I går tog vi den smukkeste afsked med en helt særlig mand, en mand vi i den grad ville ønske verden kunne have beholdt længe endnu.
Vi så ham ikke ofte, men han havde en særlig plads i vores, og i sær K´s liv. Hakikta var K´s onkel, idet han efter indiansk tradition havde adopteret K. Det skete i svedhytten efter en stærk, intens oplevelse hvor både K og Hakikta havde set det samme ... syn, den sammen vision. Da døren i svedhytten åbnede i mellem runderne, så Hakikta på K og sagde: "Fra dette øjeblik er du min nevø"
Personligt nåede jeg ikke at lære ham rigtigt at kende. Jeg har mødt ham en del gange, men egentlig kun haft fornøjelsen af at være sammen med ham en enkelt gang. På mig virekede han som en mand der besad en uudtømmelig kilde af visdom. En mand hvor man bare ønskede at lytte til det han havde på hjertet, en mand der kunne inspirerer og lukke mentale døre op.
Kapellet var fuld af mennesker - venner, familie, naboer, foreningsbekendte fra nær og fjern. Folk var rejst hertil fra USA for at tage afsked med deres kære ven, bror, onkel. Det var tydeligt at vi tog afsked med et menneske som i sit liv har haft en stor betydning for mange mennesker.
Den begravelse jeg oplevede i går, kan ikke sammenlignes med nogen anden begravelse jeg tidligere har oplevet. Den var så personlig og i den grad en festliggørelse af liv, i særdeleshed Hakiktas liv. Det var så smukt og har afsat et kæmpe indtryk hos mig.
Der blev sunget særlige indianske sange, påkaldte ånder, fortalt om Hakiktas opvækst og liv - et liv der har ført ham vidt omkring. Som 10 årig blev han sat på katolsk kostskole, fik klippet sit lange hår af, blev nægtet at tale sit eget sprog, sultet og slået ... det er så svært at forstå og accepterer den måde indianerne er blevet ydmyget og trampet på af deres eget land, et land han endog blev sendt i krig for. Han overlevede Vietnam, men fik som alle andre der er involveret i krig, ar på både krop og sjæl.
Kærligheden førte ham til Danmark og her levede han de sidste godt 20 år, sammen med sin danske kone.
I går blev der festet for ham til hans begravelse. En trommegruppe spillede, der blev danset af af en danser i smuk indiansk dragt til ære for Hakikta.
I en pause blev der lavet tobaco ties - små bitte stofposer med tobak i. For hver pose du laver, lægger du en bøn eller en tanke i og posen lukkes med en knude. Poserne laves i kulørt bomuldsstof og bindes på en snor. Da alle havde produceret de toboco ties de ønskede, gik vi en efter en op og lagde dem på kisten. Den hvide kiste var fyldt med små poser i gult, blådt, grønt og rødt som hver i sær symboliserede alle de mange bønner, tanker og minder der blev sendt afsted til Hakikta.
Alle der havde noget på hjertet kunne komme til orde - mange rejste sig og fortalte deres anekdote, deres minde og om deres følelser.
Kisten blev båret ud til lyden af en sækkepibe der spillede Amazing grace.
I dag sidder oplevelsen stærkt i os og vi sender alle gode tanker, ønsker og bønner afsted til Hakiktas kone som står foran en ufattelig svær tid.
MITAKUYE OUASIN
