tirsdag den 27. december 2011

Fokus

Jeg har været til yoga hver dag henover julen. Det har været fantastisk dejligt, og når man kommer hver dag er det virkelig muligt at mærke sin krop og den forandring der sker dag for dag. Jeg synes der har været en helt særlig og meget intens stemning. Der har ikke været nogen "first timer" men udelukkende folk som har været der mange gange tidligere - ikke at folk der er der for første gang normalt udgør noget problem, men der sker noget andet når folk er tilvænnet til varmen, tilpas med at være i rummet og vi alle bevæger os i samme flow, som én krop.

1. juledag var det Trine, som ejer studiet, der underviste. Hun kom virkelig ud over rampen! Jeg oplevede hende meget stærkt, følte næsten at hendes sjæl talte til min og jeg oplevede at jeg nåede længere i nogen af øvelserne, end jeg tidligere har gjort. Da vi ved timens afslutning lå i den sidste afsluttende Savasana, talte hun om taknemlighed over at være i live, at være i stand til at være lige der hvor hun var, over at kunne være en del af vores træning ... at vi kom og delte. Hun fortalte også, at hun dagen forinden havde fået meddelelse om at en af hende venner var død, banket ihjel i hans hjem i Australien - tårene trillede ned ad hendes kinder i mens hun talte. Når man ligger i den afsluttende Savasana, efter en fantastisk træning ... mit hjerte føltes fuldstændig åbent og hendes ord og smerte ramte meget stærkt, sammen med hendes dybtfølte taknemlighed. Det var en særlig dag med Bikram yoga!

I dag blev særlig på en helt anden måde. Af en eller anden grund, myldrede det ind med folk som ville prøve Bikram yoga for første gang. Måske i håbet om at brænde lidt julefedt af.
10 "first timer" deltog i timen i dag, og derudover var der flere end jeg nogen sinde har oplevet før. Jeg tror vi var 45 i alt, og varmen var enorm. Fugtigheden ligeså. Vi lå vildt tæt. Det er ikke noget problem, bare en noget større udfordring at holde fokus på dig selv ... concentrete, meditate!

Det slap jeg så ikke så godt fra. Allerede under omklædningen gik det galt for mig. En mor og hendes datter, som var der for første gang, var utilfredse med omklædningsforholdene. De manglede skabe til deres ting, de syntes vi stod for tæt, der var ikke nok plads til dem og de begyndte at flytte rundt på de ting som andre mennesker havde liggende på bænkene. Det skilte sig ud! Der plejer at være en meget venlig og mild stemning. Folk plejer at tale hyggeligt og stille sammen, eller holde sig for sig selv og mentalt forberede sig på yogaen.
Jeg skyndte mig at gøre mig færdig og lagde mig ind i yoga salen. Jeg elsker den stund. Ofte omkring 15-20 minutter inden timen begynder, hvor jeg ligger stille på måtten og vænner mig til varmen og får "renset mit sind" for tanker. Der gik dog ikke længe inden de omtalte kvinder kom ind. De tog opstilling i døren og talte højlydt om at her kunne de da ikke være, alt i mens varmen sivede ud gennem den åbne dør. Jeg satte mig op og sagde til dem, at det ikke var noget problem."I kan sagtens være her, folk rykker bare deres måtter lidt tættere sammen" Med det samme var der en kvinde på bagerste række, som tilbød at hun kunne flytte en række frem så de kunne ligge bagerst i lokalet - det bedste sted for "first timer". De tog i mod tilbudet, men moderen valgte alligevel at gå ud i receptionen og hente Rebecca, som skulle stå for dagens undervisning. Hun hev hende med ind for at vise hende at noget var helt galt, her kunne virkelig ikke være så mange mennesker, og hun manglede altså også plads til sin søster som snart ville slutte sig til dem. Rebecca forklarede hende at de lå perfekt hvor de lå, og sagde i øvrigt også at der mindst kunne findes plads til 10 stk. mere hvis det blev nødvendigt.
Da Rebecca var gået ud igen, fortsatte hun med at småbrokke sig til sin datter. Søsteren dukkede op lidt senere og tog opstilling i døren(og lod varmen sive ud) i mens hun, hen over hoved på alt og alle, lidt småfornærmet spurgte til hvor de havde stillet hendes ting .... da hun kom ind, efter at have klædt om, var hun mindst lige så utilfreds med forholdene som sin søster.
Der er, udover her i juledagene, næsten altid "first timer" med på alle timerne, men jeg har ALDRIG oplevet andre opføre sig på den måde. Folk plejer at komme med en vis ydmyghed, usikre på at være på ukendt grund og har deres antenner tændt for at aflurer hvordan det hele skal foregå.
De tre kvinder blev virkelig en udfordring for mig i dag! Dels fortsatte de med at brokke sig over pladsforholdene timen igennem, og da det desværre ikke lykkedes for mig at holde fokus på mig selv, kunne jeg i spejlet følge deres himmelvendte øjne, deres hviske sammen ... og det forstyrrede mig. Jeg forsøgte virkelig ikke at lade mig påvirke af det, men det lykkedes ikke.. Rebecca tog det fuldstændig roligt, gav den venlige anvisninger undervejs og lod sig ikke forstyrre. Jeg prøvede at sige til mig selv at det måske var deres måde at håndterer usikkerheden på, at det var værst for dem - men jeg oplevede det enormt respektløst. Jeg mener, det er jo op til en hver at afgøre om dette er noget for en dem. Hvis man prøver det og ikke synes om forholdene, eller selve yogaformen, kan man jo bare lade være med at komme igen. Bikram Cph. er mit, og mange andres "tempel" - sådan føles det, og når der kommer nogen og udviser så stor utilfredshed med stedet så bringer det mit sind i kog. Der var vel ikke nogen der tvang dem til at være der - de kunne have gået igen, da de konstaterede at forholdene ikke levede op til deres krav.
Det værste af det hele er: Det handler jo ikke om de tre kvinder! Det handler om mig - hvorfor kan jeg ikke abstrahere fra dem? Det burde ikke have noget med min yoga at gøre, overhoved. Problemet er, at de provokerer mig som typer og at jeg nok vil reagere på dem uanset hvor jeg end mødte dem. Hvis jeg ser det på den måde, så skylder jeg de tre kvinder tak! De tvang mig til virkelig at se mig selv i spejlet i dag, og erkende mindre skønne sider af mig, selv end jeg bryder mig om.
Helst vil jeg se den velafbalancerede yogi med misundelsesværdig ro, rummelighed og fokus, men der er lang vej endnu :-)
Der er plads til forbedring. Jeg har brug for at øve mig, og jeg glæder mig til Bikram yoga igen i morgen, med eller uden brokkehovederne.



Namaste

2 kommentarer:

  1. åh hvor får jeg lyst til at sige til sådan nogle at de skal tie stille!

    Det kan sikkert være deres måde at håndtere usikkerhed på, og ja du har ret i at sådanne mennesker, tester vores ideologier om os selv, men for fanden da, man kan godt være en velafbalanceret yogi, der smilende beder folk om at klappe kaje! kan man ikke? ;-)

    kh
    Anja

    SvarSlet
  2. Du har helt ret - der ville ikke have været noget i vejen for at have bedt dem om at være stille, for de var virkelig for meget. En rolig og velafbalanceret yogi kunne sagtens have gjort det :-)(og sku nok også have gjort det)

    Det generer mig bare stadig at jeg ikke kunne lukke det ude af mit univers - at jeg gav det lov til at stjæle mit fokus...
    Kh. Anette

    SvarSlet