fredag den 30. december 2011
Av min ryg!
Ligger på sofaen og ømmer mig. Jeg har været til kiropraktor og blevet brækket i alle ender og kanter. Har gået med en låst ryg i et par uger - havde egentlig bildt mig selv ind at yogaen ville være det der skulle til for at få bugt med det .. men det er kun blevet værre. Må desværre nok springe yogaen over i dag pga. smerter. Jeg har ellers nydt at være der hver dag og havde svoret at jeg ville blive ved med det lige indtil arbejdet med sikkerhed sætter en stopper for den ihærdighed. Jeg er sikker på jeg er på benen igen i morgen og vil være at finde på yogamåtten igen - glæder mig allerede.
Jeg har taget mig sammen til at ringe til dyrlægen og har fået en tid til Hugo i eftermiddag. Det virker som om han har noget der sidder og generer ham i halsen. Han forsøger hele tiden at brække sig og siger sådan nogle underlige halslyde ... håber ikke det er noget alvorligt!Jeg er en være hønemor, og jeg bliver så urolig når der er noget galt - øv!
Jeg har taget mig sammen til at ringe til dyrlægen og har fået en tid til Hugo i eftermiddag. Det virker som om han har noget der sidder og generer ham i halsen. Han forsøger hele tiden at brække sig og siger sådan nogle underlige halslyde ... håber ikke det er noget alvorligt!Jeg er en være hønemor, og jeg bliver så urolig når der er noget galt - øv!
Hey ... luk mig lige ind, ikk!
Min bror og svigerinde rejser tilbage til Singapore i morgen - de fejrer nytår oppe mellem skyerne- I aften tager vi på Lê Lê og spiser sammen. Der har min bror og jeg spist sammen de sidste mange gange han har været i Danmark, og i aften tager vi alle sammen afsted.
Jeg vil ligge mig ned og ømme mig lidt mere ...
tirsdag den 27. december 2011
Fokus
Jeg har været til yoga hver dag henover julen. Det har været fantastisk dejligt, og når man kommer hver dag er det virkelig muligt at mærke sin krop og den forandring der sker dag for dag. Jeg synes der har været en helt særlig og meget intens stemning. Der har ikke været nogen "first timer" men udelukkende folk som har været der mange gange tidligere - ikke at folk der er der for første gang normalt udgør noget problem, men der sker noget andet når folk er tilvænnet til varmen, tilpas med at være i rummet og vi alle bevæger os i samme flow, som én krop.
1. juledag var det Trine, som ejer studiet, der underviste. Hun kom virkelig ud over rampen! Jeg oplevede hende meget stærkt, følte næsten at hendes sjæl talte til min og jeg oplevede at jeg nåede længere i nogen af øvelserne, end jeg tidligere har gjort. Da vi ved timens afslutning lå i den sidste afsluttende Savasana, talte hun om taknemlighed over at være i live, at være i stand til at være lige der hvor hun var, over at kunne være en del af vores træning ... at vi kom og delte. Hun fortalte også, at hun dagen forinden havde fået meddelelse om at en af hende venner var død, banket ihjel i hans hjem i Australien - tårene trillede ned ad hendes kinder i mens hun talte. Når man ligger i den afsluttende Savasana, efter en fantastisk træning ... mit hjerte føltes fuldstændig åbent og hendes ord og smerte ramte meget stærkt, sammen med hendes dybtfølte taknemlighed. Det var en særlig dag med Bikram yoga!
I dag blev særlig på en helt anden måde. Af en eller anden grund, myldrede det ind med folk som ville prøve Bikram yoga for første gang. Måske i håbet om at brænde lidt julefedt af.
10 "first timer" deltog i timen i dag, og derudover var der flere end jeg nogen sinde har oplevet før. Jeg tror vi var 45 i alt, og varmen var enorm. Fugtigheden ligeså. Vi lå vildt tæt. Det er ikke noget problem, bare en noget større udfordring at holde fokus på dig selv ... concentrete, meditate!
Det slap jeg så ikke så godt fra. Allerede under omklædningen gik det galt for mig. En mor og hendes datter, som var der for første gang, var utilfredse med omklædningsforholdene. De manglede skabe til deres ting, de syntes vi stod for tæt, der var ikke nok plads til dem og de begyndte at flytte rundt på de ting som andre mennesker havde liggende på bænkene. Det skilte sig ud! Der plejer at være en meget venlig og mild stemning. Folk plejer at tale hyggeligt og stille sammen, eller holde sig for sig selv og mentalt forberede sig på yogaen.
Jeg skyndte mig at gøre mig færdig og lagde mig ind i yoga salen. Jeg elsker den stund. Ofte omkring 15-20 minutter inden timen begynder, hvor jeg ligger stille på måtten og vænner mig til varmen og får "renset mit sind" for tanker. Der gik dog ikke længe inden de omtalte kvinder kom ind. De tog opstilling i døren og talte højlydt om at her kunne de da ikke være, alt i mens varmen sivede ud gennem den åbne dør. Jeg satte mig op og sagde til dem, at det ikke var noget problem."I kan sagtens være her, folk rykker bare deres måtter lidt tættere sammen" Med det samme var der en kvinde på bagerste række, som tilbød at hun kunne flytte en række frem så de kunne ligge bagerst i lokalet - det bedste sted for "first timer". De tog i mod tilbudet, men moderen valgte alligevel at gå ud i receptionen og hente Rebecca, som skulle stå for dagens undervisning. Hun hev hende med ind for at vise hende at noget var helt galt, her kunne virkelig ikke være så mange mennesker, og hun manglede altså også plads til sin søster som snart ville slutte sig til dem. Rebecca forklarede hende at de lå perfekt hvor de lå, og sagde i øvrigt også at der mindst kunne findes plads til 10 stk. mere hvis det blev nødvendigt.
Da Rebecca var gået ud igen, fortsatte hun med at småbrokke sig til sin datter. Søsteren dukkede op lidt senere og tog opstilling i døren(og lod varmen sive ud) i mens hun, hen over hoved på alt og alle, lidt småfornærmet spurgte til hvor de havde stillet hendes ting .... da hun kom ind, efter at have klædt om, var hun mindst lige så utilfreds med forholdene som sin søster.
Der er, udover her i juledagene, næsten altid "first timer" med på alle timerne, men jeg har ALDRIG oplevet andre opføre sig på den måde. Folk plejer at komme med en vis ydmyghed, usikre på at være på ukendt grund og har deres antenner tændt for at aflurer hvordan det hele skal foregå.
De tre kvinder blev virkelig en udfordring for mig i dag! Dels fortsatte de med at brokke sig over pladsforholdene timen igennem, og da det desværre ikke lykkedes for mig at holde fokus på mig selv, kunne jeg i spejlet følge deres himmelvendte øjne, deres hviske sammen ... og det forstyrrede mig. Jeg forsøgte virkelig ikke at lade mig påvirke af det, men det lykkedes ikke.. Rebecca tog det fuldstændig roligt, gav den venlige anvisninger undervejs og lod sig ikke forstyrre. Jeg prøvede at sige til mig selv at det måske var deres måde at håndterer usikkerheden på, at det var værst for dem - men jeg oplevede det enormt respektløst. Jeg mener, det er jo op til en hver at afgøre om dette er noget for en dem. Hvis man prøver det og ikke synes om forholdene, eller selve yogaformen, kan man jo bare lade være med at komme igen. Bikram Cph. er mit, og mange andres "tempel" - sådan føles det, og når der kommer nogen og udviser så stor utilfredshed med stedet så bringer det mit sind i kog. Der var vel ikke nogen der tvang dem til at være der - de kunne have gået igen, da de konstaterede at forholdene ikke levede op til deres krav.
Det værste af det hele er: Det handler jo ikke om de tre kvinder! Det handler om mig - hvorfor kan jeg ikke abstrahere fra dem? Det burde ikke have noget med min yoga at gøre, overhoved. Problemet er, at de provokerer mig som typer og at jeg nok vil reagere på dem uanset hvor jeg end mødte dem. Hvis jeg ser det på den måde, så skylder jeg de tre kvinder tak! De tvang mig til virkelig at se mig selv i spejlet i dag, og erkende mindre skønne sider af mig, selv end jeg bryder mig om.
Helst vil jeg se den velafbalancerede yogi med misundelsesværdig ro, rummelighed og fokus, men der er lang vej endnu :-)
Der er plads til forbedring. Jeg har brug for at øve mig, og jeg glæder mig til Bikram yoga igen i morgen, med eller uden brokkehovederne.
Namaste
1. juledag var det Trine, som ejer studiet, der underviste. Hun kom virkelig ud over rampen! Jeg oplevede hende meget stærkt, følte næsten at hendes sjæl talte til min og jeg oplevede at jeg nåede længere i nogen af øvelserne, end jeg tidligere har gjort. Da vi ved timens afslutning lå i den sidste afsluttende Savasana, talte hun om taknemlighed over at være i live, at være i stand til at være lige der hvor hun var, over at kunne være en del af vores træning ... at vi kom og delte. Hun fortalte også, at hun dagen forinden havde fået meddelelse om at en af hende venner var død, banket ihjel i hans hjem i Australien - tårene trillede ned ad hendes kinder i mens hun talte. Når man ligger i den afsluttende Savasana, efter en fantastisk træning ... mit hjerte føltes fuldstændig åbent og hendes ord og smerte ramte meget stærkt, sammen med hendes dybtfølte taknemlighed. Det var en særlig dag med Bikram yoga!
I dag blev særlig på en helt anden måde. Af en eller anden grund, myldrede det ind med folk som ville prøve Bikram yoga for første gang. Måske i håbet om at brænde lidt julefedt af.
10 "first timer" deltog i timen i dag, og derudover var der flere end jeg nogen sinde har oplevet før. Jeg tror vi var 45 i alt, og varmen var enorm. Fugtigheden ligeså. Vi lå vildt tæt. Det er ikke noget problem, bare en noget større udfordring at holde fokus på dig selv ... concentrete, meditate!
Det slap jeg så ikke så godt fra. Allerede under omklædningen gik det galt for mig. En mor og hendes datter, som var der for første gang, var utilfredse med omklædningsforholdene. De manglede skabe til deres ting, de syntes vi stod for tæt, der var ikke nok plads til dem og de begyndte at flytte rundt på de ting som andre mennesker havde liggende på bænkene. Det skilte sig ud! Der plejer at være en meget venlig og mild stemning. Folk plejer at tale hyggeligt og stille sammen, eller holde sig for sig selv og mentalt forberede sig på yogaen.
Jeg skyndte mig at gøre mig færdig og lagde mig ind i yoga salen. Jeg elsker den stund. Ofte omkring 15-20 minutter inden timen begynder, hvor jeg ligger stille på måtten og vænner mig til varmen og får "renset mit sind" for tanker. Der gik dog ikke længe inden de omtalte kvinder kom ind. De tog opstilling i døren og talte højlydt om at her kunne de da ikke være, alt i mens varmen sivede ud gennem den åbne dør. Jeg satte mig op og sagde til dem, at det ikke var noget problem."I kan sagtens være her, folk rykker bare deres måtter lidt tættere sammen" Med det samme var der en kvinde på bagerste række, som tilbød at hun kunne flytte en række frem så de kunne ligge bagerst i lokalet - det bedste sted for "first timer". De tog i mod tilbudet, men moderen valgte alligevel at gå ud i receptionen og hente Rebecca, som skulle stå for dagens undervisning. Hun hev hende med ind for at vise hende at noget var helt galt, her kunne virkelig ikke være så mange mennesker, og hun manglede altså også plads til sin søster som snart ville slutte sig til dem. Rebecca forklarede hende at de lå perfekt hvor de lå, og sagde i øvrigt også at der mindst kunne findes plads til 10 stk. mere hvis det blev nødvendigt.
Da Rebecca var gået ud igen, fortsatte hun med at småbrokke sig til sin datter. Søsteren dukkede op lidt senere og tog opstilling i døren(og lod varmen sive ud) i mens hun, hen over hoved på alt og alle, lidt småfornærmet spurgte til hvor de havde stillet hendes ting .... da hun kom ind, efter at have klædt om, var hun mindst lige så utilfreds med forholdene som sin søster.
Der er, udover her i juledagene, næsten altid "first timer" med på alle timerne, men jeg har ALDRIG oplevet andre opføre sig på den måde. Folk plejer at komme med en vis ydmyghed, usikre på at være på ukendt grund og har deres antenner tændt for at aflurer hvordan det hele skal foregå.
De tre kvinder blev virkelig en udfordring for mig i dag! Dels fortsatte de med at brokke sig over pladsforholdene timen igennem, og da det desværre ikke lykkedes for mig at holde fokus på mig selv, kunne jeg i spejlet følge deres himmelvendte øjne, deres hviske sammen ... og det forstyrrede mig. Jeg forsøgte virkelig ikke at lade mig påvirke af det, men det lykkedes ikke.. Rebecca tog det fuldstændig roligt, gav den venlige anvisninger undervejs og lod sig ikke forstyrre. Jeg prøvede at sige til mig selv at det måske var deres måde at håndterer usikkerheden på, at det var værst for dem - men jeg oplevede det enormt respektløst. Jeg mener, det er jo op til en hver at afgøre om dette er noget for en dem. Hvis man prøver det og ikke synes om forholdene, eller selve yogaformen, kan man jo bare lade være med at komme igen. Bikram Cph. er mit, og mange andres "tempel" - sådan føles det, og når der kommer nogen og udviser så stor utilfredshed med stedet så bringer det mit sind i kog. Der var vel ikke nogen der tvang dem til at være der - de kunne have gået igen, da de konstaterede at forholdene ikke levede op til deres krav.
Det værste af det hele er: Det handler jo ikke om de tre kvinder! Det handler om mig - hvorfor kan jeg ikke abstrahere fra dem? Det burde ikke have noget med min yoga at gøre, overhoved. Problemet er, at de provokerer mig som typer og at jeg nok vil reagere på dem uanset hvor jeg end mødte dem. Hvis jeg ser det på den måde, så skylder jeg de tre kvinder tak! De tvang mig til virkelig at se mig selv i spejlet i dag, og erkende mindre skønne sider af mig, selv end jeg bryder mig om.
Helst vil jeg se den velafbalancerede yogi med misundelsesværdig ro, rummelighed og fokus, men der er lang vej endnu :-)
Der er plads til forbedring. Jeg har brug for at øve mig, og jeg glæder mig til Bikram yoga igen i morgen, med eller uden brokkehovederne.
Namaste
mandag den 26. december 2011
Indre styrke
Jeg elsker at lytte til Tara Brach, både hendes guidede meditationer og hedes "Talks" - se evt. på http://tarabrach.com/ Jeg anbefaler hende varmt. Hun er meget vidende, inspirerende og humoristisk at lytte til. Jeg downloader og har hende med mig overalt på min IPhone.
I dag har jeg vandret rundt i 1 ½ time på skovstierne med Hugo og Tara. Ofte når jeg skal ud på de længere ture med Hugo, kan jeg mærke en vis ugidelighed. Jeg tænker ved mig selv, at han måske også kunne nøjes med en lille tur - men det forunderlige er hver gang, at lige så snart vi er kommet af sted så gir det ligesom sig selv. At se Hugo løbe op og ned ad bakkerne, kaste pinde til sig selv, vælte sig rundt i mudder som et andet lille vildsvin og bade i voldgraven er så skønt og medrivende, at det slet ikke haster med at komme hjem igen. En hund er en fantastisk læremester i kunsten at være tilstede i nuet.
At lytte til Taras "talks" fik mig i dag til mindes en ting:
I maj mdr. skulle jeg 2 uger til Lanzarote sammen med K. Han skulle lave Ironman og min plan var total afslapning kombineret med lidt løb. I dagene inden vi tog af sted gik noget grueligt galt på mit arbejde. En problematik ud over det sæd vagenlige som var meget følelsesmæssigt belastende. Det var utrolig svært for mig at tage af sted. Svært at efterlade en kæmpe stor og problematisk situation til andre, som jeg i den grad helst selv ville tage mig af og som bestemt også var mit ansvar. Jeg mindes at jeg var på arbejde om formiddagen og kom hjem 1½ time førend der var afgang til lufthavnen - K stod for pakning og at få gjort klar til at vi kunne tage af sted herhjemme fra.
Da vi sad i lufthavnen, bænket med en kop Starbuck kaffe, kunne jeg mærke hvordan alting i mig skreg: Jeg vil ikke af sted, det duer ikke - jeg kan ikke holde ferie nu!
Da vi kom ind i flyet og havde 5 timers flyvetur foran os, var det helt uvirkeligt at sidde stille i sædet uden at kunne foretage sig noget som helst. Min krop og sind var i alarmberedskab og jeg var pludselig afskåret muligheden for at kunne handle. Mit arbejdsmæssige bagland var indforstået med at jeg tog af sted, og min chef havde lovet at tage over i forhold til... hvad der end måtte dukke op, men det føltes stadig meget forkert.
Det blev selvfølgelig ikke ved med at være lige uudholdeligt. Langsomt, ganske langsomt faldt pulsen og det blev gradvist til at bære at være på afstand af "den brændende platform" Jeg var i løbende kontakt med min arbejdsplads, hvilket var en udfordring fordi det på den ene side gjorde det muligt at følge udviklingen derhjemme og på den anden side hver gang sætte spekulationer og frustrationer i mig.
En dag efter en af disse telefonsamtaler(og det var dette Tara talks fik mig til at mindes i dag) var jeg virkelig oprørt. Havde jeg kunne det, var jeg gladeligt sprunget på et fly og sat kursen hjem til DK. så hurtigt så muligt. Samtidig vidste jeg også hvor meget jeg havde trængt til denne ferie, og hvilke udfordringer der ville vente på mig når jeg kom hjem.
Jeg gik ned til klipperne og sad og stirede ud over havet - vi bor på den forblæste side af øen, og havet var i lige så stort oprør som jeg følte mig inden i. Jeg kunne mærke hvordan mine tanker kørte i ring.
Jeg forsøgte at mediterer, men det rev for meget i mig til at mit sind kunne falde til ro. I frustration kaldte jeg på hjælp: "Hvad skal jeg gøre?" Jeg har ingen ide om hvem jeg spurgte og jeg havde helt sikkert ingen forventning om et svar.
Der, lige der, skete noget forunderligt! For mit indre blik så jeg Hakikta( http://alivebalance.blogspot.com/2011_05_01_archive.html ) Han sad foran mig, som jeg har set ham i svedhytte flere gange, med langt udslået gråsort hår, bar overkrop og et roligt, klogt og imødekommende udtryk.
"Hvad skal jeg gøre?" gentog jeg. Der kom ikke noget umiddelbart svar. Han kiggede bare roligt tilbage på mig. Langsomt forplantede denne ro sig i mig, og så kom svaret: "Gør det du kan!" Det var så enkelt og indlysende - jeg kunne ikke gøre andet! Jeg hjalp ingen ved at ødelægge og pine mig selv med ikke at være hjemme. Det gik op for mig, at det jeg i virkeligheden kunne, det var at tage mig af mig selv - sørge for at få hvilet ud, komme til kræfterne efter en lang og hård arbejdsperiode så jeg havde noget at byde ind med, når jeg kom hjem igen.
Disse simpel ord: "Gør det du kan" ændrede alting for mig. Det føltes som om jeg fik taget en kæmpe byrde fra mine skuldre, at mit udsyn pludselig blev klart, at jeg kunne trække vejret ubesværet igen og nyde at være lige der hvor jeg var.
At det var Hakikta der kom, da jeg kaldte på hjælp, er vildt - Hakikta var ikke min. Jeg nåede aldrig at lære ham ordenligt at kende. Jeg nåede bare at ane, at her var et menneske som jeg virkelig ønskede at lære at kende - og så var han væk. Men åbenbart ikke helt væk, og at han kom til mig på denne måde, var en meget stærk og smuk oplevelse.
Hvad er det der sker, når mit udråb - min bøn om du vil, bliver hørt/mødt. Hvordan er det muligt? Hvad er det for en stemme som taler inden i mig, med en visdom som jeg ikke mener selv at være i besiddelse af? Jeg tror, at det var Hakikta der viste sig for mig da jeg kaldte, fordi at det var ham jeg "Kendte" som havde den ro og styrke jeg så desperat behøvede i den situation. Måsker bor det alt sammen i min underbevidsthed. Kan Hakiktas ro og styrke være del af mig, og med mit udråb blive fundet frem når jeg står ... på den yderste kant?
Eller hvad? Er der andre forklaringer?
God juledag derude.
I dag har jeg vandret rundt i 1 ½ time på skovstierne med Hugo og Tara. Ofte når jeg skal ud på de længere ture med Hugo, kan jeg mærke en vis ugidelighed. Jeg tænker ved mig selv, at han måske også kunne nøjes med en lille tur - men det forunderlige er hver gang, at lige så snart vi er kommet af sted så gir det ligesom sig selv. At se Hugo løbe op og ned ad bakkerne, kaste pinde til sig selv, vælte sig rundt i mudder som et andet lille vildsvin og bade i voldgraven er så skønt og medrivende, at det slet ikke haster med at komme hjem igen. En hund er en fantastisk læremester i kunsten at være tilstede i nuet.
At lytte til Taras "talks" fik mig i dag til mindes en ting:
I maj mdr. skulle jeg 2 uger til Lanzarote sammen med K. Han skulle lave Ironman og min plan var total afslapning kombineret med lidt løb. I dagene inden vi tog af sted gik noget grueligt galt på mit arbejde. En problematik ud over det sæd vagenlige som var meget følelsesmæssigt belastende. Det var utrolig svært for mig at tage af sted. Svært at efterlade en kæmpe stor og problematisk situation til andre, som jeg i den grad helst selv ville tage mig af og som bestemt også var mit ansvar. Jeg mindes at jeg var på arbejde om formiddagen og kom hjem 1½ time førend der var afgang til lufthavnen - K stod for pakning og at få gjort klar til at vi kunne tage af sted herhjemme fra.
Da vi sad i lufthavnen, bænket med en kop Starbuck kaffe, kunne jeg mærke hvordan alting i mig skreg: Jeg vil ikke af sted, det duer ikke - jeg kan ikke holde ferie nu!
Da vi kom ind i flyet og havde 5 timers flyvetur foran os, var det helt uvirkeligt at sidde stille i sædet uden at kunne foretage sig noget som helst. Min krop og sind var i alarmberedskab og jeg var pludselig afskåret muligheden for at kunne handle. Mit arbejdsmæssige bagland var indforstået med at jeg tog af sted, og min chef havde lovet at tage over i forhold til... hvad der end måtte dukke op, men det føltes stadig meget forkert.
Det blev selvfølgelig ikke ved med at være lige uudholdeligt. Langsomt, ganske langsomt faldt pulsen og det blev gradvist til at bære at være på afstand af "den brændende platform" Jeg var i løbende kontakt med min arbejdsplads, hvilket var en udfordring fordi det på den ene side gjorde det muligt at følge udviklingen derhjemme og på den anden side hver gang sætte spekulationer og frustrationer i mig.
En dag efter en af disse telefonsamtaler(og det var dette Tara talks fik mig til at mindes i dag) var jeg virkelig oprørt. Havde jeg kunne det, var jeg gladeligt sprunget på et fly og sat kursen hjem til DK. så hurtigt så muligt. Samtidig vidste jeg også hvor meget jeg havde trængt til denne ferie, og hvilke udfordringer der ville vente på mig når jeg kom hjem.
Jeg gik ned til klipperne og sad og stirede ud over havet - vi bor på den forblæste side af øen, og havet var i lige så stort oprør som jeg følte mig inden i. Jeg kunne mærke hvordan mine tanker kørte i ring.
Der, lige der, skete noget forunderligt! For mit indre blik så jeg Hakikta( http://alivebalance.blogspot.com/2011_05_01_archive.html ) Han sad foran mig, som jeg har set ham i svedhytte flere gange, med langt udslået gråsort hår, bar overkrop og et roligt, klogt og imødekommende udtryk.
"Hvad skal jeg gøre?" gentog jeg. Der kom ikke noget umiddelbart svar. Han kiggede bare roligt tilbage på mig. Langsomt forplantede denne ro sig i mig, og så kom svaret: "Gør det du kan!" Det var så enkelt og indlysende - jeg kunne ikke gøre andet! Jeg hjalp ingen ved at ødelægge og pine mig selv med ikke at være hjemme. Det gik op for mig, at det jeg i virkeligheden kunne, det var at tage mig af mig selv - sørge for at få hvilet ud, komme til kræfterne efter en lang og hård arbejdsperiode så jeg havde noget at byde ind med, når jeg kom hjem igen.
Disse simpel ord: "Gør det du kan" ændrede alting for mig. Det føltes som om jeg fik taget en kæmpe byrde fra mine skuldre, at mit udsyn pludselig blev klart, at jeg kunne trække vejret ubesværet igen og nyde at være lige der hvor jeg var.
At det var Hakikta der kom, da jeg kaldte på hjælp, er vildt - Hakikta var ikke min. Jeg nåede aldrig at lære ham ordenligt at kende. Jeg nåede bare at ane, at her var et menneske som jeg virkelig ønskede at lære at kende - og så var han væk. Men åbenbart ikke helt væk, og at han kom til mig på denne måde, var en meget stærk og smuk oplevelse.
Hvad er det der sker, når mit udråb - min bøn om du vil, bliver hørt/mødt. Hvordan er det muligt? Hvad er det for en stemme som taler inden i mig, med en visdom som jeg ikke mener selv at være i besiddelse af? Jeg tror, at det var Hakikta der viste sig for mig da jeg kaldte, fordi at det var ham jeg "Kendte" som havde den ro og styrke jeg så desperat behøvede i den situation. Måsker bor det alt sammen i min underbevidsthed. Kan Hakiktas ro og styrke være del af mig, og med mit udråb blive fundet frem når jeg står ... på den yderste kant?
Eller hvad? Er der andre forklaringer?
God juledag derude.
søndag den 25. december 2011
Åhh den kærlighed
Altså de unger - det er jo fantastisk:
- I kirken lover de hinanden at leve, indtil de dør af det.
Christopher, 9 år
- Troskab er, når man tror på, at der er noget inde i ægteskabet.
Steffen, 9 år -
- Et ægteskab er et sted, hvor man propper ting ind i, som man gerne vil beholde.
Iben, 8 år -
- Et godt ægteskab er, når den ene laver kartofler og den anden laver sovs.
Bolette, 10 år -
- Man bestemmer selv, hvem man vil giftes med, hvis hun gider.
Henrik, 9 år
- Man gifter sig for at love hinanden noget.
Morten, 11 år
- Det er godt at blive gift, hvis man ikke har en computer eller nogle andre man kan snakke med.
Pernille, 7 år -
Må der være masser af kærlighed i dit liv ...
- I kirken lover de hinanden at leve, indtil de dør af det.
Christopher, 9 år
- Troskab er, når man tror på, at der er noget inde i ægteskabet.
Steffen, 9 år -
- Et ægteskab er et sted, hvor man propper ting ind i, som man gerne vil beholde.
Iben, 8 år -
- Et godt ægteskab er, når den ene laver kartofler og den anden laver sovs.
Bolette, 10 år -
- Man bestemmer selv, hvem man vil giftes med, hvis hun gider.
Henrik, 9 år
- Man gifter sig for at love hinanden noget.
Morten, 11 år
- Det er godt at blive gift, hvis man ikke har en computer eller nogle andre man kan snakke med.
Pernille, 7 år -
Må der være masser af kærlighed i dit liv ...
fredag den 23. december 2011
Tættere endnu på jul ..
Så kom der lys på træet ... venter på at min datter kommer og hjælper mig med at pynte det :-)Juleforberedelser
Så er alting bragt til hus, hver en lille dims jeg overhoved har kunne komme i tanke om, her er gjort rent, træet er båret ind og alle gaverne er sat frem så jeg ikke glemmer at putte papir omkring dem inden i morgen. Det begynder altså at minde om jul!
Nu skal Hugo og jeg ud og gå en lang tur. Han synes det er meget mærkeligt med et træ i stuen som han hverken må tisse på eller bidde i - spændt på hvad der sker når der er pynt på træet. Måske blir en lille vovse fristet over evne...
Hugo og hans abeven.
Nu skal Hugo og jeg ud og gå en lang tur. Han synes det er meget mærkeligt med et træ i stuen som han hverken må tisse på eller bidde i - spændt på hvad der sker når der er pynt på træet. Måske blir en lille vovse fristet over evne...
Hugo og hans abeven.
Abonner på:
Opslag (Atom)