6 måneder der fløj afsted

Siden jeg skrev sidst er der vel rundt regnet sket 1000 ting! Den væsentligeste, og samtidig den største årsag til at der ikke er blevet blogget, er at vi har købt et Getaway - det skønneste lille sted. Hyggeligt lille hus som K snart har sat i stand fra top til tå, i den skønneste natur kun 300 meter fra Sejerøbugten ... Vi elsker at være der! Og der er ingen netforbindelse og næsten ingen mobil kontakt - det er en sand dockingstation. VI lader op ude af kontakt med omverden. Efter blot et døgn på Overlykkelige Odden føler jeg mig så utrolig meget tilstede i egen krop og i langt større kontakt med hvad jeg vil, ønsker og har behov for. det har langt overstiget mine forventninger.

Påskefrokost hos Mor & Far

Som altid alt hvad hjertet kunne begære både af kulinariske lækkerheder og sødt og dejligt selskab <3

Sløj lille slambert

Stakkels Hugo er syg. Det har taget til siden i fredags og nu er han rigtig elendig. Han både kaster op og har tynd mave. Han render i haven konstant - det virker som om han hele tiden har en fornemmelse af at skulle  ... men det bliver ikke til så meget. Når han ikke spiser, kommer der heller ikke så meget den anden vej, men trangen er der. Har været oppe 4 gang i nat og lukke den lille stakkel ud. Han må en tur omkring dyrlægen i morgen, mit lille pus.

Har været ude og løbe en tidlig morgentur i den dalende sne. Jeg løber ikke ret godt for tiden. Min næse løber konstant og det følels som om jeg er ved at blive kvalt - synes ikke jeg har haft det sådan de andre vintre. Bortset fra det, var det en smuk tur og som altid i selvskab med min viking veninde - hendes forslag at vi løber kl. 8.00 søndag morgen. Jeg kunne nok godt overtales til at blive lidt længere under dynen, men hun er altid frisk og synes at ALT vejr er løbe vejr ... og det er det jo så, for jeg vil ikke være en kylling!

Jeg vil nu kaste mig over nogle mere huslige aktiviteter. Vores hus bærer i høj grad præg af at vi alle tre har susende travlt for tiden og farer ud og ind af døren, pakker en ny sportstaske ... vasketøj og nullermænd har fået overtaget, så jeg går til kamp.

I aften kommer min datter til aftensmad. Jeg ser ikke ser ikke så meget til hende for tiden og glæder mig som et lille barn. Hvis jeg er heldig får jeg også tid til et kaffevisit hos mine forældre - så vil dagen være fuldendt!

Lørdags afslutning

Var til en dejlig eftermiddags klasse. Lå længe og nød det varme rum inden yogaen gik i gang. Der er ikke to dage der er ens med Bikram yoga. Du kan forvente en ting og få noget ganske andet. Jeg nød det i dag, var tilstede ... men min balance var ... skod! Jeg øver mig virkelig i at acceptere at det er dagens betingelser, men jeg kan mærke at det tricker mine tanker: Hvorfor nu det? Hvad er der med balancen? Hvad er det et udtryk for ... tankerne kører og det er ikke de bedste betingelser. Mit lille ego kan faktisk IKKE HA at jeg vælter ud af balanceøvelserne som jeg plejer at kunne gennemfører! Jeg vil helst være god - er det ikke ....dumt! Nå, det ødelagde nu ikke oplevelsen. Det var fanstisk yoga uanset hvad og på bagerste række var K. Det er SÅ skønt at vi kan følges!

Da vi kom hjem duftede hele det lille hus af det lam K havde sat til at stå og langtids stege - kan godt nyde duften selvom jeg hverken spiser kød eller fisk. Jeg laver virkelig sjældent mad. Jeg er så top forkælet at K laver skøn mad til os alle uanset forskellige ønsker og behov- Se bare min vitale aftensmad:

En dejlig dag har ført mig til min hjørnekrog i sofaen ... ahhh!

Lykke - må jeg godt det?

Forleden dag sad min datter og bladrede billderne i min Iphone igennem. Mest billeder af vore hverdagsliv - jeg har f.eks. rigtig svært ved ikke at fotograferer det skønne mad  K laver til mig. Der er billeder fra vores gåture med Hugo, efterår på volden, af begge unger, venner og familie og selvfølgelig fra vores rejser og meget mere. Så sagde tøsebarnet:  "Jeg tror I går og har et rigtig godt liv, dig og far." Og fortsættelsen var: "Det betyder bare så meget for mig."
Det vækkede nogle helt særlige følelser i mig .. Hun har mange udfordringer, ting hun slås med og det er ikke hver dag hendes liv er så enkelt som det skulle være. At være vidne til hendes livtag med livet og den smerte det nogen gange er forbundet med, har ofte fået mig til at sætte spørgsmålstegn ved min egen ret til at være lykkelig - hva er jeg for en mor der føler lykke, når mit barn kæmper.
Det har været mærkeligt for mig at opleve at det rent faktisk kan være sådan, hvis jeg giver mig selv lov. Hendes lykke ligger mig SÅ meget på sinde og jeg vil, som de fleste andre forældre, gå gennem ild og vand for hende. På trods af det, har jeg efterehånden fundet ud af, at jeg har mere at tilbyde både min datter og resten af verden, hvis jeg accepterer at min sindstilstand ikke kan/må være bundet op på andre menneskers sindstilstand ... ikke engang min datters. At jeg godt kan løsrive mig, gøre gode ting for mig uden at føle dårlig samvittighed. Jeg er i høj grad afhængig af eks. de pauser jeg giver mig selv - eks. yoga og meditation. Hvis jeg giver mig selv lov, bliver min lykke i mindre grad forbundet med eks. min datters sindstilstand. Det ændrer dog ikke ved, at jeg stadig af og til mærke dårlig samvittighed over at være tilfreds, glad ... lykkelig, når hun har ondt. Derfor er det helt vildt at høre hende sige, at det betyder meget for hende at vi, hendes nærmeste har det godt - at det måske lige frem giver hende en oplevelse af tryg base at vide at hun ikke skal bekymre sig for os ... Sådan har jeg ikke tænkt det før. Det var dejligt at høre hende sige det... Tak for det min tøs!

Hugo og hans bold

Nærhed

Alle kvinder jeg har mødt, som har fået børn, kan uanset hvor gamle der er blevet og hvor mange år det er siden miraklet skete, genfortælle deres fødselsforløb, deres tanker og følelser som om det skete i går - sådan er det også for mig. Jeg husker det øjeblik hvor jeg bliv alene med min nyfødte datter for første gang. Vi var stadig på fødestuen, vidunderet lå i den lille plastikbalje af en hospitalsvugge, med store, åbne, mørke øjne og kiggede .. på mig. Jeg havde aldrig, A.L.D.R.i.G tidligere i mit unge liv oplevet den storm af følelse der fyldte hver en tomme af min krop og sjæl, og den voldsomhed hvormed de hev og sled i mig. Kærlighed og ansvar - ansvar og kærlighed. Dette lille væsen var mit ansvar og jeg var så benovet og overvældet over at "nogen" virkelig havde betroet mig denne opgave. Jeg havde følelsen af at der havde været noget guddommeligt ind over, som gjorde at dette lille menneskebarn var landet i mine arme. Det var en meget stærk følelse, og jeg mærkede hvordan ur gamle instinkter vågnede i mig.
Jeg løftede den lille vågne pige op i mine arme. Jeg snusede til hende, rettede de små fingre ud, beundrede små fine øre og jeg hviskede løfter om at passe på hende og vise hende verden. Jeg lovede hende at gøre mig umage. Vi knyttede bånd, hende og jeg, stærke bånd der stadig binder os sammen her, næsten 23 år efter.
I nat havde hun brug for at sove ved siden af mig, og det glæder mit hjerte at jeg stadig repræsenterer tryg base og at hun finder hen til mig når der er brug for det. Til morgen har jeg ligget og kigget på hende i mens hun sov. I takt med at morgenlyset trængte ind, kunne jeg skelne hendes træk.Det vækker stadig stærke følelser i mig, følelser så stærke som den dag hvor vi var alene for første gang. Ansvar og kærlighed - kærlighed og ansvar. Nu kæmper hun selv med ansvaret(som man nu engang gør i livet, med de tusindvis af udfordringer, valg og beslutninger man møder) og jeg kæmper med at give slip.
Jeg tænker på det løfte jeg gav hende for så mange år siden, da hendes liv netop var begyndt - løftet om at gøre mig umage. Den salgs løfter kan ikke vejes, men det er unikt og er givet for livet - mit liv og hendes!

En sommerdag med mine unger tilbage i 2003 ... begge børn endnu med barnlige, bløde ansigter og lige til at spise.

Og sommeren året efter ... Jeg elsker at være mor.

10TAL... med pil op ad.

Dagen har været lige til et 10 tal med pil op ad. Da jeg var færdig med dagens yoga, sad min store datter på bænken i solen udenfor og ventede på mig. Vi gik en tur omkring Fælledvej, handlede lidt i Ukrudt og fortsatte til Blågårdsgade hvor folk sad bænket side ved side og nød påskeferien, solen og en kold øl. Vi slog os ned på en café og hyggede os i mens vi betragtede livet omkring os, inden vi vendte næsen hjem til forstaden.

Til aften har vi fået lækker Indisk Allo gobi (nordindisk vegetar carryret) med hjemmelavede Bhajis -min mand er en super kok og jeg er fyldt af taknemlighed. Det er ikke sådan at jeg ikke kan lave mad, jeg er bare ikke så vild med det. Jeg bliver hektisk af det og usikker på hvordan jeg skal få de forskellige ting til at blive færdige på sammen tid ... måske en konsekvens af at det næsten aldrig er mig der er i køkkenet. Kun når K, som elsker at lave mad, er forhindret.

Billederne yder nok ikke retten fuld retfærdighed - men tag mit ord for det: Det var himmelsk!

K fik en kogebog med Indisk mad i julegave. Den har stået urørt hen i flere måneder, men efter vi er kommet hjem fra vores rejse hvor vi jo bla. var i Little India .... Maden der var eminent og vi er stærkt inspireret. Vi har snart spist os i gennem hele det vegetariske afsnit :-)

Som afrunding på dagen, skal der ses film. Jeg ved endnu ikke hvilken, men et gigantisk nyt digital fjernsyn har sneget sig ind i min stue og skal indvies med en film. Jeg anede ikke at vi på nogen måde manglede et fjernsyn - synes faktisk at var gamle fungerede fint, men ... det kunne ikke vise den kanal som viser FC Barcelona. Dette har åbenbart været et stort afsavn igennem længere tid, for en livslang fan - og det er nu løst! Jeg medgiver at der er god billede kvalitet, men helt ærlig: Det ku ikke betyde mindre, men vi skal jo være her alle sammen :-)

Parrat

Kufferten er pakket. Let og luftigt sommertøj er fundet frem fra skabets dyb, strøget og pakket ned i lige bunker ved siden af: længsels og frydefulde forventninger.



Weekenden er brugt til hygge og afslapning - kan allerede mærke at tempoet er på vej ned. Utrolig så søvnig jeg er, når jeg giver mig tid til at mærke efter. Når jeg ikke jager af sted for at udrette alverdens ting, men bare mærker efter. Der er noget at indhente, efter i ugevis at have ignoreret et hvert signal fra kroppen om at det hele gik for stærkt.



Jeg har været på cafe med først min søn og efterfølgende min datter. Må knibe mig selv i armen over hvor heldig jeg er - mine store unger VIL gerne mit selskab og jeg elsker det. Det er også blevet til hyggeligt selskab med min forældre som kiggede forbi og spiste sammen med os lørdag aften. Sidst men ikke mindst er jeg netop landet i sofaen efter at have været på spiseloppen med K og ungerne... lutter af hyggelige weekend aktiviteter som alle har givet mig mulighed for at suge til mig af den gode energi fra alle dem som betyder mest, inden jeg rejser ud i verden for en stund.




Ha det fantastisk derude...