Lykke - må jeg godt det?

Forleden dag sad min datter og bladrede billderne i min Iphone igennem. Mest billeder af vore hverdagsliv - jeg har f.eks. rigtig svært ved ikke at fotograferer det skønne mad  K laver til mig. Der er billeder fra vores gåture med Hugo, efterår på volden, af begge unger, venner og familie og selvfølgelig fra vores rejser og meget mere. Så sagde tøsebarnet:  "Jeg tror I går og har et rigtig godt liv, dig og far." Og fortsættelsen var: "Det betyder bare så meget for mig."
Det vækkede nogle helt særlige følelser i mig .. Hun har mange udfordringer, ting hun slås med og det er ikke hver dag hendes liv er så enkelt som det skulle være. At være vidne til hendes livtag med livet og den smerte det nogen gange er forbundet med, har ofte fået mig til at sætte spørgsmålstegn ved min egen ret til at være lykkelig - hva er jeg for en mor der føler lykke, når mit barn kæmper.
Det har været mærkeligt for mig at opleve at det rent faktisk kan være sådan, hvis jeg giver mig selv lov. Hendes lykke ligger mig SÅ meget på sinde og jeg vil, som de fleste andre forældre, gå gennem ild og vand for hende. På trods af det, har jeg efterehånden fundet ud af, at jeg har mere at tilbyde både min datter og resten af verden, hvis jeg accepterer at min sindstilstand ikke kan/må være bundet op på andre menneskers sindstilstand ... ikke engang min datters. At jeg godt kan løsrive mig, gøre gode ting for mig uden at føle dårlig samvittighed. Jeg er i høj grad afhængig af eks. de pauser jeg giver mig selv - eks. yoga og meditation. Hvis jeg giver mig selv lov, bliver min lykke i mindre grad forbundet med eks. min datters sindstilstand. Det ændrer dog ikke ved, at jeg stadig af og til mærke dårlig samvittighed over at være tilfreds, glad ... lykkelig, når hun har ondt. Derfor er det helt vildt at høre hende sige, at det betyder meget for hende at vi, hendes nærmeste har det godt - at det måske lige frem giver hende en oplevelse af tryg base at vide at hun ikke skal bekymre sig for os ... Sådan har jeg ikke tænkt det før. Det var dejligt at høre hende sige det... Tak for det min tøs!

Kill yourself...

Dejlig eftermiddagsyoga: "Kill yourself in here" bliver der sagt som en del af dialogen i Bikram yoga og min opfattelse af disse ord, har til i dag været: "gi alt hvad du har i dig, hold ikke tilbage, brænd igennem" eller direkte oversat "Dræb dig selv" I dag gik det op for mig at det handler om noget andet og mere end det, tror jeg - måske skal det forstås: "Dræb dit selv".
Lad egoet smelte væk, vær med det som er. Concentrate, meditate ...Luk ned for den konstante sammenligner som taler i baghoved, den indre dialog. Dommeren: "Okay, det gjorde jeg da meget godt, hun(hende på nabomåtten)gjorde det bedre/værre end mig" eller "Jeg duer ikke, sikken en skod balance jeg har i dag" eller ... på de værste dage:"Hvis hun kan stå i top og bar mave ... så ku jeg måske også"
Vær til stede, mød dig selv i lokalet - Kill yourself in here ... dræb dit lille ego og mød i stedet the devine in you!
Åhhh, jeg har meget at lære endnu ...og jeg elsker det.

Namaste

Hugo og hans bold

Nærhed

Alle kvinder jeg har mødt, som har fået børn, kan uanset hvor gamle der er blevet og hvor mange år det er siden miraklet skete, genfortælle deres fødselsforløb, deres tanker og følelser som om det skete i går - sådan er det også for mig. Jeg husker det øjeblik hvor jeg bliv alene med min nyfødte datter for første gang. Vi var stadig på fødestuen, vidunderet lå i den lille plastikbalje af en hospitalsvugge, med store, åbne, mørke øjne og kiggede .. på mig. Jeg havde aldrig, A.L.D.R.i.G tidligere i mit unge liv oplevet den storm af følelse der fyldte hver en tomme af min krop og sjæl, og den voldsomhed hvormed de hev og sled i mig. Kærlighed og ansvar - ansvar og kærlighed. Dette lille væsen var mit ansvar og jeg var så benovet og overvældet over at "nogen" virkelig havde betroet mig denne opgave. Jeg havde følelsen af at der havde været noget guddommeligt ind over, som gjorde at dette lille menneskebarn var landet i mine arme. Det var en meget stærk følelse, og jeg mærkede hvordan ur gamle instinkter vågnede i mig.
Jeg løftede den lille vågne pige op i mine arme. Jeg snusede til hende, rettede de små fingre ud, beundrede små fine øre og jeg hviskede løfter om at passe på hende og vise hende verden. Jeg lovede hende at gøre mig umage. Vi knyttede bånd, hende og jeg, stærke bånd der stadig binder os sammen her, næsten 23 år efter.
I nat havde hun brug for at sove ved siden af mig, og det glæder mit hjerte at jeg stadig repræsenterer tryg base og at hun finder hen til mig når der er brug for det. Til morgen har jeg ligget og kigget på hende i mens hun sov. I takt med at morgenlyset trængte ind, kunne jeg skelne hendes træk.Det vækker stadig stærke følelser i mig, følelser så stærke som den dag hvor vi var alene for første gang. Ansvar og kærlighed - kærlighed og ansvar. Nu kæmper hun selv med ansvaret(som man nu engang gør i livet, med de tusindvis af udfordringer, valg og beslutninger man møder) og jeg kæmper med at give slip.
Jeg tænker på det løfte jeg gav hende for så mange år siden, da hendes liv netop var begyndt - løftet om at gøre mig umage. Den salgs løfter kan ikke vejes, men det er unikt og er givet for livet - mit liv og hendes!

En sommerdag med mine unger tilbage i 2003 ... begge børn endnu med barnlige, bløde ansigter og lige til at spise.

Og sommeren året efter ... Jeg elsker at være mor.

Stilhed og hygge

Rent arbejdsmæssigt blev dagen ikke helt som planlagt. Der blev ikke de pauser jeg havde svoret at jeg ville indlægge, men det har været en god dag med fokus på relationer mere end resultater!
Vel hjemme igen efter endt arbejdsdag, har jeg fået sat tempoet ned. Min søn og jeg har gået en lang tur med Hugohund, medbringende klamme kødboller som er noget af det ypperste som Hugo ved. Med dem har vi lavet sporleg til den store guldmedalje. Vi har absolut ingen ambisioner på vores hunds vegne og er faktisk ligeglade med om han kan lugte sig frem til noget som helst, men ... han er et natur talent og det er den absolut bedste måde at køre ham træt. Han gir sig fuldt ud og er fuldstændig tabt for omverden i mens han styrer rundt efter sin snude. Når vi kommer hjem efter sådan en tur, vælter han om på måtten og sover dyb Tornerose søvn.

Fra i sommers da Hugo kun var en lille bitte pelspølse - smelter mig totalt!

Jeg har fravalgt yoga i dag fordi mit hoved stadig gør alt for ondt. Det er super ærgeligt og jeg savner det VILDT, men jeg føler mig alt for sløj. Jeg har derimod lavet ingen ting. Jeg har bare slappet af, små snakket lidt med min søn som ligger i sofaen og læser anatomi, fysiologi mv. og ladet vasketøj og hundehårende i alle hjørnerne passe sig selv.
Det vildeste det kan blive til er, at jeg nu vil skrue mig selv op så jeg kan gå ud og producerer nogle pizzaer..

Når forudfattede meninger og kategoriseringer må vige pladsen...

I dag fik jeg en lektion i hvor meget forudfattede meninger omkring omverden, er styrende for hvordan vi møder verden og hvilke forventninger vi har til andre mennesker. Tak for det!
Et møde med en medarbejder gruppe som jeg havde forudset ville blive et møde med modstand, udviklede sig til et dejligt, positivt, konstruktivt og udbytterigt møde. Jeg oplevede en medarbejdergruppe som i løbet af ganske kort tid, ved fælles hjælp fik udarbejdet helt nye og kreative ideer til hvordan de skulle gribe deres arbejdsopgave an og hvordan de kunne strukturerer sig. De lyttede til hinanden og der var en fælles vilje til ikke at definerer problemer, men i stedet italesætte udfordringer.
Der var lyst til at lytte til hinanden og også give plads til forbehold.Jeg sad der med mine medbragte regneark som jeg havde forberedt hjemmefra så jeg var klar til sort på hvidt at kunne vise dem ....bla, bla. bla. De kom ikke i betragtning - denne medarbejder gruppe var optaget af at finde løsninger og så betød tal og bundlinje ikke ret meget. På den time vi havde sat af til mødet, nåede de at finde en kreativ løsning med høj faglighed, på den situation vi skulle løse. De fik uddelegeret de arbejdsopgaaver der opsod i kølvandet på forandringen og tog sig også tid til at få aftalt hvordan de ville følge op på de nye aftaler.
Jeg kunne næsten ikke få armene ned af lutter begejstring. Det var sådan en dejlig oplevelse, at se hvordan min forudfattede mening om denne gruppe og den dynamik der var i mellem dem, langsomt splindredes og åbnede mit udsyn op. I dag oplevede jeg deres venlighed og deres vilje til at ville bidrage. Der kom en revne i den afstand der tidligere har været i mellem os. Selvom jeg aldrig har været i tvivl om denne medarbejdergruppes høje faglighed, så fik jeg i dag anledning til også at opleve deres kompetancer i forhold til samarbejde og kommunikation - der kom mange flere farverog nuancer på vores indbyrdes relation i dag ...

Betændelse blir hængende ...

Sådan en omgang betændelse i knolden, er ikke lige sådan at komme af med. Altså, jeg har det da bedre, men jeg har hovedpine hele tiden og føler mig små sløj ... det passer mig ikke ret godt! Kombineret med en 13 timers arbejdsdag, en kalender fyldt med møder forskellige steder i byen og ret høje krav om at være fremme i skoene, være på og komme ud over rampen ... Jeg føler mig slidt!
I morgen bliver nødt til at være helt anderledes. Jeg vil insisterer på pauser, nærhed og vejr der skal trækkes helt ned i maven - hvis det så oven i købet kan kombineres med yoga(og det er der gode udsigter til) så har dagen god udsigter til at blive en helt del mere tilfredsstillende end i dag.

Her sad jeg i timevis i foråret og kiggede ud over havet, mediterede og fandt ro. Min egen private klippe...

Her er udsigten fra min klippe...

Dejligt sted at drømme sig tilbage til på dage fyldt med aftaler, møder, transport, aftaler, møder og transport ...

Godnat.

Workshop

Jeg kom på workshop og jeg nød det åndeløst fra først til sidst. I lobbyen var der anrettet lækker buffet med nødder,mandler, dadler, frugt og te som kunne medbringes i yogalokalet. Det var fantastisk at gå ind i lokalet og se folk sidde på deres måtter med notesbøger og kuglepenne klar til at notere præcis det som var vigtigt for dem at huske. Der var en helt anden atmosfære i rummet end der plejer, Normalt er der meget "rent". Folk medbringer kun deres måtte, håndklæde og vanddunk. I dag var det lidt som at gå ind i et klasse lokale hvor et fodboldhold har sovet imens de er på lejer - forstået på aller bedste måde. Folk havde slået sig ned og gjort sig det behageligt.
Ejeren af Birkram Cph. Trine, gennemgik alle øvelserne, en efter en. Hun fortalte hvad man skulle have opmærksomhed på, vi udførte øvelsen og det var muligt at stille spørgsmål - og der blev stillet mange spørgsmål og øvelserne blev vist imens Trine rettede og forklarede. De fleste af de lærer der underviser derinde, deltog i workshoppen så der var mange der kunne bruges til at demonstrerer øvelserne.
I virkeligheden blev jeg nok klar over hvor mange ting jeg troede jeg havde styr på, og som jeg gør helt forkert, men jeg har fået rigtig meget viden med mig som jeg kan tage med mig i min træning ... jeg er vild med det!
Efter de 3 timers gennemgang af øvelserne, var der en kort pause inden vi skulle lave 2 timers hot yoga hvor der rigtig ville være mulighed for at afprøve alt det nylærte. Jeg valgte at gå i bad og tage hjem for ikke at drive rovdrift på en syg krop. Nu er K lige kommet hjem fuldstændig høj over helheden, men i sær den sidste del som havde været været helt fantastisk - 40 mennesker som lavede yoga som 1 i fuldstændig flow ... åh, jeg ville gerne have været med! Jeg minder mig selv om hvor dumt det er af mig, at sætte fokus på det jeg ikke fik istedet for at glæde mig over det jeg fik ... men jeg kan mærke at det svier lidt.
Når det så er sagt, må jeg lige nævne hvor fantastisk det er at K og jeg kan gå sammen til yoga. At vi kan bruge en søndag på yogawork shop med fordybelse, urtete og nødder - at vi begge to er der hvor det gir mening. Det glæder mig af hele mit hjerte ...

Namaste       

Helbred - Workshop

Medikamenter i rigelige menter: Næse spray, lindrende spray til halsen, antibiotik, pain killer og damp med kogende vand og diverse helbredende dråber. En god nats søvn og ønsker om god bedring fra nær og fjern ... nu synes jeg faktisk at det begynder at vende. I morges vågnede jeg op og følte mig meget bedre tilpas end jeg har gjort længe. Mit hoved føles næsten normalt ... måske aner jeg en lille hovedpine rest i baggrunden, men jeg er bevæbnet med piller der slår den slags ned!!
Jeg har besluttet mig til at tage med til workshop i Bikram Cph. i dag. hvorvidt det er et smart træk i forhold til mit helbred eller ej, kan jeg ikke helt vurderer, men jeg ønsker virkelig at deltage.
Jeg har efterhånden gået til Bikram et godt stykke tid nu, hvis man lægger mine små perioder i både Dk. og Thailand sammen. Jeg har overrasket mig selv ved at være forholdsvis smidig. Flere af øvelserne er forholdsvist lette for mig at lave, hvilket har været en rigtig stor glæde for mig at opleve. Hvori mod andre øvelser er en kæmpe udfordring - nogle dage er balanceøvelserne skønne og dejlige og andre dage vælter jeg rundt på måtten.
Yoga er meget andet end bare udførelse af de fysiske øvelser, og jeg har SÅ meget at lære endnu. Yoga handler ikke kun om at kunne udføre øvelserne - yoga er i virkeligheden mere et værktøj som skal hjælpe dig til ...
Oprindeligt har det været en måde at gøre kroppen i stand til at kunne fordybe sig i meditation i timevis. Men selve yogaen er meditativ i sig selv.
I Bikram yoga siger læren den sammen dialog til hver eneste time, overalt i verden - Bikrams dialog. Det giver dig mulighed for at synke ind i dialogen, forsvinde i ordene, slå hjernen fra, men det er bestemt en udfordring. En udfordring ikke at overgive sig til sin egen lidelse: "Åhh det er hårdt, det her. Av, det gør ondt. Bare vi snart var færdige. Åhh, jeg er tørstig!" ( Helt galt fokus ... men jeg er nok ikke den eneste der oplever det)
Dit åndedræt er endnu et fokus punkt. En del af dialogen forklarer hvordan man skal trække vejret igennem næsen, og holde munden lukket.  Det lægges der stor vægt på - og jeg ved det jo godt,  men de første mange gange jeg var til Bikram

yoga kørte der en sætning i mit hoved: "Det kan i sagtens sige!!! Det er jo umuligt!" Når hjerte rytmen stiger, åbner jeg munden og gisper som en dum fisk. De sidste mange gange jeg har været der inde, har jeg holdt fokus på åndedrættet og det har givet kæmpe bonus. Det hjælper til at sænke hjerterytmen igen, men åhhhh det er svært.
Jeg tager til workshop i dag. Jeg har tusinde spørgsmål som jeg helt sikkert ikke får stillet, men jeg VED at jeg vil få kæmpe udbytte af at lytte til gennemgangen af de 26 fysiske øvelser og de 2 åndedrætsøvelser. Bitte små justeringer, opmærksomhed på hvor jeg skal lægge fokus i hver enkel øvelse ... Jeg glæder mig!

Namaste

Betændelse hist og pist.

Når man er syg, så skal man mærke hvordanman langsomt får det bedre dag for dag. Man skal mærke hvordan man begynder at overveje om dette er den sidste sygedag. Om verden snart kan regne med én igen.
Sådan har det bare ikke været denne gang. Min hals er blevet bedre, men jeg har følt mig mere og mere elendigt tilpas. Mit hoved dunker, jeg har ondt i tænderne og jeg er T.R.Æ.T. hele tiden. Meget mod min vilje kørte jeg, hvad jeg tænkte ville være "et smut" forbi vagtlægen og mødte det halve af storkøbenhavns indbyggere, småklynkende, hostende og snottet.  Jeg ventede 1 time og 10 minutter førend det blev min tur. Diagnose: Pande/kæbe/Bihulebetændelse. Meget heldig at jeg tog mig sammen og kørte derud - nu er jeg tilbage i mit hjørne i sofaen og venter på at medikamenterne virker. Og de har bare at virke hurtigt. Alt det der med at accepterer tingenes tilstand, at være med hvad der nu engang er i det givne øjeblik ... det må altså vente til en anden gang. Jeg er tilmeldt worshop i Bikram Cph. i morgen ... og jeg har G.L.Æ.D.E.T. mit SÅ meget til at fordybe mig, at få forklaret, at kunne spørge inde til ... men realistisk set er oddsene nok ikke for gode ... men jeg har ikke opgivet endnu. Måske sker der mirakler med mit helbred i nat! Jeg krydser fingre.

Betty - en farmor

I disse dage taler vi om bedstemødre eller retter bedstemor magi. Det er måske nok mest mig som er optaget af emnet, men K er nem at lokke - hans ansigt lyser op og bliver blødt når talen falder på Farmor Betty: "Farmor lærte mig at cykle" og "Farmor lavede alting selv, helt fra bunden"

Betty var en kvinde som holdt sammen på familien, en stærk kvinde som blev stærkere når folk omkring hende faldt og der var brug for at finde de hengemte ressourcer frem. Betty og hendes mand Villy, gik konkurs med et vognmandsfirma - det knækkede næsten Villy. Sorgen over at miste sit livsværk, skammen over ikke at kunne betale penge tilbage som de skyldte, penge til dem som mødte op ved det lille Husmandssted og krævede at få hvad de havde tilgode.

Villy gemte sig væk, trak sig fra verden og Betty stod med ansvaret for at holde skindet på næsen og kreditorerne fra livet. De havde absolut ingen penge, men som K siger, så kunne hun virkelig alting. Hun udnyttede hver en lille plet på grunden der hørte til det lille husmandssted. Hun dyrkede grønsager, udnyttede høsten fra de mange frugt træer og bærbuske og bagerst i haven holdt hun høns og ænder, og hun havde bistader der forsynede familien med dejlig frisk honning. Kun på et meget lille stykke jord var der blomster, både stauder og blandede sommerblomster. Betty mente ikke man kunne ødsle for store arealer af haven væk, på noget som ikke bidrog til husholdningen.

Betty bagte hver dag. Hun bagte både rugbrød og franskbrød, og hun havde sine egne helt bestemte regler: Ingen spiste franskbrød, førend man havde spist en skive rugbrød - alle, både børn og voksne, skulle lægge bunden og grundlaget for en god og sund dag, ved først at gnave sig igennem Bettys hjemmebagte rugbrød. Ingen skulle sidde og spise sig mæt i hendes franskbrød. Jeg synes ikke det lyder som en straf, og sådan husker K det heller ikke. Der var både hjemmelavet syltetøj i flere varianter og honning fra bierne i haven til at putte på brødet.Herudover blev der også serveret æg - hun forstod sig vist på sundhed, hende Betty.

Da K var omkring 4 år, blev hans mor og far skilt. Betty var ikke imponeret over hvordan de unge forældre taklede deres søns behov, og hun foreslog derfor at de afleverede K til hende, indtil der var faldet lidt mere ro over situationen. K boede hos sin farmor og farfar i 3 måneder - det var i denne periode at hun lærte ham at cykle. Der var ikke så meget føleri med Bette, hun spændte ikke en stang bag på cyklen så hun kunne løbe ved siden af sit barnebarn. Nej, Betty mente at livet nu engang giver de knubs som livet giver, så det var bare om at komme op på cyklen og ud over stepperne. Hvis man faldt, ku man rejse sig igen.

K husker disse tre sommer måneder som fuldståndig fantastiske og idyliske. Han gik rundt i hælene på Betty og hjalp hende med at plukke bær, at luge, lufte dyner - alt hvad en travl husmandskone nu fik tiden til at gå med. Han "svømmede" i en stor orange plasbalje(det har vi bileder af) Han kan huske den dejlige trykke fornemmelse af at blive taget op af vandet, puttet i et stort groft frote håndklæde og sidde på skødet og få læst historie. Betty var af den overbevisning, at alle skal bidrage til fællesskabet og til trods for at K var lillemanden, fik også han en fast daglig opgave. Hver morgen blev han sendt ud over marken med ne lille metalspand han skulle op på nabogården og hente mælk - K mindes at spanden var tung på vejen hjem, men han husker også stoltheden over at kunne bidrage og at have en opgave der var hans. 
Når dagen var til enden blev K badet og puttet i seng - at dynerne på Husmandsstedet, var kæmpe store og meget tunge - en lille fyr blev hvor han var lagt, når først dynen blev puttet over.

K´s forældre skiftedes til at komme i weekenden. Det var Betty der lærte sin unge eks svigerdatter at lave mad, og herudover blev man sat i sving når man var overnattende gæst på Husmandstedet. Vi har billeder af en noget yngre udgave af mine svigerforældre, som graver i haven i ført arbejdstøj - det var ikke nogen badeferie. Vi har dog også billeder af hele familien samlet - Betty og Villy havde 4 børn og deraf følgende børnebørn. Så blev der lavet langbord i haven og grillet og hygget.

Betty døde da K var 6 år gammel. Hun blev kun 56 år, slidt op af et arbejdsomt liv. Villy kunne slet ikke klare sig uden Betty. Han bad børnene lade ham være, han havde brug for tid for sig selv og kun 3 måneder efter at Betty var gået bort, fandt børnene Villy død, siddende i den stol der altid havde været Bettys.

At Betty døde så tidligt, var et stort tab for K. Jeg mindes hvordan han meget hurtigt efter at vi havde mødt hinanden, gav udtryk for, at han ville ønske at jeg kunne have mødt hans farmor. Bedstemor magien havde nået at virke, trods det at han kun nåede at have Betty i 6 år. Hun levet videre i K og har på sin måde haft en stor betydning for ham.

MITAKUYE OUASIN .... Alle mine slægtninge.

Kedeligt ... så kedeligt.

Man er jo bare en lille hvalp.

Hun sidder bare der i sofaen med snotklude og te.

Hun gidder ikke lege.
Jeg har vist hende alle mine fineste ting.

Min bedste bamse.

Mit fine nye tæppe.

Jeg keder mig...


Jeg må ikke have hoved på bordet eller i sofaen ...

...men hvad skal en lille hund dog gøre for at få opmærksomhed fra en slatten snothvalp der har slået sig ned i sofaen.

Det er kedeligt at være Hugo ... åhhh så kedeligt!

Min mormor

Min mormors pigenavn var Ingeborg Elisabeth Bang. Som barn elskede jeg at sige hendes navn, hviske det for mig selv, smage på det. Jeg syntes det var et meget fint og fornemt navn, et navn som fint kunne passe til en prinsesse. Jeg var i mit stille sind sikker på at det havde været lidt af et tab for hende, da hun blev gift og fik min morfars efternavn. Frederiksen. Det var ligsom ikke helt det samme at sige: Ingeborg Elisabeth Frederiksen. Når mormor tog telefonen sagde hun: "Snedkermester Frederiksen" Det undrede mig - det var jo ikke hende, men min morfar som var snedkermester. Hun kunne ikke se der var noget mærkeligt ved det, men forklarede mig at det var for kundernes skyld. De skulle ikke gerne tro, at de havde ringet forkert. Hun fortsatte med at sige "Snedkermester Frederiksen" resten af sit liv. Efter at morfar havde lukket butikken spurgte jeg hende hvorfor hun ikke holdt op med at præsenterer sig på den måde. Hun sagde at det var en vane, men jeg tror nu også det handlede om en lille smule stolthed over at være snedkermesterens kone.

Mormor var fra landet. Hun sagde: "Vi skal bort" når de skulle i byen og besøge nogen.Når de fik gæster sagde hun: "Der kommer fremmede"

Hun var lidt af en forvandling kugle, min mormor. Hun havde tøj til en hver lejlighed. Dels havde hun en sommer og en vintergarderobe, og så havde hun udpræget hverdagtøj, arbejdstøj, tøj til at gå i haven og selskabstøj. Jeg tror ikke at jeg som barn tænkte så meget over om hun var smuk, hvilket hun var, men jeg var dybt fascineret over hendes evne til at forvandle sig. Jeg syntes virkelig at hun var fin, når hun gjorde sig fin. I sine unge dage havde hun langt, kraftigt, mørkt bølget hår der som årene gik kun ændrede farve til smuk sølv, men beholdte sin volumen Når hun havde gjort sig i stand, var der én ting som aldrig missede: Hendes perlebesatte spænde, som holdt det kraftige hår på plads. Åhhh, jeg syntes det var fint og passede så flot til Ingeborg Elisabeth Bang - spændet ligger i dag i min skattekiste. Da jeg arvede det, og pludselig stod med det i hånden, blev jeg overrasket over hvor simpelt et smykke det i virkeligheden var. Det var bare et billigt spænde, som på mormor lignede en hel million - set gennem barnebarnets kærlige øjne.

Mormor må have passet mig hundredevis af gange, så min mor og far kunne passe deres arbejde trods det at jeg ofte var syg. Hun kom cyklende tidligt om morgnen. Hvis jeg havde det nogenlunde, så stod jeg bag det lange gardin, ved havedøren i spisestuen og spejdede ned af vejen for hurtigst muligt at få øje på hende. "Nu kommer hun, nu kommer hun" råbte jeg og min mor sagde som oftest "Åhh, det var godt, så kan vi nå en kop kaffe inden jeg kører"
Andre gange lå jeg på sofaen i stuen hvor der var redt op til mig, for syg og for slatten til at holde øje med mormor. Når hun havde fået hængt overtøjet , kom hun ind til mig, mærkede mig på panden og sagde: "Nu skal jeg lige have en tår kaffe, så skal vi to læse en historie" Hun har læst uendelig mange historier for mig. Hvis blot der var en kaffetår til at smøre stemmebåndet med undervejs, så var hun utrættelig. Hun var i sær begejstret for "Alle vi børn i Bulderby" - hun syntes at det var sådan nogle søde børn,og når min bror og jeg af og til skændes, så sagde hun: "I skulle tage og behandle hinanden lige så pænt som de flinke børn i Bulderby!" Så ku vi tage den, ku vi!

At besøge mormor, var som at komme hjem - ikke hjem til mig selv, men hjem til tid, ro og varme. Det var som om at tiden stod stille. Som om det altid var sommer. At insekterne summede, at fuglene kvidrede, at solen skinnede, at mormor trak i træskoene og gik i haven for at samle bær, serverede jordbærgrød med rigtig fløde. Der var også oseaner af lange eftermiddage med mig i læder øreklapstolen i hjørnet af stuen og mormor der lærte mig at strikke. Mormor der stoppede strømper, klippede mønstre ud, syede fine kjoler - hun opbevarede sine knapnåle i mellem læberne i mens hun arbejdede og jeg holdt vejret af skræk for at hun skulle sluge dem. Hun syntes jeg havde virkelig gode øjne når jeg kravlede rundt under spisebordet og fandt alle de knapnåle som hun havde tabt - hun gav mig følelsen af at være virkelig vigtig og at jeg nærmest havde afværget en katastrofe, ved hjælp af mine stærke, gode øjne.

Mormor ku alting. Hendes hænder har frembragt i hundredevis af lune sokker, varme trøjer, smukker sommertoppe, fine kjoler enten strikket, hæglet eller syet. - først til mig og mine dukker og senere hen også til mine børn.

Hun tryllede i køkkenet. Fulgte med i de sidste nye strømninger og kreerede modernede måltider til hele familien. I årevis stod mormor helt alene for at arrangerer julefrokost for sine 3 børn, svigerbørn, 6 børnebørn og efterfølgende oldebørn. Det var lige meget om vi var 15 eller 30, om mormor var 50 eller 80: Alt var hjemmelavet - Hjemmepanerede fiskefil letter, røde og hvide sild, karrysild, kogte halve æg og karrysalat, lune retter: Frikadeller med syltede agurker og rødkål, mørbradbøffer med bløde løg og champignon, ribbensteg, sylte med sennep og rødbede og sidst men ikke mindst hjemmelavet leverpostej med sprød bacon og champignon Afslutningsvis var der altid ostebord med frisk frugt ... Til kaffe var der hjemmelavet småkager i massevis og selvfølgelig konfekt.

Mormor blev aldrig taget med bukserne nede, selv når der kom uanmeldt gæster kunne hun fremtryllebåde det ene og det andet til kaffen.

Mormor var overskud og hjælpsomhed. I min barndom kom hun hjem og hjalp mor, når det var tid til hovedrengøring. Hold da op hvor der blev taget fat. Jeg ser billeder for mig, af mormor og mor med tørklæder om håret, gummihandsker og ærmerne smøget op - dyner i haven, møbler trukket ud, gardiner der snurede i vaskemaskinen og spande med stærke sager til at vaske af og vaske ned. Det var lidt af en plage, og samtidig meget fascinerende Både mor og mormor var af den overbevisning, at børn havde godt af at hjælpe til. Min bror og jeg skurede spisebordet og vores egne skriveborde med sæbespåner, vi bankede tæpperne der hang i haven med tæppebankeren og vi pustede ud sammen med dem, når det blev tid til en kaffetår.

Mormor levede med i vores liv. Hun lyttede, spurgte ind til og huskede. Hun kunne navnene på mine bedste venner, hun vidste hvilken lære der var elsket og hvilken der var frygtet.

Jeg vil bestemt ikke sige at hun havde et udpræget rummelig menneskesyn - politisk lå hun nok meget langt fra hvor jeg ligger i dag. Hun forstod ikke indvandringen, det gjorde hende nok utryg og jeg tror at hun ønskede et Danmark for danskere. Samtidig var hun udpræget rummelig i forhold til sine kære. Jeg oplevede virkelig at blive "Taget som den jeg var" Hun satte ikke mange krav. I mine helt unge år, hvor mange andre ting end samvær med mormor, trak i mig, mødte jeg hende en dag tilfældigt på gaden. Vi blev glade for at se hinanden og fandt et sted hvor vi kunne købe en kop kaffe. Da sagde hun til mig: "Du behøver ikke rende mig på dørene, men sørg for at vi ser hinanden ofte nok til at vi ikke bliver fremmed for hinanden" Det tog jeg til mig!

Mormor har været død i mange år nu. Dengang hun døde, da tænkte jeg at hun altid ville leve videre i hjerterne på alle os der elskede hende, men dengang var det kun ord. Jeg var ikke klar over at det kunne føles så virkeligt. Hun lever videre inden i mig, sammen med mig. Jeg tænker på hende ofte. Når jeg fremmaner billede af mormor for mit indre blik, kan jeg opleve den samme følelse af at "Komme hjem til ro, tryghed og varme" som jeg oplevede når jeg besøgte hende som barn. Jeg kan stadig på aller barnligste vis, bore min næse dybt ned i slumretæppet som hun har strikket, og føle mig dybt forbundet med hende. Jeg putter mig i tæppet når det står aller værst til.

Også i mine børn lever hun videre. De husker hende begge to tydeligt - mormor levede heldigvis længe nok til at de lærte hende rigtig godt at kende. De har billeder af på nethinden af Oldemor der vendte pandekager i luften, lavede kaffebakken klar når vi kom på besøg, stod i indkørslen og vinkede når vi tog afssted igen. Hver i sær kan de fortælle historier om hvad Oldemor betød og stadig betyder for dem.

En anden dag kan jeg fortælle historien om min mor, hendes datter, der i lighed med sin mor, kan alting, er hjælpsomheden selv og fuld af kærlighed til os alle sammen - en mere modernet udgave af mormor. En kvinde der også har gjort karrierer.

Der var magi ved min mormor. På en og samme gang var hun både meget virkelig, jordnær og hverdagsagtig med alle sine evner og gøremål og magisk fordi hun har så uendelig stor betydning for mig.

MITAKUYE OUASIN .... Alle mine slægtninge

Snothvalp

Jeg er syg. Hoved fuld af snot. Ondt i halsen. Tendens til selvmedlidenhed!
Både i går og i dag har jeg overbevist mig selv om at jeg ikke kunne blve helt væk fra arbejde. At min tilstedeværelse ved heholdsvis det ene og det andet møde, var af afgørende betydning ... og har derfor slubret piller i mig, tvunget mit luksuslegme ud af sengen, ud under bruseren og forsøgt at komme i tøjet inden at alting igen blev genemblødt af feber sved.
Og bliver folk så glade og taknemmelige over at man ikke har holdt sig væk? NEJ, selvfølgelig gør de ikke det! De ser bekymret på de blanke øjne og den skindende næse og spørg: "tror du det er noget der smitter?" SÅ ... nu kapitulerer jeg og bliver hjemme til jeg igen kan trække vejret uden at munden står åben og jeg kan synke andet end te uden smerter.
Ved siden af bunken af kleenex, mit tekrus og strepsiler, har jeg optemistisk lagt "TeoriU" - en ordentlig mobbe dreng om ledelsesteori- Jeg håber at få dykket ned i den ... men lige nu ligner bogstaverne på siderne mest tusindvis af myrer der myldrer rundt. Måske jeg bare skal lægge mig til at sove, eller ... måske sætte en hygge film på - det tror jeg!

Godnat

Små venlige overraskelser

Jeg er bestemt ikke morgen sur, men jeg er afgjort heller ikke typen som springer frisk ud af sengen og er i gang med det samme - jeg er vel nærmest bare sådan lidt morgen langsom. Jeg elsker at gi mig god tid, sidde længe over morgenmaden og mærke hvordan krop og sjæl langsomt vågner op. Jeg gør dog undtagelser, som nu i dag, hvor jeg står op kl. 4.45., springer i tøjet og sidder i bilen på vej mod min søns arbejdsplads inden kl. er 5.00. Alternativet er at han skal afsted hjemmefra kl. 4.00 og da det kun er meget sjældent at han møder så tidligt, så øser jeg min moder kærlighed ud over ham i disse situationer, og kørere ham.
Jeg plejer at køre hjem igen, men i dag kørte jeg direkte på arbejde. Jeg skal på konference i Jylland de kommende to dage og har masser af arbejde jeg gerne vil have for hånden, inden jeg tager afsted.
Ergo låste jeg mig ind på min arbejdsplads kl. 6.00 i morges. Jeg forventede at komme til mørke lokaler, men her var tændt lys og Hanne var igang med at gøre rent. Sådan er det jo for Hanne - hver dag er hun tidligt oppe og cykler rundt i mellem flere forskellige arbejdspladser og gør rent, inden folk møder ind. Jeg har mødt hende enkelte gange før og hun har aldrig ondt af sig selv på trods af hendes lidt "ensomme" arbejdssituation og det tidlige mødetidspunkt. Til gængæld har hun meget overskud og omtanke for andre: "Jamen Herregud, skal du nu møde så tidligt? Nu passer du på dig selv, ikk? Du må ikke arbejde for meget" osv.
Da vi havde taget afsked, gik jeg i køkkenet og satte kaffe over og pludselig kunne jeg høre at døren blev låst op igen. Det var Hanne der kom tilbage - hun havde været til bageren og hente "en basse til din morgen kaffe" Sikken en venlighed og omtanke for et andet menneske! Denne venlighed vil jeg tage med mig i dag - tænk hvor nemt vi kan gøre en lille, bitte, venlig forskel for et andet menneske... En basse som varmer!

Namaste

Weekend forkælelse

Denne weekend har forkælet mig og gjort godt. Lørdag morgen bød på tidlig løbetur i det smukkeste efterårsvejr - skoven strålede og jeg måtte næsten knibe mig i armen over så dejligt det føltes. Solen. Duftene.Lyden af bladene der knasede under mine fødder. Farverne. Vi havde stierne næsten helt for os selv. Vi mødte højest en enkelt tidlig morgen hunde lufter. Vi får klaret hele verdens situationen når vi løber - både verden lige for enden af hver vores næsetip med alt det nære, og det mere globale ... helheden som vi er en del af.

Over middag stod den på Bikram. Det var første gang jeg kunne følges med både søn og mand, og det er jo forunderligt at kunne dele dette. Vi har fuldstændig overgivet os alle tre, og det er svært lige nu at forestille sig at vi nogen sinde kan undvære det igen.
Jeg er begejstret for de dejlige rammer i studiet, for stemningen, for den "ramme lugt" når man træder ind i yoga salen(iøvrigt idendisk med lugten i salen i Thailand), men mest af alt er jeg ovenud taknemmelig over hvordan det får min krop til at føles og min sjæl til at slappe af. Efterhånden som jeg bliver mere og mere fortrolig med de 26 fysiske stillinger, frigiver det energi og overskud til at gå mere ind i den enkelte stilling, lade åndedrættet hjælpe mig til at komme dybere ind i strækket, til at fokuserer min opmærksomhed ... være til stede. Den ro jeg opnår her, tager jeg med mig når jeg går ud i verden igen og på den måde påvirker yogaen ikke kun krop og sjæl i den tid jeg afsætter til at dyrke yoga, men giver gavnlige effekt der strækker sig langt ud over dette ... jeg elsker det!

Også idag har jeg været til Bikram, og eftermiddagen er brugt sammen med min datter - hun strålede og har det godt. Hun slås med mange ting, men i dag strålede hun og jeg nød hvert sekund sammen med hende!

Nu sidder jeg i sofaen og lytter til stemmerne fra køkkenet, hvor K og søn laver aftensmad - eller udretter mirakler, lyder det som om de selv er overbeviste om!! Livet er gavmildt <3

Namaste.

Et glimt ...

Jeg elsker at bevæge mig rundt i verden som iagttager.
Som en usynlig tilskuer.
En betragter.
Jeg tuner mine sanser ind på en særlig frekvens.
En frekvens som opfanger hvert et sagt og usagt ord. Hver en antydning af drama på min vej. Blomstrende kærlighed. Indestængte følelser.
Hemmelige samtaler er det bedste. Jeg elsker at lytte til alle de ting folk tror de kan slippe afsted med at snakke om. Hemmeligt... i det offentlige rum.

En sommerdag fik jeg en helt unik lille luns.
Jeg trådte ind på "frk. Jensens fristelser" kl. 8.30.
Jeg købte en stor latte, forsynede mig i bunken af dameblade og satte mig ned ved bordet. Bordet ved siden af manden med den blå skjorte. Ikke så snart havde jeg sat mig førend han fik selskab af Morten. De udvekslede høfligheder og talte lidt om vejret. De fik serveret latte ved bordet og snakkede om, at de snart måtte stoppe med at bruge sukker i kaffen - de blev jo ikke yngre og det blev ikke nemmere at holde den slanke linje. Det sagde de ikke højt ... men jeg er sikker på at det lå i luften.
Snart fik manden i den blå skjorte taget mod til sig og fik ført samtalen ind på dagens emen. Grunden til at de var mødtes til morgen kaffe på den lille café.
Det viste sig at være et forretningsmøde og manden i den blå skjorte indledte:
"Morten , sidst vi var sammen fik du sået et lille frø i mig. Frøet har groet i mig siden og jeg syntes det var vigtigt at vi nåede at stikke hovederne sammen inden vi hver i sær tager på ferie."

Herefter fulgte en udveksling af ferieuger, feriesteder og udregning af hvornår de begge to måtte være tilbage i byen og hvorvidt de hver i sær regnede med om de kunne slippe afsted med at arbejde lidt i ferien eller om de kunne/ville/ønskede at holde helt fri. Jeg forsøgte virkelig at tune min radar helt ind, men jeg kunne ikke læse dem rigtigt: Ønskede de at holde fri eller lagde nogen mon pres på dem? En kæreste? En kone eller forpligtelser overfor børn ... Jeg syntes ikke jeg kunne bryde ind med min tvivl og jeg lod de to herre snakke uforstyret videre.

Vi skulle tilbage til frøet der var plantet i manden med den blå skjorte. Morten var helt klar over hvad han talte om og han gav sig uopfordret til at uddybe de ord som tidliger havde haft held til at så et frø i manden med den blå skjorte. Morten driver en virksomhed sammen med en partner som hedder Søren. Det er en ny virksomhed med højest et par år på bagen. Virksomheden oplever succes - mere succes end både Morten og Søren havde turde håbe på. De tog sig af salg af en slags og konsulent opgaver. De havde indtil nu benyttet sig af freelance medarbejdere, men alligevel havde medarbejderstaben udviklet sig. De var nået til et skelsættende punkt for deres virksomhed. De omsatte for 7 millioner om året og skulle nu beslutte sig for om de skulle vokse sig større eller kaste anker og forsøge at forblive status qua. Mortens kæreste var vist ikke så begejstret for mængden af hans arbejde. Måske var hun også lidt bekymret for ham. Morten og Søren havde erkendt at de skulle holde sig til det de hver i sær var gode til og det var i hvertfald ikke ledelse. Det duede de ikke til. De havde brug for hjælp og det var her manden med den blå skjorte kom ind i billede.

Her tog manden med den blå skjorte over. Han forstod hvad Morten prøvede og sige. Han ville gerne ridse op hvad han så af muligheder. Manden med den blå skjorte begyndte at tegne på en serviet. Han tegnede en kasse - en kompetence kasse hvori han fyldte alle de kompetencer som Morten var i bedidelse af. Manden med den blå skjorte brugte mange plusord, tillægsord og jeg blev sgu helt glad inden i over hvor godt han syntes om Morten. Jeg blev også klar over at det altså ikke var hvem som helst jeg sad ved siden af - det var sgu dygtige folk. Før Morten og jeg vidste af det, var der kommet flere kompetencekasser på servietten: En for Søren(også en dygtig fyr - ærgeligt at jeg ikke fik mødt ham) og en for manden med den blå skjorte. En rigtig stor kasse til manden med den blå skjorte. Morten fandt en blok frem fra tasken - der var slet ikke plads til alle de kompetencer på den lille serviet.

Jeg kunne tydelig mærke at Morten godt kunne li det han hørte, men han syntes også at han selv havde mange gode ting på hjertet. Han tænkte at manden med den blå skjorte skulle læne sig lidt tilbage og lytte lidt på ham.
En tid førte de paralel dialog - en dialog om vækst. Om samarbejde og om at gøre alt det man hver i sær er skide god til - de skiftedes til at pege ned på servietten: Et symbol for fermtidens samarbejde og for den synergi der skulle blomstre i mellem Morten, Søren og manden i den blå skjorte.
Manden med den blå skjorte ville gerne komme med et forslag: Han ville indgå i et samarbejde med en kontragt på 12 måneder. Efter 12 måneder ville det stå frit for Morten og Søren - havde han indfriet forventningerne kunne samarbejdet fortsætte. Dog betingede han sig: Ønsker I at fortsætte, så afgører jeg om det fortsat skal være som lønarbejder eller om jeg skal købe mig ind i firmaet - han nævnte obsioner og andre tekniske ting som jeg ikke kender til. Jeg kender dog til kropssprog og jeg kunne se at Morten ... ligsom landede på jorden igen. Følte sig på tynd is. Jeg tænker han næppe havde aftalt med Søren at han kunne sælge ud af firmaet...

Her begyndte Morten at røre uroligt på sig. Jeg tror også at manden i den blå skjorte ved noget om kropssprog, for han skyndte sig at sige: "Dette er jo blot mine indledende tanker - tingene kan gøres på flere måder..."

Tiden var ved at rende fra mig. Jeg har jo faktsik ikke noget at gøre kl. 8.30 en hverdagsmorgen på "frk. Jensens Fristelser" Min tid som iagttager var ved at være brugt op og min egen virkelighed kaldte. Jeg drak den sidste slurk af min latte. Lagde damebladet på plads og sagde henvendt til Morten og manden med den blå skjorte: "Det lyder rigtig spændende alt sammen - jeg ønsker jeg begge held og lykke"

Herefter forlod jeg cafén. Hvad der videre sker vil for altid være lukket land for mig. Jeg ved ikke om Morten og manden med den blå skjorte får holdt sig en ordenlig ferie - en ferie uden arbejde. Jeg ved ikke om samarbejdet bliver en realitet og jeg ved ikke engang hvad for en slags virksomhed Morten og Søren driver. Jeg får aldrig mødt Søren. Og jeg ved ikke om det lykkes for dem at stoppe med at putte sukker i deres kaffe. Der er meget mere jeg ikke ved end jeg ved.
Det gør ingen ting. Det er en del af konceptet. I 5 minutter, 10 minutter eller 20 minutter som idag bliver porten åbnet til andre menneskers liv. Som et glimt.
Jeg har ikke dårlig samvitighed. Synes ikke jeg er et dårligt menneske fordi jeg uhæmmet lytter til andre menneskers liv - altså den del der foregår i det offentlige rum. Jeg undrere mig måske over at det ikke er lykkedes for Morten eller manden med den blå skjorte at få sig et kontor hvor de kunne mødes og snakke om disse vigtige ting. Men måske kan de bare godt li den lille café. Den er også hyggelig og ligger centralt - lige ved togbanen!

Efterår

Hvor er jeg heldig - lige uden for min hovedør, der ligger vestvolden. Det er her jeg løber de fleste af mine træningsture og det er her jeg trasker lange ture med verdens sødeste laberador hvalp som - igen er jeg heldig - bor her hos os!

På småstierne kan han løbe frit omkring.

Han spurter op og ned ad bakkerne, snuser til alting og nyder friheden.

Lige nu er skovbunden dækket af smukke sprøde blade i gyldne nuancer ... det blir ikke smukkere og jeg elsker det!

Hvis jeg ku, så tog jeg denne rod under armen og med mig hjem - den er fantastisk smuk!

Mere, mere mere Bikram

Bikram yoga. 90 minutters ekstreme anstrengelser. 90 minutters udholdenhed. 90 minutters aktiv meditation. I varmen. I fugtigheden. Med sveden løbende ned i øjnene, ind i ørene, med høj puls og bankende hjerte. Lyden af lærens kværnende monolog: "Push, push, push .... luck your knee, luck your knee, luck your knee" Sidemanden lader tåre blande sig med sveden der løbe ned af hendes kinder - vi er lige der hvor vi er. Vi tager vores liv med ind i varmen og mange, mange dage gør det godt, løfter dig, viser nye veje, afdækker indre afkroge, ophobede spændinger ... og andre dage løfter det sløret for smerte du måske knap nok troede kunne bo i dit indre.... Det er stærkt vanedandende!!