Jeg lagde ud med at gøre mine omgivelser behagelige. Jeg tændte stearinlys, fandt de nødvendige puder frem og lukkede omverden ude(troede jeg): Jeg var parat.
Jeg satte mig tilrette i sofaen, med ret ryg og værdighed, som guiden beskrev med sin rolige stemme og lukkede øjnene for at hengive mig til meditation.
Det første jeg bemærker når øjnene lukkes, er uro. Jeg har uro bag øjenlågene og kan mærke hvordan mine øjne flakser rundt - det minder mig om en sommerfugl der flakse uroligt omkring og sætte sig hid og did. Jeg mærker mit urolige hjerteslag, min arytmisk vejrtrækning og mine tanker som dominerer. Jeg mærker en enorm trang til at "sætte ord" på det som jeg oplever: Den indre stemme kværner og bedømmer ... kommenterer konstant, nærmest som om jeg giver point. Samtidig dukker der tanker op. Tanker om ting jeg skal huske, hvad tøj jeg skal tage på i morgen når jeg skal ud og holde oplæg og tanker om dagen i dag, samtaler jeg har ført ... ting jeg skulle have sagt. Stemmen der guider er god til overdøve min indre kommentator og gøre opmærksom på tankerne der dukker op og hvad jeg skal gøre når det sker.
Langsom, ganske langsomt falder jeg til ro. Sommerfuglen holder op med at fakse rundt bag mine øjenlåg, mit hjerte falder til ro og jeg mærker mit åndedræt hæve og sænke sig rytmisk... Jeg er der! Jeg nyder at være til stede uden på nogen måde at prøve at påvirke øjeblikket. Jeg føler mig suget ind i en tilstand af vægtløshed....lige indtil telefonens ringen river i mig! Virkelig en ulempe ved at have de guidede meditationer på telefonen - skulle selvfølgelig have sat den på flyfunktion inden jeg satte mig, men det skal jeg love for at jeg betalte prisen for ikke at have gjort. Jeg afbrød telefonen og forsøgte at finde tilbage. Det lykkedes ikke - mit hjerte bankede af forskrækkelse over at være blevet revet ud af tilstanden.
Jeg startede meditationen forfra. Fast besluttet på at det skulle lykkes. Desværre havde telefonens kimen også vækket Hugo. Han trippede uroligt omkring mig, satte sig og lagde sit hoved i mit skød - da det ikke gav ham opmærksomhed, hentede han sin fine blæksprutte bamse og lagde op i skødet på mig. Da det ikke hjalp, så gav han sig til langsomt og klagende at tude .... Heldigvis gav han op efter kort tid og lagde sig med et stort suk på gulvet ved siden af mig.
Jeg fandt nok ikke helt tilbage til hvor jeg var da telefonen afbrød, men jeg nød det trods udfordringer og følte mig rigtig godt tilpas bagefter.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar