Jeg laver ikke yoga mere.
Jeg løber næsten ikke.
Jeg går aldrig til spinning.
Tre ting som har fyldt i mit liv og skabt kvalitet. En rygskade har sat dagsordnen i et helt år nu. I starten blev jeg ved med at leve som jeg hele tiden havde gjort. Jeg blev ved at løbe - og krøb sammenbøjet rundt i flere dage efter ... altså til jeg gik ud og løb igen. Jeg gik stadig til Yoga. I det varme rum fortog smerterne sig, jeg følte mig mere smidig og kunne næsten være med til det hele - men jeg betalte prisen bagefter når kroppen blev kold igen. Jeg holdt også fast i spinning, men knap så vedholdende fordi det bare gjorde ondt under hele timen at sidde bøjet ind over styret-
Det var svært for mig at give slip. Jeg vaklede i mellem troen på at sport og motion var vejen til helbredelse af min ryg og så lyden af min underbevidsthed som viskede at jeg var nødt til at stoppe og give min ryg tid til at hele. Jeg har været til kiropraktor 20 gange, men orkede tilsidst ikke at blive ved med at blive brækket i. Jeg har været til japansk fingertryksmassage ... en fuldstændig vild oplevelse som har skabt forandring. Nu kryber jeg ikke rundt med konstante smerter, Jeg er blevet meget bevidst om hvordan jeg sidder, står og går og det almindelige liv leves med et minimum af smerter. Jeg er gået i gang med løb igen. Kun små korte ture 2-3 gange om ugen og ikke tilnærmelsesvis som det var engang ... men jeg får ondt bagefter, kan ikke rette mig ud og bliver mismodig og trist. Smerterne har forandret sig. De bliver ikke hængende som en konstant påmindelse, men aftager gradvist. Jeg har fået nogle værktøjer nu. En personlig pilates instruktør følger mig, justerer mig og laver ændringer i mit program. Der er ikke tale om pilates som giver mig tonede muskler(!) - vi har fat i bitte små muskelgrupper i min læn og i mit bækken. Jeg kan mærke at det hjælper mig og at jeg kan bruge øvelserne både forebyggende og når det gør ondt.
Det er jo ikke en voldsom forandring som lige med et har forandret mit liv - i hvertfald er min bevidsthed om omfanget af forandringen kommet snigende. Det er bare meget tydeligt for mig HVOR STOR en forandring det alligevel har gjort ved mit liv. Jeg har ikke opgivet håbet om at ryggen kommer til at fungerer normalt igen, men jeg har sgu øjeblikke hvor jeg tvivler ... og blir ked!
Oplever at rygproblemerne isolerer mig fra de mennesker jeg ´plejer at dele min fritid med - jeg er ikke længere en attraktiv løbemakker og selvom min søde veninde ofte bytter sin læbetur ud med en gåtur sammen med mig ... så skal hun jo stadig passe sin træning. Vi planlægger ikke storbyferie med indlagt marathon, selvom jeg er begyndt at sige til mig selv at jeg jo kan rejse med og heppe ...
Jeg vil helt klart imødese lidt positiv forandring for min ryg - jeg savner min aktive tilværelse selvom jeg tilfulde nyder alverdens andet som livet har at byde på. Tror det er det ufrivillige i mig som får mig til at opleve en barnlig følelse af snyd!
Jeg må arbejde på mit mindset.
