Da jeg var helt ung skete det ofte. Stort set hver måned. Da jeg blev lidt ældre, som i ung mor, sket det af og til og som årene er gået er det ligesom forsvundet - men ikke helt. En sjælden gang i mellem kan jeg blive noget så forbandet præmenestruel - forskellen på tidligere og nu, er bare at jeg er smertelig klar over hvordan det er fat og er ved at gå til i skam over min egen irritation. Det betyder dog desværre ikke at jeg nødvendigvis slipper særlig godt fra, ikke at lade det gå ud over mine omgivelser ... nok navnlig K, den stakkel!
Jeg forsøger virkelig at kontrollerer mig selv. Det er ikke sådan at jeg eks. råber højt af nogen eller skælder ud. Jeg føler mig bare meget sårbar og samtidig uretfærdigt behandlet sådan på et helt grundlæggende niveau ... af livet som sådan. Jeg ser pludselig mønstre i omgivelsernes opførsel, tillægger det betydning - og mens jeg gør det, føler jeg mig SÅ GAL PÅ DEN!!
Når jeg forsøger at kontrollerer det, kan jeg mærke hvordan jeg bliver afmålt, tilbageholdende, mindre gestikulerende, mindre snakkende, grinende. At jeg ikke reagerer som forventet på folk, at jeg ikke kan holde ud at nogen kommer for tæt på hverken fysisk eller følelsesmæssigt. I går var der én som, i arbejdsmæssig sammenhæng, takkede mig for en samtale vi havde haft. Fortalte mig at det havde været betydningsfuldt for hende og jeg kunne mærke at jeg nærmest frøs inden i og kun gav hende et afmålt svar - alt i mens min indre kommentator fortalte mig, hvilket forfærdeligt menneske jeg er ... det er svært at forklare, men noget så rart at sætte ord på og "sige" højt, kan jeg mærke. Næsten som at søge syndsforladelse.
Lige nu er jeg bange for at det skal vare hele julen og når jeg så har tænkt den tanke, så tænker jeg at frygten for det er forstærkende i sig selv.
Jeg bliver 45 år i næste måned. I de sidste par dage har jeg tænkt på hvornår overgangsalderen mon begynder og hvordan den mon vil påvirke mit sind. Jeg synes egentlig at selve ordet: Overgangsalder, er en smuk betegnelse for det der sker - at man bevæger sig fra en fase af livet til en anden, og jeg har tidligere (lidt højrøvet) tænkt at man sikkert også selv er (lidt)herrer over i hvor høj grad det påvirker en - at ens indstilling til overgangsalderen er betydningsfuld for hvordan det opleves. Når jeg så har det sådan som jeg har det i disse dage, hvor jeg nærmest føler mig besat af en ond dæmon som har overtaget styrringen og laver tanke kontrol ... så bliver jeg i tvivl!
Mit højeste juleønske lige nu,både for mig selv og for mine nærmeste, er i al beskedenhed at DET må gå væk. At jeg genfinder min balance og får fred, så jeg kan være mit sæd vagenlige fredelig jeg i julen og tiden der følger!
Ps. Ku godt bruge at nogen krydser fingre for mig og mit ønske...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar