Imagine that ...

Jeg hørte følgende:
En kvinde sidder ved sin moders dødsleje. Moderen, som har ligget i koma i flere dage, vågner pludselig op, ser intenst på sin datter og siger:"I hele mit liv har jeg aldrig følt at jeg var go nok..." Kort efter dør hun ... tænk engang: Et helt liv og aldrig har hun følt at hun var god nok! Tænk altid at føle at man ikke slår til, ikke er klog nok, smuk nok, venlig nok - altid slå sig selv i hoved med:"Du duer ikke"

Er det mon genkendeligt for nogen? Er der mon nogen der kan forestille sig at det var den sidste tanke de skulle tænke inden de forlod denne jord?

Imagine that!

Godnat

En dejlig dag er ved at være til ende. K og jeg tog sammen til fantastisk eftermiddags yoga - jeg elsker at vi kan dele det, at han er faldet for det i samme grad som jeg. Hvor kan livet være omskifteligt. Engang bankede vores hjerter for spinning. 4-5 gange om ugen kørte vi til Nygårdavej på Østerbro og kørte dobbelt timer og ugens øvrige dage løb vi og K supplerede med svømning. Vi forestillede os ikke at vi nogen sinde ville holde op med at være så opslugte af det, men langsomt er det andre ting der er begyndt at fylde. Nok mest hos mig til en start, men K har også langsomt flyttet sit fokus - så meget at han stadig er i tvivl om han tager til Lanzerote og laver Ironman i år ... vores verden er under forandring!Og jeg elsker de nye deminsioner der er kommet til!

Aften er brugt til at fejre familiens sidste januar fødselsdagsbarn - svigermor.
Jeg er klar til at takke for en dejlig, dejlig dag
I morgen tidlig står der løb på programment med min sjæls søster <3

Uventet venlighed

Lige for tiden oplever jeg en form for modvind som jeg ikke har prøvet tidligere.En gruppe af mennesker har, i arbejdsmæssig sammenhæng, sat mig godt og grundig udenfor fællesskabet - sådan ser det ikke ud fra deres perspektiv. De mener det et valg som jeg har taget, og af en eller anden grund mener de at det giver dem frikort til at sige og gøre som det passer dem. Det medfører nogle udtalelser som er meget sårende og uforsonlige, og som går forbi mine forsvarsværker og gør mig ked af det. Forleden var jeg til møde med denne gruppe af kvinder - vi var bragt sammen for at få talt situationene igennem. To gange under det 2 timer lange møde, bad jeg om timeout - jeg var nødt til at forlade rummet for ikke at få udleveret mig selv og mine følelser forand disse uforsonlige kvinder. Jeg gik ned i rådhusets kælder og låste mig inde på toilettet. Anden gang jeg gik derned, kunne jeg ikke holde mine tåre tilbage til jeg var inde i selve toiletbåsen - lige så snart jeg var nede i kælderen og troede jeg var alene, fik tårene frit løb. Det betød at den stakkels unge mand som var i gang med at gøre toiletterne rene, fik synet af mit forgrædte ansigt. " Hvad er der dog i vejen med dig, er du okay?" spurgte han. "Nej ikke helt" sagde jeg og låste mig inde i båsen. Da jeg lidt sener låste mig ud igen, stod han der endnu. "Går det bedre nu?" Spurgte han. Jeg sagde til ham at jeg var til et møde som ikke var så sjovt, men at det gik lidt bedre. "Ved du hvad, der bliver sagt så meget lort her på rådhuset" Sagde han. "Hver dag bliver der sagt lort til mig - du skal ikke tage det så tungt" Han klappede mig på skulderen og smilede venligt. Den empati som i den grad manglede oppe i mødelokalet, den mødte jeg fra helt uventet side. Han blev ligesom min maskot. Jeg tog ham og hans venlighed med mig og det gav mig mod til at gå op og fortsætte mødet. Han mindede mig om at venlighed og empati stadig eksisterede ude i den virkelige verden ... jeg skulle bare klare mig igennem mødet.

 "Alt hvad vi er, er et resultat af, hvad vi har tænkt. Hvis en mand taler eller handler med ondt i tankerne, vil smerte følge ham. Hvis en mand taler eller handler med en ren tanke, vil lykke følge ham; som en skygge, der aldrig forlader ham."
Buddha (563-483 f. Kr.)
 

Av min ryg!

Ligger på sofaen og ømmer mig. Jeg har været til kiropraktor og blevet brækket i alle ender og kanter. Har gået med en låst ryg i et par uger - havde egentlig bildt mig selv ind at yogaen ville være det der skulle til for at få bugt med det .. men det er kun blevet værre. Må desværre nok springe yogaen over i dag pga. smerter. Jeg har ellers nydt at være der hver dag og havde svoret at jeg ville blive ved med det lige indtil arbejdet med sikkerhed sætter en stopper for den ihærdighed. Jeg er sikker på jeg er på benen igen i morgen og vil være at finde på yogamåtten igen - glæder mig allerede.

Jeg har taget mig sammen til at ringe til dyrlægen og har fået en tid til Hugo i eftermiddag. Det virker som om han har noget der sidder og generer ham i halsen. Han forsøger hele tiden at brække sig og siger sådan nogle underlige halslyde ... håber ikke det er noget alvorligt!Jeg er en være hønemor, og jeg bliver så urolig når der er noget galt - øv!

 

Hey ... luk mig lige ind, ikk!

Min bror og svigerinde rejser tilbage til Singapore i morgen - de fejrer nytår oppe mellem skyerne- I aften tager vi på Lê Lê og spiser sammen. Der har min bror og jeg spist sammen de sidste mange gange han har været i Danmark, og i aften tager vi alle sammen afsted.



Jeg vil ligge mig ned og ømme mig lidt mere ...



Måske hjælper det at sige det højt(Skrive det på bloggen)...

Da jeg var helt ung skete det ofte. Stort set hver måned. Da jeg blev lidt ældre, som i ung mor, sket det af og til og som årene er gået er det ligesom forsvundet - men ikke helt. En sjælden gang i mellem kan jeg blive noget så forbandet præmenestruel - forskellen på tidligere og nu, er bare at jeg er smertelig klar over hvordan det er fat og er ved at gå til i skam over min egen irritation. Det betyder dog desværre ikke at jeg nødvendigvis slipper særlig godt fra, ikke at lade det gå ud over mine omgivelser ... nok navnlig K, den stakkel!
Jeg forsøger virkelig at kontrollerer mig selv. Det er ikke sådan at jeg eks. råber højt af nogen eller skælder ud. Jeg føler mig bare meget sårbar og samtidig uretfærdigt behandlet sådan på et helt grundlæggende niveau ... af livet som sådan. Jeg ser pludselig mønstre i omgivelsernes opførsel, tillægger det betydning - og mens jeg gør det, føler jeg mig SÅ GAL PÅ DEN!!
Når jeg forsøger at kontrollerer det, kan jeg mærke hvordan jeg bliver afmålt, tilbageholdende, mindre gestikulerende, mindre snakkende, grinende. At jeg ikke reagerer som forventet på folk, at jeg ikke kan holde ud at nogen kommer for tæt på hverken fysisk eller følelsesmæssigt.  I går var der én som, i arbejdsmæssig sammenhæng, takkede mig for en samtale vi havde haft. Fortalte mig at det havde været betydningsfuldt for hende og jeg kunne mærke at jeg nærmest frøs inden i og kun gav hende et afmålt svar - alt i mens min indre kommentator fortalte mig, hvilket forfærdeligt menneske jeg er ... det er svært at forklare, men noget så rart at sætte ord på og "sige" højt, kan jeg mærke. Næsten som at søge syndsforladelse.
Lige nu er jeg bange for at det skal vare hele julen og når jeg så har tænkt den tanke, så tænker jeg at frygten for det er forstærkende i sig selv.

Jeg bliver 45 år i næste måned. I de sidste par dage har jeg tænkt på hvornår overgangsalderen mon begynder og hvordan den mon vil påvirke mit sind. Jeg synes egentlig at selve ordet: Overgangsalder, er en smuk betegnelse for det der sker - at man bevæger sig fra en fase af livet til en anden, og jeg har tidligere (lidt højrøvet) tænkt at man sikkert også selv er (lidt)herrer over i hvor høj grad det påvirker en - at ens indstilling til overgangsalderen er betydningsfuld for hvordan det opleves. Når jeg så har det sådan som jeg har det i disse dage, hvor jeg nærmest føler mig besat af en ond dæmon som har overtaget styrringen og laver tanke kontrol ... så bliver jeg i tvivl!
Mit højeste juleønske lige nu,både for mig selv og for mine nærmeste, er i al beskedenhed at DET må gå væk. At jeg genfinder min balance og får fred, så jeg kan være mit sæd vagenlige fredelig jeg i julen og tiden der følger!


Ps. Ku godt bruge at nogen krydser fingre for mig og mit ønske...

Lykke - må jeg godt det?

Forleden dag sad min datter og bladrede billderne i min Iphone igennem. Mest billeder af vore hverdagsliv - jeg har f.eks. rigtig svært ved ikke at fotograferer det skønne mad  K laver til mig. Der er billeder fra vores gåture med Hugo, efterår på volden, af begge unger, venner og familie og selvfølgelig fra vores rejser og meget mere. Så sagde tøsebarnet:  "Jeg tror I går og har et rigtig godt liv, dig og far." Og fortsættelsen var: "Det betyder bare så meget for mig."
Det vækkede nogle helt særlige følelser i mig .. Hun har mange udfordringer, ting hun slås med og det er ikke hver dag hendes liv er så enkelt som det skulle være. At være vidne til hendes livtag med livet og den smerte det nogen gange er forbundet med, har ofte fået mig til at sætte spørgsmålstegn ved min egen ret til at være lykkelig - hva er jeg for en mor der føler lykke, når mit barn kæmper.
Det har været mærkeligt for mig at opleve at det rent faktisk kan være sådan, hvis jeg giver mig selv lov. Hendes lykke ligger mig SÅ meget på sinde og jeg vil, som de fleste andre forældre, gå gennem ild og vand for hende. På trods af det, har jeg efterehånden fundet ud af, at jeg har mere at tilbyde både min datter og resten af verden, hvis jeg accepterer at min sindstilstand ikke kan/må være bundet op på andre menneskers sindstilstand ... ikke engang min datters. At jeg godt kan løsrive mig, gøre gode ting for mig uden at føle dårlig samvittighed. Jeg er i høj grad afhængig af eks. de pauser jeg giver mig selv - eks. yoga og meditation. Hvis jeg giver mig selv lov, bliver min lykke i mindre grad forbundet med eks. min datters sindstilstand. Det ændrer dog ikke ved, at jeg stadig af og til mærke dårlig samvittighed over at være tilfreds, glad ... lykkelig, når hun har ondt. Derfor er det helt vildt at høre hende sige, at det betyder meget for hende at vi, hendes nærmeste har det godt - at det måske lige frem giver hende en oplevelse af tryg base at vide at hun ikke skal bekymre sig for os ... Sådan har jeg ikke tænkt det før. Det var dejligt at høre hende sige det... Tak for det min tøs!

Nærhed

Alle kvinder jeg har mødt, som har fået børn, kan uanset hvor gamle der er blevet og hvor mange år det er siden miraklet skete, genfortælle deres fødselsforløb, deres tanker og følelser som om det skete i går - sådan er det også for mig. Jeg husker det øjeblik hvor jeg bliv alene med min nyfødte datter for første gang. Vi var stadig på fødestuen, vidunderet lå i den lille plastikbalje af en hospitalsvugge, med store, åbne, mørke øjne og kiggede .. på mig. Jeg havde aldrig, A.L.D.R.i.G tidligere i mit unge liv oplevet den storm af følelse der fyldte hver en tomme af min krop og sjæl, og den voldsomhed hvormed de hev og sled i mig. Kærlighed og ansvar - ansvar og kærlighed. Dette lille væsen var mit ansvar og jeg var så benovet og overvældet over at "nogen" virkelig havde betroet mig denne opgave. Jeg havde følelsen af at der havde været noget guddommeligt ind over, som gjorde at dette lille menneskebarn var landet i mine arme. Det var en meget stærk følelse, og jeg mærkede hvordan ur gamle instinkter vågnede i mig.
Jeg løftede den lille vågne pige op i mine arme. Jeg snusede til hende, rettede de små fingre ud, beundrede små fine øre og jeg hviskede løfter om at passe på hende og vise hende verden. Jeg lovede hende at gøre mig umage. Vi knyttede bånd, hende og jeg, stærke bånd der stadig binder os sammen her, næsten 23 år efter.
I nat havde hun brug for at sove ved siden af mig, og det glæder mit hjerte at jeg stadig repræsenterer tryg base og at hun finder hen til mig når der er brug for det. Til morgen har jeg ligget og kigget på hende i mens hun sov. I takt med at morgenlyset trængte ind, kunne jeg skelne hendes træk.Det vækker stadig stærke følelser i mig, følelser så stærke som den dag hvor vi var alene for første gang. Ansvar og kærlighed - kærlighed og ansvar. Nu kæmper hun selv med ansvaret(som man nu engang gør i livet, med de tusindvis af udfordringer, valg og beslutninger man møder) og jeg kæmper med at give slip.
Jeg tænker på det løfte jeg gav hende for så mange år siden, da hendes liv netop var begyndt - løftet om at gøre mig umage. Den salgs løfter kan ikke vejes, men det er unikt og er givet for livet - mit liv og hendes!

En sommerdag med mine unger tilbage i 2003 ... begge børn endnu med barnlige, bløde ansigter og lige til at spise.

Og sommeren året efter ... Jeg elsker at være mor.

Når forudfattede meninger og kategoriseringer må vige pladsen...

I dag fik jeg en lektion i hvor meget forudfattede meninger omkring omverden, er styrende for hvordan vi møder verden og hvilke forventninger vi har til andre mennesker. Tak for det!
Et møde med en medarbejder gruppe som jeg havde forudset ville blive et møde med modstand, udviklede sig til et dejligt, positivt, konstruktivt og udbytterigt møde. Jeg oplevede en medarbejdergruppe som i løbet af ganske kort tid, ved fælles hjælp fik udarbejdet helt nye og kreative ideer til hvordan de skulle gribe deres arbejdsopgave an og hvordan de kunne strukturerer sig. De lyttede til hinanden og der var en fælles vilje til ikke at definerer problemer, men i stedet italesætte udfordringer.
Der var lyst til at lytte til hinanden og også give plads til forbehold.Jeg sad der med mine medbragte regneark som jeg havde forberedt hjemmefra så jeg var klar til sort på hvidt at kunne vise dem ....bla, bla. bla. De kom ikke i betragtning - denne medarbejder gruppe var optaget af at finde løsninger og så betød tal og bundlinje ikke ret meget. På den time vi havde sat af til mødet, nåede de at finde en kreativ løsning med høj faglighed, på den situation vi skulle løse. De fik uddelegeret de arbejdsopgaaver der opsod i kølvandet på forandringen og tog sig også tid til at få aftalt hvordan de ville følge op på de nye aftaler.
Jeg kunne næsten ikke få armene ned af lutter begejstring. Det var sådan en dejlig oplevelse, at se hvordan min forudfattede mening om denne gruppe og den dynamik der var i mellem dem, langsomt splindredes og åbnede mit udsyn op. I dag oplevede jeg deres venlighed og deres vilje til at ville bidrage. Der kom en revne i den afstand der tidligere har været i mellem os. Selvom jeg aldrig har været i tvivl om denne medarbejdergruppes høje faglighed, så fik jeg i dag anledning til også at opleve deres kompetancer i forhold til samarbejde og kommunikation - der kom mange flere farverog nuancer på vores indbyrdes relation i dag ...

Betty - en farmor

I disse dage taler vi om bedstemødre eller retter bedstemor magi. Det er måske nok mest mig som er optaget af emnet, men K er nem at lokke - hans ansigt lyser op og bliver blødt når talen falder på Farmor Betty: "Farmor lærte mig at cykle" og "Farmor lavede alting selv, helt fra bunden"

Betty var en kvinde som holdt sammen på familien, en stærk kvinde som blev stærkere når folk omkring hende faldt og der var brug for at finde de hengemte ressourcer frem. Betty og hendes mand Villy, gik konkurs med et vognmandsfirma - det knækkede næsten Villy. Sorgen over at miste sit livsværk, skammen over ikke at kunne betale penge tilbage som de skyldte, penge til dem som mødte op ved det lille Husmandssted og krævede at få hvad de havde tilgode.

Villy gemte sig væk, trak sig fra verden og Betty stod med ansvaret for at holde skindet på næsen og kreditorerne fra livet. De havde absolut ingen penge, men som K siger, så kunne hun virkelig alting. Hun udnyttede hver en lille plet på grunden der hørte til det lille husmandssted. Hun dyrkede grønsager, udnyttede høsten fra de mange frugt træer og bærbuske og bagerst i haven holdt hun høns og ænder, og hun havde bistader der forsynede familien med dejlig frisk honning. Kun på et meget lille stykke jord var der blomster, både stauder og blandede sommerblomster. Betty mente ikke man kunne ødsle for store arealer af haven væk, på noget som ikke bidrog til husholdningen.

Betty bagte hver dag. Hun bagte både rugbrød og franskbrød, og hun havde sine egne helt bestemte regler: Ingen spiste franskbrød, førend man havde spist en skive rugbrød - alle, både børn og voksne, skulle lægge bunden og grundlaget for en god og sund dag, ved først at gnave sig igennem Bettys hjemmebagte rugbrød. Ingen skulle sidde og spise sig mæt i hendes franskbrød. Jeg synes ikke det lyder som en straf, og sådan husker K det heller ikke. Der var både hjemmelavet syltetøj i flere varianter og honning fra bierne i haven til at putte på brødet.Herudover blev der også serveret æg - hun forstod sig vist på sundhed, hende Betty.

Da K var omkring 4 år, blev hans mor og far skilt. Betty var ikke imponeret over hvordan de unge forældre taklede deres søns behov, og hun foreslog derfor at de afleverede K til hende, indtil der var faldet lidt mere ro over situationen. K boede hos sin farmor og farfar i 3 måneder - det var i denne periode at hun lærte ham at cykle. Der var ikke så meget føleri med Bette, hun spændte ikke en stang bag på cyklen så hun kunne løbe ved siden af sit barnebarn. Nej, Betty mente at livet nu engang giver de knubs som livet giver, så det var bare om at komme op på cyklen og ud over stepperne. Hvis man faldt, ku man rejse sig igen.

K husker disse tre sommer måneder som fuldståndig fantastiske og idyliske. Han gik rundt i hælene på Betty og hjalp hende med at plukke bær, at luge, lufte dyner - alt hvad en travl husmandskone nu fik tiden til at gå med. Han "svømmede" i en stor orange plasbalje(det har vi bileder af) Han kan huske den dejlige trykke fornemmelse af at blive taget op af vandet, puttet i et stort groft frote håndklæde og sidde på skødet og få læst historie. Betty var af den overbevisning, at alle skal bidrage til fællesskabet og til trods for at K var lillemanden, fik også han en fast daglig opgave. Hver morgen blev han sendt ud over marken med ne lille metalspand han skulle op på nabogården og hente mælk - K mindes at spanden var tung på vejen hjem, men han husker også stoltheden over at kunne bidrage og at have en opgave der var hans. 
Når dagen var til enden blev K badet og puttet i seng - at dynerne på Husmandsstedet, var kæmpe store og meget tunge - en lille fyr blev hvor han var lagt, når først dynen blev puttet over.

K´s forældre skiftedes til at komme i weekenden. Det var Betty der lærte sin unge eks svigerdatter at lave mad, og herudover blev man sat i sving når man var overnattende gæst på Husmandstedet. Vi har billeder af en noget yngre udgave af mine svigerforældre, som graver i haven i ført arbejdstøj - det var ikke nogen badeferie. Vi har dog også billeder af hele familien samlet - Betty og Villy havde 4 børn og deraf følgende børnebørn. Så blev der lavet langbord i haven og grillet og hygget.

Betty døde da K var 6 år gammel. Hun blev kun 56 år, slidt op af et arbejdsomt liv. Villy kunne slet ikke klare sig uden Betty. Han bad børnene lade ham være, han havde brug for tid for sig selv og kun 3 måneder efter at Betty var gået bort, fandt børnene Villy død, siddende i den stol der altid havde været Bettys.

At Betty døde så tidligt, var et stort tab for K. Jeg mindes hvordan han meget hurtigt efter at vi havde mødt hinanden, gav udtryk for, at han ville ønske at jeg kunne have mødt hans farmor. Bedstemor magien havde nået at virke, trods det at han kun nåede at have Betty i 6 år. Hun levet videre i K og har på sin måde haft en stor betydning for ham.

MITAKUYE OUASIN .... Alle mine slægtninge.

Min mormor

Min mormors pigenavn var Ingeborg Elisabeth Bang. Som barn elskede jeg at sige hendes navn, hviske det for mig selv, smage på det. Jeg syntes det var et meget fint og fornemt navn, et navn som fint kunne passe til en prinsesse. Jeg var i mit stille sind sikker på at det havde været lidt af et tab for hende, da hun blev gift og fik min morfars efternavn. Frederiksen. Det var ligsom ikke helt det samme at sige: Ingeborg Elisabeth Frederiksen. Når mormor tog telefonen sagde hun: "Snedkermester Frederiksen" Det undrede mig - det var jo ikke hende, men min morfar som var snedkermester. Hun kunne ikke se der var noget mærkeligt ved det, men forklarede mig at det var for kundernes skyld. De skulle ikke gerne tro, at de havde ringet forkert. Hun fortsatte med at sige "Snedkermester Frederiksen" resten af sit liv. Efter at morfar havde lukket butikken spurgte jeg hende hvorfor hun ikke holdt op med at præsenterer sig på den måde. Hun sagde at det var en vane, men jeg tror nu også det handlede om en lille smule stolthed over at være snedkermesterens kone.

Mormor var fra landet. Hun sagde: "Vi skal bort" når de skulle i byen og besøge nogen.Når de fik gæster sagde hun: "Der kommer fremmede"

Hun var lidt af en forvandling kugle, min mormor. Hun havde tøj til en hver lejlighed. Dels havde hun en sommer og en vintergarderobe, og så havde hun udpræget hverdagtøj, arbejdstøj, tøj til at gå i haven og selskabstøj. Jeg tror ikke at jeg som barn tænkte så meget over om hun var smuk, hvilket hun var, men jeg var dybt fascineret over hendes evne til at forvandle sig. Jeg syntes virkelig at hun var fin, når hun gjorde sig fin. I sine unge dage havde hun langt, kraftigt, mørkt bølget hår der som årene gik kun ændrede farve til smuk sølv, men beholdte sin volumen Når hun havde gjort sig i stand, var der én ting som aldrig missede: Hendes perlebesatte spænde, som holdt det kraftige hår på plads. Åhhh, jeg syntes det var fint og passede så flot til Ingeborg Elisabeth Bang - spændet ligger i dag i min skattekiste. Da jeg arvede det, og pludselig stod med det i hånden, blev jeg overrasket over hvor simpelt et smykke det i virkeligheden var. Det var bare et billigt spænde, som på mormor lignede en hel million - set gennem barnebarnets kærlige øjne.

Mormor må have passet mig hundredevis af gange, så min mor og far kunne passe deres arbejde trods det at jeg ofte var syg. Hun kom cyklende tidligt om morgnen. Hvis jeg havde det nogenlunde, så stod jeg bag det lange gardin, ved havedøren i spisestuen og spejdede ned af vejen for hurtigst muligt at få øje på hende. "Nu kommer hun, nu kommer hun" råbte jeg og min mor sagde som oftest "Åhh, det var godt, så kan vi nå en kop kaffe inden jeg kører"
Andre gange lå jeg på sofaen i stuen hvor der var redt op til mig, for syg og for slatten til at holde øje med mormor. Når hun havde fået hængt overtøjet , kom hun ind til mig, mærkede mig på panden og sagde: "Nu skal jeg lige have en tår kaffe, så skal vi to læse en historie" Hun har læst uendelig mange historier for mig. Hvis blot der var en kaffetår til at smøre stemmebåndet med undervejs, så var hun utrættelig. Hun var i sær begejstret for "Alle vi børn i Bulderby" - hun syntes at det var sådan nogle søde børn,og når min bror og jeg af og til skændes, så sagde hun: "I skulle tage og behandle hinanden lige så pænt som de flinke børn i Bulderby!" Så ku vi tage den, ku vi!

At besøge mormor, var som at komme hjem - ikke hjem til mig selv, men hjem til tid, ro og varme. Det var som om at tiden stod stille. Som om det altid var sommer. At insekterne summede, at fuglene kvidrede, at solen skinnede, at mormor trak i træskoene og gik i haven for at samle bær, serverede jordbærgrød med rigtig fløde. Der var også oseaner af lange eftermiddage med mig i læder øreklapstolen i hjørnet af stuen og mormor der lærte mig at strikke. Mormor der stoppede strømper, klippede mønstre ud, syede fine kjoler - hun opbevarede sine knapnåle i mellem læberne i mens hun arbejdede og jeg holdt vejret af skræk for at hun skulle sluge dem. Hun syntes jeg havde virkelig gode øjne når jeg kravlede rundt under spisebordet og fandt alle de knapnåle som hun havde tabt - hun gav mig følelsen af at være virkelig vigtig og at jeg nærmest havde afværget en katastrofe, ved hjælp af mine stærke, gode øjne.

Mormor ku alting. Hendes hænder har frembragt i hundredevis af lune sokker, varme trøjer, smukker sommertoppe, fine kjoler enten strikket, hæglet eller syet. - først til mig og mine dukker og senere hen også til mine børn.

Hun tryllede i køkkenet. Fulgte med i de sidste nye strømninger og kreerede modernede måltider til hele familien. I årevis stod mormor helt alene for at arrangerer julefrokost for sine 3 børn, svigerbørn, 6 børnebørn og efterfølgende oldebørn. Det var lige meget om vi var 15 eller 30, om mormor var 50 eller 80: Alt var hjemmelavet - Hjemmepanerede fiskefil letter, røde og hvide sild, karrysild, kogte halve æg og karrysalat, lune retter: Frikadeller med syltede agurker og rødkål, mørbradbøffer med bløde løg og champignon, ribbensteg, sylte med sennep og rødbede og sidst men ikke mindst hjemmelavet leverpostej med sprød bacon og champignon Afslutningsvis var der altid ostebord med frisk frugt ... Til kaffe var der hjemmelavet småkager i massevis og selvfølgelig konfekt.

Mormor blev aldrig taget med bukserne nede, selv når der kom uanmeldt gæster kunne hun fremtryllebåde det ene og det andet til kaffen.

Mormor var overskud og hjælpsomhed. I min barndom kom hun hjem og hjalp mor, når det var tid til hovedrengøring. Hold da op hvor der blev taget fat. Jeg ser billeder for mig, af mormor og mor med tørklæder om håret, gummihandsker og ærmerne smøget op - dyner i haven, møbler trukket ud, gardiner der snurede i vaskemaskinen og spande med stærke sager til at vaske af og vaske ned. Det var lidt af en plage, og samtidig meget fascinerende Både mor og mormor var af den overbevisning, at børn havde godt af at hjælpe til. Min bror og jeg skurede spisebordet og vores egne skriveborde med sæbespåner, vi bankede tæpperne der hang i haven med tæppebankeren og vi pustede ud sammen med dem, når det blev tid til en kaffetår.

Mormor levede med i vores liv. Hun lyttede, spurgte ind til og huskede. Hun kunne navnene på mine bedste venner, hun vidste hvilken lære der var elsket og hvilken der var frygtet.

Jeg vil bestemt ikke sige at hun havde et udpræget rummelig menneskesyn - politisk lå hun nok meget langt fra hvor jeg ligger i dag. Hun forstod ikke indvandringen, det gjorde hende nok utryg og jeg tror at hun ønskede et Danmark for danskere. Samtidig var hun udpræget rummelig i forhold til sine kære. Jeg oplevede virkelig at blive "Taget som den jeg var" Hun satte ikke mange krav. I mine helt unge år, hvor mange andre ting end samvær med mormor, trak i mig, mødte jeg hende en dag tilfældigt på gaden. Vi blev glade for at se hinanden og fandt et sted hvor vi kunne købe en kop kaffe. Da sagde hun til mig: "Du behøver ikke rende mig på dørene, men sørg for at vi ser hinanden ofte nok til at vi ikke bliver fremmed for hinanden" Det tog jeg til mig!

Mormor har været død i mange år nu. Dengang hun døde, da tænkte jeg at hun altid ville leve videre i hjerterne på alle os der elskede hende, men dengang var det kun ord. Jeg var ikke klar over at det kunne føles så virkeligt. Hun lever videre inden i mig, sammen med mig. Jeg tænker på hende ofte. Når jeg fremmaner billede af mormor for mit indre blik, kan jeg opleve den samme følelse af at "Komme hjem til ro, tryghed og varme" som jeg oplevede når jeg besøgte hende som barn. Jeg kan stadig på aller barnligste vis, bore min næse dybt ned i slumretæppet som hun har strikket, og føle mig dybt forbundet med hende. Jeg putter mig i tæppet når det står aller værst til.

Også i mine børn lever hun videre. De husker hende begge to tydeligt - mormor levede heldigvis længe nok til at de lærte hende rigtig godt at kende. De har billeder af på nethinden af Oldemor der vendte pandekager i luften, lavede kaffebakken klar når vi kom på besøg, stod i indkørslen og vinkede når vi tog afssted igen. Hver i sær kan de fortælle historier om hvad Oldemor betød og stadig betyder for dem.

En anden dag kan jeg fortælle historien om min mor, hendes datter, der i lighed med sin mor, kan alting, er hjælpsomheden selv og fuld af kærlighed til os alle sammen - en mere modernet udgave af mormor. En kvinde der også har gjort karrierer.

Der var magi ved min mormor. På en og samme gang var hun både meget virkelig, jordnær og hverdagsagtig med alle sine evner og gøremål og magisk fordi hun har så uendelig stor betydning for mig.

MITAKUYE OUASIN .... Alle mine slægtninge

Små venlige overraskelser

Jeg er bestemt ikke morgen sur, men jeg er afgjort heller ikke typen som springer frisk ud af sengen og er i gang med det samme - jeg er vel nærmest bare sådan lidt morgen langsom. Jeg elsker at gi mig god tid, sidde længe over morgenmaden og mærke hvordan krop og sjæl langsomt vågner op. Jeg gør dog undtagelser, som nu i dag, hvor jeg står op kl. 4.45., springer i tøjet og sidder i bilen på vej mod min søns arbejdsplads inden kl. er 5.00. Alternativet er at han skal afsted hjemmefra kl. 4.00 og da det kun er meget sjældent at han møder så tidligt, så øser jeg min moder kærlighed ud over ham i disse situationer, og kørere ham.
Jeg plejer at køre hjem igen, men i dag kørte jeg direkte på arbejde. Jeg skal på konference i Jylland de kommende to dage og har masser af arbejde jeg gerne vil have for hånden, inden jeg tager afsted.
Ergo låste jeg mig ind på min arbejdsplads kl. 6.00 i morges. Jeg forventede at komme til mørke lokaler, men her var tændt lys og Hanne var igang med at gøre rent. Sådan er det jo for Hanne - hver dag er hun tidligt oppe og cykler rundt i mellem flere forskellige arbejdspladser og gør rent, inden folk møder ind. Jeg har mødt hende enkelte gange før og hun har aldrig ondt af sig selv på trods af hendes lidt "ensomme" arbejdssituation og det tidlige mødetidspunkt. Til gængæld har hun meget overskud og omtanke for andre: "Jamen Herregud, skal du nu møde så tidligt? Nu passer du på dig selv, ikk? Du må ikke arbejde for meget" osv.
Da vi havde taget afsked, gik jeg i køkkenet og satte kaffe over og pludselig kunne jeg høre at døren blev låst op igen. Det var Hanne der kom tilbage - hun havde været til bageren og hente "en basse til din morgen kaffe" Sikken en venlighed og omtanke for et andet menneske! Denne venlighed vil jeg tage med mig i dag - tænk hvor nemt vi kan gøre en lille, bitte, venlig forskel for et andet menneske... En basse som varmer!

Namaste

Et glimt ...

Jeg elsker at bevæge mig rundt i verden som iagttager.
Som en usynlig tilskuer.
En betragter.
Jeg tuner mine sanser ind på en særlig frekvens.
En frekvens som opfanger hvert et sagt og usagt ord. Hver en antydning af drama på min vej. Blomstrende kærlighed. Indestængte følelser.
Hemmelige samtaler er det bedste. Jeg elsker at lytte til alle de ting folk tror de kan slippe afsted med at snakke om. Hemmeligt... i det offentlige rum.

En sommerdag fik jeg en helt unik lille luns.
Jeg trådte ind på "frk. Jensens fristelser" kl. 8.30.
Jeg købte en stor latte, forsynede mig i bunken af dameblade og satte mig ned ved bordet. Bordet ved siden af manden med den blå skjorte. Ikke så snart havde jeg sat mig førend han fik selskab af Morten. De udvekslede høfligheder og talte lidt om vejret. De fik serveret latte ved bordet og snakkede om, at de snart måtte stoppe med at bruge sukker i kaffen - de blev jo ikke yngre og det blev ikke nemmere at holde den slanke linje. Det sagde de ikke højt ... men jeg er sikker på at det lå i luften.
Snart fik manden i den blå skjorte taget mod til sig og fik ført samtalen ind på dagens emen. Grunden til at de var mødtes til morgen kaffe på den lille café.
Det viste sig at være et forretningsmøde og manden i den blå skjorte indledte:
"Morten , sidst vi var sammen fik du sået et lille frø i mig. Frøet har groet i mig siden og jeg syntes det var vigtigt at vi nåede at stikke hovederne sammen inden vi hver i sær tager på ferie."

Herefter fulgte en udveksling af ferieuger, feriesteder og udregning af hvornår de begge to måtte være tilbage i byen og hvorvidt de hver i sær regnede med om de kunne slippe afsted med at arbejde lidt i ferien eller om de kunne/ville/ønskede at holde helt fri. Jeg forsøgte virkelig at tune min radar helt ind, men jeg kunne ikke læse dem rigtigt: Ønskede de at holde fri eller lagde nogen mon pres på dem? En kæreste? En kone eller forpligtelser overfor børn ... Jeg syntes ikke jeg kunne bryde ind med min tvivl og jeg lod de to herre snakke uforstyret videre.

Vi skulle tilbage til frøet der var plantet i manden med den blå skjorte. Morten var helt klar over hvad han talte om og han gav sig uopfordret til at uddybe de ord som tidliger havde haft held til at så et frø i manden med den blå skjorte. Morten driver en virksomhed sammen med en partner som hedder Søren. Det er en ny virksomhed med højest et par år på bagen. Virksomheden oplever succes - mere succes end både Morten og Søren havde turde håbe på. De tog sig af salg af en slags og konsulent opgaver. De havde indtil nu benyttet sig af freelance medarbejdere, men alligevel havde medarbejderstaben udviklet sig. De var nået til et skelsættende punkt for deres virksomhed. De omsatte for 7 millioner om året og skulle nu beslutte sig for om de skulle vokse sig større eller kaste anker og forsøge at forblive status qua. Mortens kæreste var vist ikke så begejstret for mængden af hans arbejde. Måske var hun også lidt bekymret for ham. Morten og Søren havde erkendt at de skulle holde sig til det de hver i sær var gode til og det var i hvertfald ikke ledelse. Det duede de ikke til. De havde brug for hjælp og det var her manden med den blå skjorte kom ind i billede.

Her tog manden med den blå skjorte over. Han forstod hvad Morten prøvede og sige. Han ville gerne ridse op hvad han så af muligheder. Manden med den blå skjorte begyndte at tegne på en serviet. Han tegnede en kasse - en kompetence kasse hvori han fyldte alle de kompetencer som Morten var i bedidelse af. Manden med den blå skjorte brugte mange plusord, tillægsord og jeg blev sgu helt glad inden i over hvor godt han syntes om Morten. Jeg blev også klar over at det altså ikke var hvem som helst jeg sad ved siden af - det var sgu dygtige folk. Før Morten og jeg vidste af det, var der kommet flere kompetencekasser på servietten: En for Søren(også en dygtig fyr - ærgeligt at jeg ikke fik mødt ham) og en for manden med den blå skjorte. En rigtig stor kasse til manden med den blå skjorte. Morten fandt en blok frem fra tasken - der var slet ikke plads til alle de kompetencer på den lille serviet.

Jeg kunne tydelig mærke at Morten godt kunne li det han hørte, men han syntes også at han selv havde mange gode ting på hjertet. Han tænkte at manden med den blå skjorte skulle læne sig lidt tilbage og lytte lidt på ham.
En tid førte de paralel dialog - en dialog om vækst. Om samarbejde og om at gøre alt det man hver i sær er skide god til - de skiftedes til at pege ned på servietten: Et symbol for fermtidens samarbejde og for den synergi der skulle blomstre i mellem Morten, Søren og manden i den blå skjorte.
Manden med den blå skjorte ville gerne komme med et forslag: Han ville indgå i et samarbejde med en kontragt på 12 måneder. Efter 12 måneder ville det stå frit for Morten og Søren - havde han indfriet forventningerne kunne samarbejdet fortsætte. Dog betingede han sig: Ønsker I at fortsætte, så afgører jeg om det fortsat skal være som lønarbejder eller om jeg skal købe mig ind i firmaet - han nævnte obsioner og andre tekniske ting som jeg ikke kender til. Jeg kender dog til kropssprog og jeg kunne se at Morten ... ligsom landede på jorden igen. Følte sig på tynd is. Jeg tænker han næppe havde aftalt med Søren at han kunne sælge ud af firmaet...

Her begyndte Morten at røre uroligt på sig. Jeg tror også at manden i den blå skjorte ved noget om kropssprog, for han skyndte sig at sige: "Dette er jo blot mine indledende tanker - tingene kan gøres på flere måder..."

Tiden var ved at rende fra mig. Jeg har jo faktsik ikke noget at gøre kl. 8.30 en hverdagsmorgen på "frk. Jensens Fristelser" Min tid som iagttager var ved at være brugt op og min egen virkelighed kaldte. Jeg drak den sidste slurk af min latte. Lagde damebladet på plads og sagde henvendt til Morten og manden med den blå skjorte: "Det lyder rigtig spændende alt sammen - jeg ønsker jeg begge held og lykke"

Herefter forlod jeg cafén. Hvad der videre sker vil for altid være lukket land for mig. Jeg ved ikke om Morten og manden med den blå skjorte får holdt sig en ordenlig ferie - en ferie uden arbejde. Jeg ved ikke om samarbejdet bliver en realitet og jeg ved ikke engang hvad for en slags virksomhed Morten og Søren driver. Jeg får aldrig mødt Søren. Og jeg ved ikke om det lykkes for dem at stoppe med at putte sukker i deres kaffe. Der er meget mere jeg ikke ved end jeg ved.
Det gør ingen ting. Det er en del af konceptet. I 5 minutter, 10 minutter eller 20 minutter som idag bliver porten åbnet til andre menneskers liv. Som et glimt.
Jeg har ikke dårlig samvitighed. Synes ikke jeg er et dårligt menneske fordi jeg uhæmmet lytter til andre menneskers liv - altså den del der foregår i det offentlige rum. Jeg undrere mig måske over at det ikke er lykkedes for Morten eller manden med den blå skjorte at få sig et kontor hvor de kunne mødes og snakke om disse vigtige ting. Men måske kan de bare godt li den lille café. Den er også hyggelig og ligger centralt - lige ved togbanen!