Svedhytte

Søndag, sol og svedhytte....En søndag der gjorde godt, som varmede krop og sjæl og har efterladt en følelse af ro og balance. Vi stod tidligt op, spiste et let morgenmåltid og drak dagens første kop kaffe. Vi kørte forbi en bager og satte kursen mod Jyderup, nærmere betegnet rezz'et(reservatet) i "lille stokkebjerg" - et af mine absolut favorit steder. Gode venner bor her - ikke mennesker som vi ser hver og hver anden dag, men mennesker med hvem vi, på trods af at der ofte går måneder i mellem at vi ses, er på bølgelængde med i det øjeblik vi atter er sammen. De bor det mest fantastiske sted, med højt til himlen og langt til nærmeste nabo. De har deres egen lille skov, en sø, marker og et vidunderligt engstykke indhegnet af bærbuske, frugttræer mv. Det bedste af det hele er stilheden - jeg er fuldstændig forelsket i den ro der omgiver stedet. De eneste lyde der høres, er naturens egne lyde - ingen naboer, ingen trafik: I LOVE IT! Vi kørte allerede ind på gårdspladsen kl. 7.30. Vi havde god til til morgenmad, snak og nydelse af deres 10 måneder gamle datter - en nuser lille, tillidsfuld trunte der, til trods for lidt feber, alligevel smilede og fulgte livligt med i alt hvad der foregik og som labbede hyggen i sig. Da vi var klar til at rejse os fra morgenmaden, var det blevet tid til at få bygget et bål og gjort klar til dagens svedhytte. Engen lå badet i sol og det meste af formiddagen sad jeg i solen og betragtede bålet som vi havde bygget op omkring de 20 store granitsten som senere skulle sørge for varmen i svedhytten. De andre havde masser af gøremål - lillepigen skulle puttes, vasketøj skulle ordnes, brænde og sten flyttes rundt og igangværende projekter vises frem og beses. Det føltes som om jeg havde al den tid i verden jeg havde brug for. Jeg oplevede hvordan jeg langsomt kravlede over den mentale bakketop, og pludselig kunne mærke at tiden var min egen, at jeg ikke skulle noget, at jeg bare skulle være lige der hvor jeg var - i stolen, ved bålet med solen som varmede mine kinder. Over middag dukkede dagens ceremoni mester op. Bålet var ved at være brændt ned, stenene var glohede, svedhytten små repareret og dækket med ekstra tæpper - vi var klar. Han skulle blot gøre de indledende rituelle forberedelser. Jeg har ikke helt styr på hvad det er. Jeg kan se at han klargører piben, brænder sweetgrass af for at påkalde ånderne, hilser i de 6 verdenshjørner nord, syd, øst, vest, foroven og forneden(bedstemor jord og bedstefar i himmelen), men der kan sagtens være vigtige og betydningsfulde ting jeg overser. Afslutningsvis kravler han ind i svedhytten, hvorefter vi andre følger. Ved indgang til svedhytten siger du"mitakuye oyasin" - lakota for "alle mine slægtninge" Du hilser altså på alle dine slægtninge, alle de ånder som står dig bi. K skulle være "dørmand" - en vigtig opgave. Dørmanden er ham som bærer stenene ind i svedhytten og placerer dem i fordybningen i svedhyttens midte. I første omgang bæres syv sten ind, en for hver af de syv verdensretninger som udover de ovenfor nævnte seks også inkluderer centrum. De første syv sten berøres af piben, herefter overrækkes piben til dørmanden som lægger den på en lille hellig forhøjning uden for svedhytten. Herefter blev der i søndags bragt yderligere 7 sten ind. De sidste 6 sten kom første ind efter 2. runde - til den RIGTIG varme runde. Når stenene er båret ind, lukkes døren til svedhytten til og der bliver HELT mørkt. Herefter hælder ceremoni mesteren vand på stenene og begynder at synge - dem som kender sangene stemmer i. Svedhytten har 4 runder. I første runde påkaldes ånderne, anden runde er bede runden hvor du kan bede ånderne om hjælp - pas på hvad du beder om, måske får du det, men ikke helt som du havde forestillet dig - 3. runde er piberunden hvor piben ryges og bønderne sendes med røgen ud i universet og i sidste runde takker vi ånderne og sender dem af sted igen. I mellem runderne åbnes døren og den livgivende kolde luft lukkes ind. Det er fantastisk at lægge sig ned inde i hytten og mærke sit hjerte som arbejder på højtryk, og kroppen og sjælen som påvirkes af den helt særlige oplevelse du er en del af. Ofte fortælles der historier, småsnakkes eller synges i mellem runderne. Der er en let, venlig og humoristisk stemning - det er spirituel, ceremonielt men også velkomment med et humoristisk indslag. Hvad der siges i svedhytten forbliver i svedhytten. Der er en fortrolighed og en uskreven regel - man går ikke ud og fortæller omverden og de bønner der er sagt højt. Oplevelsen bliver i mellem deltagerne - og der bliver sagt ting som vi på trods af vores indbyrdes venskab, ikke ville sige til hinanden . Det siges til ånderne. At gå i svedhytte giver en stor kropslig oplevelse. Du får en fornemmelse af egne grænser og evne til at overvinde, være i nuet og deale med det som er. Herudover er der en uomtvistelig spirituel dimension. Da jeg for år tilbage gik i svedhytte for første gang, havde jeg ingen ambitioner om at få del i det spirituelle. Jeg havde kun en vag fornemmelse af tro, men var i hvertfald sikker på at de ånder der ville være til stede i svedhytten, ikke ville være mine ånder - hvorfor skulle de lytte til mig? En helt anden ting var, at jeg ikke anede hvordan man talte til og med ånder. Jeg tænkte at det var noget jeg skulle præsterer... Som årene er gået, har den oplevelse ændret sig. Jeg oplever en åbenhed hos mig selv og en søgen - en søgen som ikke er retnings bestemt og dedikeret en bestemt tro. Jeg "plukker" Jeg behøver ikke længere og spekulerer på om der mon vil blive lyttet til mig, eller om jeg taler et sprog ånderne vil kunne forstå. Det er vel nærmest en oplevelse af et rum fri for præstation. Hvor DET AT VÆRE er nok. Et rum jeg kan møde i svedhytten, men også i større og større udstrækning kan finde igennem yoga og meditation. Om det er at være et troende menneske... Jeg ved det ikke, men det tilbyder ro, stilhed inden i og balance. MITAKUYE OYASIN