søndag den 30. oktober 2011

Bikram igen ...

Endnu engang blev det et besøg i Thailand der kick startede Bikram yoga. K havde givet sig selv den udfordring, at han ville gå med mig til Kata Hot Yoga hver dag i vores ferie - og der var altså virkelig tale om overvindelse. Han var overbevist om at hans krop, efter en hel barndom og ungdom med fodbold hvor der aldrig blev strukket ud, og de sidste mange år med hård triathlon træning og Ironman konkurencer ... ville få problemer med smidigheden. MEN, det er jo netop det fantastiske ved hot yoga: Den største udfordring er mental. At få sig selv overtalt til at gå til den første time - alle kan være med. Alle kan lære at holde fokus på sig selv og "være lige der hvor du er!" Det er muligt at ham eller hende der står ved siden af dig er langt mere smidig end du og udfører øvelsen med ynde og elegance, men i får begge det samme udbytte ud af at træne.

K var SÅ sej. Han holdt ord og selv om han i starten følte sig MEGET på udebane, så gennemførte han udfordringen og endda med en kæmpe udvikling på bare de par uger vi var i Thailand. Vel hjemme igen, har vi begge meldt os ind i Bikram i Kbh. Bikram går i blodet på en og skaber et afhængighedsforhold - jeg er VILD med det.

Jeg har ikke kommet der siden maj mdr. Jeg var nødt til at accepterer at jeg ikke ville kunne afse tid til det hvis jeg skulle passe min marathon træning, og det har været et savn. Nu er marathonen overstået, og der er igen tid til dejlig yoga.

I dag var en ganske særlig dag: Min søn tog med mig til Yoga - det havde jeg aldrig drømt om ville ske, men han var blevet nysgerig efter at se hvad det mon var. Han stor nød det og gennemførte i flot stil. Jeg nød i den grad at have ham med og jeg var stolt af hvordan han formåede at gå ind i det på stedets præmisser. Han var meget respektfuld omkring det ... og han vil have mere. Resten af dagen har han gået og nydt følelsen og planlæggger med at gå med igen allerede i morgen ... Bikram er magi!!

mandag den 3. oktober 2011

Thailand

Efter 5 måneders blog pause, vil jeg skrive lidt igen. Jeg har ferie, jeg er nede i tempo - nu kan det lade sig gøre!

Herfra hvor jeg sidder - i min bløde komfortable seng, på mit hotelværelse, har jeg udsigt over hele bugten. Jeg kan se turkisblåt vand så langt øjet rækker. Jeg lytter til lyden af beostærene som holder møde i trætoppene lige uden for mit vinduet, til de thailandske rengøringsdamer som arbejder stødt og roligt i mens de snakker lystigt, storgrinende og med garanti får ordnet hele verdens situationen. Jeg lytter til den tropiske regn som skyller ned. Det er fascinerende! Jeg er overbevist om at jeg kan se himlen lysne og tror på tørvejr senere, men ... en mand i receptionen fortalte mig at det ville regne de næste 2-3 dage! Nu må vi se - det er en af den slags ting man bare må tage som det kommer. Lige nu er vi vældig indstillet på regnvejs aktiviteter: Vi læser, drikker kaffe, læser om den nye regering,(hvor bliver det spændende at følge deres arbejde)tjekker facebook, blunder lidt, har planer om massage senere og sidst men ikke mindst: Vi skal til HOT YOGA! Jeg glæder mig helt vildt! K har udfordret sig selv og har planer om at gå med hver dag i mens vi er her - jeg håber at det holder! Jeg husker tydeligt hvor øm jeg var i kroppen første gang jeg havde gennemført 90 minutters hårdt og krævende hotyoga ... men jeg husker også velværet og nydelsen. Det er kun en uge siden vi løb Berlin marathon, så der er nok af ømme muskler der skal strækkes ud. Jeg har ikke lavet yoga de sidste 4-5 måneder. Det har bare ikke kunne passes ind i mellem arbejde, marathon træning og diverse andre aktiviteter - men jeg savner det og vil nyde det her i det Thailandske.

Nu er der dømt besøg hos de lokale massage kvinder, så jeg må skrive videre senere!