arbejdsplads kl. 6.00 i morges. Jeg forventede at komme til mørke lokaler, men her var tændt lys og Hanne var igang med at gøre rent. Sådan er det jo for Hanne - hver dag er hun tidligt oppe og cykler rundt i mellem flere forskellige arbejdspladser og gør rent, inden folk møder ind. Jeg har mødt hende enkelte gange før og hun har aldrig ondt af sig selv på trods af hendes lidt "ensomme" arbejdssituation og det tidlige mødetidspunkt. Til gængæld har hun meget overskud og omtanke for andre: "Jamen Herregud, skal du nu møde så tidligt? Nu passer du på dig selv, ikk? Du må ikke arbejde for meget" osv.
Da vi havde taget afsked, gik jeg i køkkenet og satte kaffe over og pludselig kunne jeg høre at døren blev låst op igen. Det var Hanne der kom tilbage - hun havde været til bageren og hente "en basse til din morgen kaffe" Sikken en venlighed og omtanke for et andet menneske! Denne venlighed vil jeg tage med mig i dag - tænk hvor nemt vi kan gøre en lille, bitte, venlig forskel for et andet menneske... En basse som varmer!
Namaste
søndag den 6. november 2011
Weekend forkælelse
Denne weekend har forkælet mig og gjort godt. Lørdag morgen bød på tidlig løbetur i det smukkeste efterårsvejr - skoven strålede og jeg måtte næsten knibe mig i armen over så dejligt det føltes. Solen. Duftene.Lyden af bladene der knasede under mine fødder. Farverne. Vi havde stierne næsten helt for os selv. Vi mødte højest en enkelt tidlig morgen hunde lufter. Vi får klaret hele verdens situationen når vi løber - både verden lige for enden af hver vores næsetip med alt det nære, og det mere globale ... helheden som vi er en del af.
Over middag stod den på Bikram. Det var første gang jeg kunne følges med både søn og mand, og det er jo forunderligt at kunne dele dette. Vi har fuldstændig overgivet os alle tre, og det er svært lige nu at forestille sig at vi nogen sinde kan undvære det igen.
Jeg er begejstret for de dejlige rammer i studiet, for stemningen, for den "ramme lugt" når man træder ind i yoga salen(iøvrigt idendisk med lugten i salen i Thailand), men mest af alt er jeg ovenud taknemmelig over hvordan det får min krop til at føles og min sjæl til at slappe af. Efterhånden som jeg bliver mere og mere fortrolig med de 26 fysiske stillinger, frigiver det energi og overskud til at gå mere ind i den enkelte stilling, lade åndedrættet hjælpe mig til at komme dybere ind i strækket, til at fokuserer min opmærksomhed ... være til stede. Den ro jeg opnår her, tager jeg med mig når jeg går ud i verden igen og på den måde påvirker yogaen ikke kun krop og sjæl i den tid jeg afsætter til at dyrke yoga, men giver gavnlige effekt der strækker sig langt ud over dette ... jeg elsker det!
Også idag har jeg været til Bikram, og eftermiddagen er brugt sammen med min datter - hun strålede og har det godt. Hun slås med mange ting, men i dag strålede hun og jeg nød hvert sekund sammen med hende!
Nu sidder jeg i sofaen og lytter til stemmerne fra køkkenet, hvor K og søn laver aftensmad - eller udretter mirakler, lyder det som om de selv er overbeviste om!! Livet er gavmildt <3
Namaste.
Over middag stod den på Bikram. Det var første gang jeg kunne følges med både søn og mand, og det er jo forunderligt at kunne dele dette. Vi har fuldstændig overgivet os alle tre, og det er svært lige nu at forestille sig at vi nogen sinde kan undvære det igen.
Jeg er begejstret for de dejlige rammer i studiet, for stemningen, for den "ramme lugt" når man træder ind i yoga salen(iøvrigt idendisk med lugten i salen i Thailand), men mest af alt er jeg ovenud taknemmelig over hvordan det får min krop til at føles og min sjæl til at slappe af. Efterhånden som jeg bliver mere og mere fortrolig med de 26 fysiske stillinger, frigiver det energi og overskud til at gå mere ind i den enkelte stilling, lade åndedrættet hjælpe mig til at komme dybere ind i strækket, til at fokuserer min opmærksomhed ... være til stede. Den ro jeg opnår her, tager jeg med mig når jeg går ud i verden igen og på den måde påvirker yogaen ikke kun krop og sjæl i den tid jeg afsætter til at dyrke yoga, men giver gavnlige effekt der strækker sig langt ud over dette ... jeg elsker det!
Også idag har jeg været til Bikram, og eftermiddagen er brugt sammen med min datter - hun strålede og har det godt. Hun slås med mange ting, men i dag strålede hun og jeg nød hvert sekund sammen med hende!
Nu sidder jeg i sofaen og lytter til stemmerne fra køkkenet, hvor K og søn laver aftensmad - eller udretter mirakler, lyder det som om de selv er overbeviste om!! Livet er gavmildt <3
Namaste.
torsdag den 3. november 2011
Et glimt ...
Jeg elsker at bevæge mig rundt i verden som iagttager.
Som en usynlig tilskuer.
En betragter.
Jeg tuner mine sanser ind på en særlig frekvens.
En frekvens som opfanger hvert et sagt og usagt ord. Hver en antydning af drama på min vej. Blomstrende kærlighed. Indestængte følelser.
Hemmelige samtaler er det bedste. Jeg elsker at lytte til alle de ting folk tror de kan slippe afsted med at snakke om. Hemmeligt... i det offentlige rum.
En sommerdag fik jeg en helt unik lille luns.
Jeg trådte ind på "frk. Jensens fristelser" kl. 8.30.
Jeg købte en stor latte, forsynede mig i bunken af dameblade og satte mig ned ved bordet. Bordet ved siden af manden med den blå skjorte. Ikke så snart havde jeg sat mig førend han fik selskab af Morten. De udvekslede høfligheder og talte lidt om vejret. De fik serveret latte ved bordet og snakkede om, at de snart måtte stoppe med at bruge sukker i kaffen - de blev jo ikke yngre og det blev ikke nemmere at holde den slanke linje. Det sagde de ikke højt ... men jeg er sikker på at det lå i luften.
Snart fik manden i den blå skjorte taget mod til sig og fik ført samtalen ind på dagens emen. Grunden til at de var mødtes til morgen kaffe på den lille café.
Det viste sig at være et forretningsmøde og manden i den blå skjorte indledte:
"Morten , sidst vi var sammen fik du sået et lille frø i mig. Frøet har groet i mig siden og jeg syntes det var vigtigt at vi nåede at stikke hovederne sammen inden vi hver i sær tager på ferie."
Herefter fulgte en udveksling af ferieuger, feriesteder og udregning af hvornår de begge to måtte være tilbage i byen og hvorvidt de hver i sær regnede med om de kunne slippe afsted med at arbejde lidt i ferien eller om de kunne/ville/ønskede at holde helt fri. Jeg forsøgte virkelig at tune min radar helt ind, men jeg kunne ikke læse dem rigtigt: Ønskede de at holde fri eller lagde nogen mon pres på dem? En kæreste? En kone eller forpligtelser overfor børn ... Jeg syntes ikke jeg kunne bryde ind med min tvivl og jeg lod de to herre snakke uforstyret videre.
Vi skulle tilbage til frøet der var plantet i manden med den blå skjorte. Morten var helt klar over hvad han talte om og han gav sig uopfordret til at uddybe de ord som tidliger havde haft held til at så et frø i manden med den blå skjorte. Morten driver en virksomhed sammen med en partner som hedder Søren. Det er en ny virksomhed med højest et par år på bagen. Virksomheden oplever succes - mere succes end både Morten og Søren havde turde håbe på. De tog sig af salg af en slags og konsulent opgaver. De havde indtil nu benyttet sig af freelance medarbejdere, men alligevel havde medarbejderstaben udviklet sig. De var nået til et skelsættende punkt for deres virksomhed. De omsatte for 7 millioner om året og skulle nu beslutte sig for om de skulle vokse sig større eller kaste anker og forsøge at forblive status qua. Mortens kæreste var vist ikke så begejstret for mængden af hans arbejde. Måske var hun også lidt bekymret for ham. Morten og Søren havde erkendt at de skulle holde sig til det de hver i sær var gode til og det var i hvertfald ikke ledelse. Det duede de ikke til. De havde brug for hjælp og det var her manden med den blå skjorte kom ind i billede.
Her tog manden med den blå skjorte over. Han forstod hvad Morten prøvede og sige. Han ville gerne ridse op hvad han så af muligheder. Manden med den blå skjorte begyndte at tegne på en serviet. Han tegnede en kasse - en kompetence kasse hvori han fyldte alle de kompetencer som Morten var i bedidelse af. Manden med den blå skjorte brugte mange plusord, tillægsord og jeg blev sgu helt glad inden i over hvor godt han syntes om Morten. Jeg blev også klar over at det altså ikke var hvem som helst jeg sad ved siden af - det var sgu dygtige folk. Før Morten og jeg vidste af det, var der kommet flere kompetencekasser på servietten: En for Søren(også en dygtig fyr - ærgeligt at jeg ikke fik mødt ham) og en for manden med den blå skjorte. En rigtig stor kasse til manden med den blå skjorte. Morten fandt en blok frem fra tasken - der var slet ikke plads til alle de kompetencer på den lille serviet.
Jeg kunne tydelig mærke at Morten godt kunne li det han hørte, men han syntes også at han selv havde mange gode ting på hjertet. Han tænkte at manden med den blå skjorte skulle læne sig lidt tilbage og lytte lidt på ham.
En tid førte de paralel dialog - en dialog om vækst. Om samarbejde og om at gøre alt det man hver i sær er skide god til - de skiftedes til at pege ned på servietten: Et symbol for fermtidens samarbejde og for den synergi der skulle blomstre i mellem Morten, Søren og manden i den blå skjorte.
Manden med den blå skjorte ville gerne komme med et forslag: Han ville indgå i et samarbejde med en kontragt på 12 måneder. Efter 12 måneder ville det stå frit for Morten og Søren - havde han indfriet forventningerne kunne samarbejdet fortsætte. Dog betingede han sig: Ønsker I at fortsætte, så afgører jeg om det fortsat skal være som lønarbejder eller om jeg skal købe mig ind i firmaet - han nævnte obsioner og andre tekniske ting som jeg ikke kender til. Jeg kender dog til kropssprog og jeg kunne se at Morten ... ligsom landede på jorden igen. Følte sig på tynd is. Jeg tænker han næppe havde aftalt med Søren at han kunne sælge ud af firmaet...
Her begyndte Morten at røre uroligt på sig. Jeg tror også at manden i den blå skjorte ved noget om kropssprog, for han skyndte sig at sige: "Dette er jo blot mine indledende tanker - tingene kan gøres på flere måder..."
Tiden var ved at rende fra mig. Jeg har jo faktsik ikke noget at gøre kl. 8.30 en hverdagsmorgen på "frk. Jensens Fristelser" Min tid som iagttager var ved at være brugt op og min egen virkelighed kaldte. Jeg drak den sidste slurk af min latte. Lagde damebladet på plads og sagde henvendt til Morten og manden med den blå skjorte: "Det lyder rigtig spændende alt sammen - jeg ønsker jeg begge held og lykke"
Herefter forlod jeg cafén. Hvad der videre sker vil for altid være lukket land for mig. Jeg ved ikke om Morten og manden med den blå skjorte får holdt sig en ordenlig ferie - en ferie uden arbejde. Jeg ved ikke om samarbejdet bliver en realitet og jeg ved ikke engang hvad for en slags virksomhed Morten og Søren driver. Jeg får aldrig mødt Søren. Og jeg ved ikke om det lykkes for dem at stoppe med at putte sukker i deres kaffe. Der er meget mere jeg ikke ved end jeg ved.
Det gør ingen ting. Det er en del af konceptet. I 5 minutter, 10 minutter eller 20 minutter som idag bliver porten åbnet til andre menneskers liv. Som et glimt.
Jeg har ikke dårlig samvitighed. Synes ikke jeg er et dårligt menneske fordi jeg uhæmmet lytter til andre menneskers liv - altså den del der foregår i det offentlige rum. Jeg undrere mig måske over at det ikke er lykkedes for Morten eller manden med den blå skjorte at få sig et kontor hvor de kunne mødes og snakke om disse vigtige ting. Men måske kan de bare godt li den lille café. Den er også hyggelig og ligger centralt - lige ved togbanen!
Som en usynlig tilskuer.
En betragter.
Jeg tuner mine sanser ind på en særlig frekvens.
En frekvens som opfanger hvert et sagt og usagt ord. Hver en antydning af drama på min vej. Blomstrende kærlighed. Indestængte følelser.
Hemmelige samtaler er det bedste. Jeg elsker at lytte til alle de ting folk tror de kan slippe afsted med at snakke om. Hemmeligt... i det offentlige rum.
En sommerdag fik jeg en helt unik lille luns.
Jeg trådte ind på "frk. Jensens fristelser" kl. 8.30.
Jeg købte en stor latte, forsynede mig i bunken af dameblade og satte mig ned ved bordet. Bordet ved siden af manden med den blå skjorte. Ikke så snart havde jeg sat mig førend han fik selskab af Morten. De udvekslede høfligheder og talte lidt om vejret. De fik serveret latte ved bordet og snakkede om, at de snart måtte stoppe med at bruge sukker i kaffen - de blev jo ikke yngre og det blev ikke nemmere at holde den slanke linje. Det sagde de ikke højt ... men jeg er sikker på at det lå i luften.
Snart fik manden i den blå skjorte taget mod til sig og fik ført samtalen ind på dagens emen. Grunden til at de var mødtes til morgen kaffe på den lille café.
Det viste sig at være et forretningsmøde og manden i den blå skjorte indledte:
"Morten , sidst vi var sammen fik du sået et lille frø i mig. Frøet har groet i mig siden og jeg syntes det var vigtigt at vi nåede at stikke hovederne sammen inden vi hver i sær tager på ferie."
Herefter fulgte en udveksling af ferieuger, feriesteder og udregning af hvornår de begge to måtte være tilbage i byen og hvorvidt de hver i sær regnede med om de kunne slippe afsted med at arbejde lidt i ferien eller om de kunne/ville/ønskede at holde helt fri. Jeg forsøgte virkelig at tune min radar helt ind, men jeg kunne ikke læse dem rigtigt: Ønskede de at holde fri eller lagde nogen mon pres på dem? En kæreste? En kone eller forpligtelser overfor børn ... Jeg syntes ikke jeg kunne bryde ind med min tvivl og jeg lod de to herre snakke uforstyret videre.
Vi skulle tilbage til frøet der var plantet i manden med den blå skjorte. Morten var helt klar over hvad han talte om og han gav sig uopfordret til at uddybe de ord som tidliger havde haft held til at så et frø i manden med den blå skjorte. Morten driver en virksomhed sammen med en partner som hedder Søren. Det er en ny virksomhed med højest et par år på bagen. Virksomheden oplever succes - mere succes end både Morten og Søren havde turde håbe på. De tog sig af salg af en slags og konsulent opgaver. De havde indtil nu benyttet sig af freelance medarbejdere, men alligevel havde medarbejderstaben udviklet sig. De var nået til et skelsættende punkt for deres virksomhed. De omsatte for 7 millioner om året og skulle nu beslutte sig for om de skulle vokse sig større eller kaste anker og forsøge at forblive status qua. Mortens kæreste var vist ikke så begejstret for mængden af hans arbejde. Måske var hun også lidt bekymret for ham. Morten og Søren havde erkendt at de skulle holde sig til det de hver i sær var gode til og det var i hvertfald ikke ledelse. Det duede de ikke til. De havde brug for hjælp og det var her manden med den blå skjorte kom ind i billede.
Her tog manden med den blå skjorte over. Han forstod hvad Morten prøvede og sige. Han ville gerne ridse op hvad han så af muligheder. Manden med den blå skjorte begyndte at tegne på en serviet. Han tegnede en kasse - en kompetence kasse hvori han fyldte alle de kompetencer som Morten var i bedidelse af. Manden med den blå skjorte brugte mange plusord, tillægsord og jeg blev sgu helt glad inden i over hvor godt han syntes om Morten. Jeg blev også klar over at det altså ikke var hvem som helst jeg sad ved siden af - det var sgu dygtige folk. Før Morten og jeg vidste af det, var der kommet flere kompetencekasser på servietten: En for Søren(også en dygtig fyr - ærgeligt at jeg ikke fik mødt ham) og en for manden med den blå skjorte. En rigtig stor kasse til manden med den blå skjorte. Morten fandt en blok frem fra tasken - der var slet ikke plads til alle de kompetencer på den lille serviet.
Jeg kunne tydelig mærke at Morten godt kunne li det han hørte, men han syntes også at han selv havde mange gode ting på hjertet. Han tænkte at manden med den blå skjorte skulle læne sig lidt tilbage og lytte lidt på ham.
En tid førte de paralel dialog - en dialog om vækst. Om samarbejde og om at gøre alt det man hver i sær er skide god til - de skiftedes til at pege ned på servietten: Et symbol for fermtidens samarbejde og for den synergi der skulle blomstre i mellem Morten, Søren og manden i den blå skjorte.
Manden med den blå skjorte ville gerne komme med et forslag: Han ville indgå i et samarbejde med en kontragt på 12 måneder. Efter 12 måneder ville det stå frit for Morten og Søren - havde han indfriet forventningerne kunne samarbejdet fortsætte. Dog betingede han sig: Ønsker I at fortsætte, så afgører jeg om det fortsat skal være som lønarbejder eller om jeg skal købe mig ind i firmaet - han nævnte obsioner og andre tekniske ting som jeg ikke kender til. Jeg kender dog til kropssprog og jeg kunne se at Morten ... ligsom landede på jorden igen. Følte sig på tynd is. Jeg tænker han næppe havde aftalt med Søren at han kunne sælge ud af firmaet...
Her begyndte Morten at røre uroligt på sig. Jeg tror også at manden i den blå skjorte ved noget om kropssprog, for han skyndte sig at sige: "Dette er jo blot mine indledende tanker - tingene kan gøres på flere måder..."
Tiden var ved at rende fra mig. Jeg har jo faktsik ikke noget at gøre kl. 8.30 en hverdagsmorgen på "frk. Jensens Fristelser" Min tid som iagttager var ved at være brugt op og min egen virkelighed kaldte. Jeg drak den sidste slurk af min latte. Lagde damebladet på plads og sagde henvendt til Morten og manden med den blå skjorte: "Det lyder rigtig spændende alt sammen - jeg ønsker jeg begge held og lykke"
Herefter forlod jeg cafén. Hvad der videre sker vil for altid være lukket land for mig. Jeg ved ikke om Morten og manden med den blå skjorte får holdt sig en ordenlig ferie - en ferie uden arbejde. Jeg ved ikke om samarbejdet bliver en realitet og jeg ved ikke engang hvad for en slags virksomhed Morten og Søren driver. Jeg får aldrig mødt Søren. Og jeg ved ikke om det lykkes for dem at stoppe med at putte sukker i deres kaffe. Der er meget mere jeg ikke ved end jeg ved.
Det gør ingen ting. Det er en del af konceptet. I 5 minutter, 10 minutter eller 20 minutter som idag bliver porten åbnet til andre menneskers liv. Som et glimt.
Jeg har ikke dårlig samvitighed. Synes ikke jeg er et dårligt menneske fordi jeg uhæmmet lytter til andre menneskers liv - altså den del der foregår i det offentlige rum. Jeg undrere mig måske over at det ikke er lykkedes for Morten eller manden med den blå skjorte at få sig et kontor hvor de kunne mødes og snakke om disse vigtige ting. Men måske kan de bare godt li den lille café. Den er også hyggelig og ligger centralt - lige ved togbanen!
Efterår
Hvor er jeg heldig - lige uden for min hovedør, der ligger vestvolden. Det er her jeg løber de fleste af mine træningsture og det er her jeg trasker lange ture med verdens sødeste laberador hvalp som - igen er jeg heldig - bor her hos os!
På småstierne kan han løbe frit omkring.
Han spurter op og ned ad bakkerne, snuser til alting og nyder friheden.
Lige nu er skovbunden dækket af smukke sprøde blade i gyldne nuancer ... det blir ikke smukkere og jeg elsker det!
Hvis jeg ku, så tog jeg denne rod under armen og med mig hjem - den er fantastisk smuk!
På småstierne kan han løbe frit omkring.
Han spurter op og ned ad bakkerne, snuser til alting og nyder friheden.
Lige nu er skovbunden dækket af smukke sprøde blade i gyldne nuancer ... det blir ikke smukkere og jeg elsker det!
Hvis jeg ku, så tog jeg denne rod under armen og med mig hjem - den er fantastisk smuk!
onsdag den 2. november 2011
Mere, mere mere Bikram
Bikram yoga. 90 minutters ekstreme anstrengelser. 90 minutters udholdenhed. 90 minutters aktiv meditation. I varmen. I fugtigheden. Med sveden løbende ned i øjnene, ind i ørene, med høj puls og bankende hjerte. Lyden af lærens kværnende monolog: "Push, push, push .... luck your knee, luck your knee, luck your knee" Sidemanden lader tåre blande sig med sveden der løbe ned af hendes kinder - vi er lige der hvor vi er. Vi tager vores liv med ind i varmen og mange, mange dage gør det godt, løfter dig, viser nye veje, afdækker indre afkroge, ophobede spændinger ... og andre dage løfter det sløret for smerte du måske knap nok troede kunne bo i dit indre.... Det er stærkt vanedandende!!
søndag den 30. oktober 2011
Bikram igen ...
Endnu engang blev det et besøg i Thailand der kick startede Bikram yoga. K havde givet sig selv den udfordring, at han ville gå med mig til Kata Hot Yoga hver dag i vores ferie - og der var altså virkelig tale om overvindelse. Han var overbevist om at hans krop, efter en hel barndom og ungdom med fodbold hvor der aldrig blev strukket ud, og de sidste mange år med hård triathlon træning og Ironman konkurencer ... ville få problemer med smidigheden. MEN, det er jo netop det fantastiske ved hot yoga: Den største udfordring er mental. At få sig selv overtalt til at gå til den første time - alle kan være med. Alle kan lære at holde fokus på sig selv og "være lige der hvor du er!" Det er muligt at ham eller hende der står ved siden af dig er langt mere smidig end du og udfører øvelsen med ynde og elegance, men i får begge det samme udbytte ud af at træne.
K var SÅ sej. Han holdt ord og selv om han i starten følte sig MEGET på udebane, så gennemførte han udfordringen og endda med en kæmpe udvikling på bare de par uger vi var i Thailand. Vel hjemme igen, har vi begge meldt os ind i Bikram i Kbh. Bikram går i blodet på en og skaber et afhængighedsforhold - jeg er VILD med det.
Jeg har ikke kommet der siden maj mdr. Jeg var nødt til at accepterer at jeg ikke ville kunne afse tid til det hvis jeg skulle passe min marathon træning, og det har været et savn. Nu er marathonen overstået, og der er igen tid til dejlig yoga.
I dag var en ganske særlig dag: Min søn tog med mig til Yoga - det havde jeg aldrig drømt om ville ske, men han var blevet nysgerig efter at se hvad det mon var. Han stor nød det og gennemførte i flot stil. Jeg nød i den grad at have ham med og jeg var stolt af hvordan han formåede at gå ind i det på stedets præmisser. Han var meget respektfuld omkring det ... og han vil have mere. Resten af dagen har han gået og nydt følelsen og planlæggger med at gå med igen allerede i morgen ... Bikram er magi!!
K var SÅ sej. Han holdt ord og selv om han i starten følte sig MEGET på udebane, så gennemførte han udfordringen og endda med en kæmpe udvikling på bare de par uger vi var i Thailand. Vel hjemme igen, har vi begge meldt os ind i Bikram i Kbh. Bikram går i blodet på en og skaber et afhængighedsforhold - jeg er VILD med det.
Jeg har ikke kommet der siden maj mdr. Jeg var nødt til at accepterer at jeg ikke ville kunne afse tid til det hvis jeg skulle passe min marathon træning, og det har været et savn. Nu er marathonen overstået, og der er igen tid til dejlig yoga.
I dag var en ganske særlig dag: Min søn tog med mig til Yoga - det havde jeg aldrig drømt om ville ske, men han var blevet nysgerig efter at se hvad det mon var. Han stor nød det og gennemførte i flot stil. Jeg nød i den grad at have ham med og jeg var stolt af hvordan han formåede at gå ind i det på stedets præmisser. Han var meget respektfuld omkring det ... og han vil have mere. Resten af dagen har han gået og nydt følelsen og planlæggger med at gå med igen allerede i morgen ... Bikram er magi!!
mandag den 3. oktober 2011
Thailand
Efter 5 måneders blog pause, vil jeg skrive lidt igen. Jeg har ferie, jeg er nede i tempo - nu kan det lade sig gøre!
Herfra hvor jeg sidder - i min bløde komfortable seng, på mit hotelværelse, har jeg udsigt over hele bugten. Jeg kan se turkisblåt vand så langt øjet rækker. Jeg lytter til lyden af beostærene som holder møde i trætoppene lige uden for mit vinduet, til de thailandske rengøringsdamer som arbejder stødt og roligt i mens de snakker lystigt, storgrinende og med garanti får ordnet hele verdens situationen. Jeg lytter til den tropiske regn som skyller ned. Det er fascinerende! Jeg er overbevist om at jeg kan se himlen lysne og tror på tørvejr senere, men ... en mand i receptionen fortalte mig at det ville regne de næste 2-3 dage! Nu må vi se - det er en af den slags ting man bare må tage som det kommer. Lige nu er vi vældig indstillet på regnvejs aktiviteter: Vi læser, drikker kaffe, læser om den nye regering,(hvor bliver det spændende at følge deres arbejde)tjekker facebook, blunder lidt, har planer om massage senere og sidst men ikke mindst: Vi skal til HOT YOGA! Jeg glæder mig helt vildt! K har udfordret sig selv og har planer om at gå med hver dag i mens vi er her - jeg håber at det holder! Jeg husker tydeligt hvor øm jeg var i kroppen første gang jeg havde gennemført 90 minutters hårdt og krævende hotyoga ... men jeg husker også velværet og nydelsen. Det er kun en uge siden vi løb Berlin marathon, så der er nok af ømme muskler der skal strækkes ud. Jeg har ikke lavet yoga de sidste 4-5 måneder. Det har bare ikke kunne passes ind i mellem arbejde, marathon træning og diverse andre aktiviteter - men jeg savner det og vil nyde det her i det Thailandske.
Nu er der dømt besøg hos de lokale massage kvinder, så jeg må skrive videre senere!
Herfra hvor jeg sidder - i min bløde komfortable seng, på mit hotelværelse, har jeg udsigt over hele bugten. Jeg kan se turkisblåt vand så langt øjet rækker. Jeg lytter til lyden af beostærene som holder møde i trætoppene lige uden for mit vinduet, til de thailandske rengøringsdamer som arbejder stødt og roligt i mens de snakker lystigt, storgrinende og med garanti får ordnet hele verdens situationen. Jeg lytter til den tropiske regn som skyller ned. Det er fascinerende! Jeg er overbevist om at jeg kan se himlen lysne og tror på tørvejr senere, men ... en mand i receptionen fortalte mig at det ville regne de næste 2-3 dage! Nu må vi se - det er en af den slags ting man bare må tage som det kommer. Lige nu er vi vældig indstillet på regnvejs aktiviteter: Vi læser, drikker kaffe, læser om den nye regering,(hvor bliver det spændende at følge deres arbejde)tjekker facebook, blunder lidt, har planer om massage senere og sidst men ikke mindst: Vi skal til HOT YOGA! Jeg glæder mig helt vildt! K har udfordret sig selv og har planer om at gå med hver dag i mens vi er her - jeg håber at det holder! Jeg husker tydeligt hvor øm jeg var i kroppen første gang jeg havde gennemført 90 minutters hårdt og krævende hotyoga ... men jeg husker også velværet og nydelsen. Det er kun en uge siden vi løb Berlin marathon, så der er nok af ømme muskler der skal strækkes ud. Jeg har ikke lavet yoga de sidste 4-5 måneder. Det har bare ikke kunne passes ind i mellem arbejde, marathon træning og diverse andre aktiviteter - men jeg savner det og vil nyde det her i det Thailandske.
Nu er der dømt besøg hos de lokale massage kvinder, så jeg må skrive videre senere!
Abonner på:
Opslag (Atom)