I dag har jeg vandret rundt i 1 ½ time på skovstierne med Hugo og Tara. Ofte når jeg skal ud på de længere ture med Hugo, kan jeg mærke en vis ugidelighed. Jeg tænker ved mig selv, at han måske også kunne nøjes med en lille tur - men det forunderlige er hver gang, at lige så snart vi er kommet af sted så gir det ligesom sig selv. At se Hugo løbe op og ned ad bakkerne, kaste pinde til sig selv, vælte sig rundt i mudder som et andet lille vildsvin og bade i voldgraven er så skønt og medrivende, at det slet ikke haster med at komme hjem igen. En hund er en fantastisk læremester i kunsten at være tilstede i nuet.
At lytte til Taras "talks" fik mig i dag til mindes en ting:
I maj mdr. skulle jeg 2 uger til Lanzarote sammen med K. Han skulle lave Ironman og min plan var total afslapning kombineret med lidt løb. I dagene inden vi tog af sted gik noget grueligt galt på mit arbejde. En problematik ud over det sæd vagenlige som var meget følelsesmæssigt belastende. Det var utrolig svært for mig at tage af sted. Svært at efterlade en kæmpe stor og problematisk situation til andre, som jeg i den grad helst selv ville tage mig af og som bestemt også var mit ansvar. Jeg mindes at jeg var på arbejde om formiddagen og kom hjem 1½ time førend der var afgang til lufthavnen - K stod for pakning og at få gjort klar til at vi kunne tage af sted herhjemme fra.
Da vi sad i lufthavnen, bænket med en kop Starbuck kaffe, kunne jeg mærke hvordan alting i mig skreg: Jeg vil ikke af sted, det duer ikke - jeg kan ikke holde ferie nu!
Da vi kom ind i flyet og havde 5 timers flyvetur foran os, var det helt uvirkeligt at sidde stille i sædet uden at kunne foretage sig noget som helst. Min krop og sind var i alarmberedskab og jeg var pludselig afskåret muligheden for at kunne handle. Mit arbejdsmæssige bagland var indforstået med at jeg tog af sted, og min chef havde lovet at tage over i forhold til... hvad der end måtte dukke op, men det føltes stadig meget forkert.
Det blev selvfølgelig ikke ved med at være lige uudholdeligt. Langsomt, ganske langsomt faldt pulsen og det blev gradvist til at bære at være på afstand af "den brændende platform" Jeg var i løbende kontakt med min arbejdsplads, hvilket var en udfordring fordi det på den ene side gjorde det muligt at følge udviklingen derhjemme og på den anden side hver gang sætte spekulationer og frustrationer i mig.
En dag efter en af disse telefonsamtaler(og det var dette Tara talks fik mig til at mindes i dag) var jeg virkelig oprørt. Havde jeg kunne det, var jeg gladeligt sprunget på et fly og sat kursen hjem til DK. så hurtigt så muligt. Samtidig vidste jeg også hvor meget jeg havde trængt til denne ferie, og hvilke udfordringer der ville vente på mig når jeg kom hjem.
Jeg gik ned til klipperne og sad og stirede ud over havet - vi bor på den forblæste side af øen, og havet var i lige så stort oprør som jeg følte mig inden i. Jeg kunne mærke hvordan mine tanker kørte i ring.
Der, lige der, skete noget forunderligt! For mit indre blik så jeg Hakikta( http://alivebalance.blogspot.com/2011_05_01_archive.html ) Han sad foran mig, som jeg har set ham i svedhytte flere gange, med langt udslået gråsort hår, bar overkrop og et roligt, klogt og imødekommende udtryk.
"Hvad skal jeg gøre?" gentog jeg. Der kom ikke noget umiddelbart svar. Han kiggede bare roligt tilbage på mig. Langsomt forplantede denne ro sig i mig, og så kom svaret: "Gør det du kan!" Det var så enkelt og indlysende - jeg kunne ikke gøre andet! Jeg hjalp ingen ved at ødelægge og pine mig selv med ikke at være hjemme. Det gik op for mig, at det jeg i virkeligheden kunne, det var at tage mig af mig selv - sørge for at få hvilet ud, komme til kræfterne efter en lang og hård arbejdsperiode så jeg havde noget at byde ind med, når jeg kom hjem igen.
Disse simpel ord: "Gør det du kan" ændrede alting for mig. Det føltes som om jeg fik taget en kæmpe byrde fra mine skuldre, at mit udsyn pludselig blev klart, at jeg kunne trække vejret ubesværet igen og nyde at være lige der hvor jeg var.
At det var Hakikta der kom, da jeg kaldte på hjælp, er vildt - Hakikta var ikke min. Jeg nåede aldrig at lære ham ordenligt at kende. Jeg nåede bare at ane, at her var et menneske som jeg virkelig ønskede at lære at kende - og så var han væk. Men åbenbart ikke helt væk, og at han kom til mig på denne måde, var en meget stærk og smuk oplevelse.
Hvad er det der sker, når mit udråb - min bøn om du vil, bliver hørt/mødt. Hvordan er det muligt? Hvad er det for en stemme som taler inden i mig, med en visdom som jeg ikke mener selv at være i besiddelse af? Jeg tror, at det var Hakikta der viste sig for mig da jeg kaldte, fordi at det var ham jeg "Kendte" som havde den ro og styrke jeg så desperat behøvede i den situation. Måsker bor det alt sammen i min underbevidsthed. Kan Hakiktas ro og styrke være del af mig, og med mit udråb blive fundet frem når jeg står ... på den yderste kant?
Eller hvad? Er der andre forklaringer?
God juledag derude.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar