Min mormor

Min mormors pigenavn var Ingeborg Elisabeth Bang. Som barn elskede jeg at sige hendes navn, hviske det for mig selv, smage på det. Jeg syntes det var et meget fint og fornemt navn, et navn som fint kunne passe til en prinsesse. Jeg var i mit stille sind sikker på at det havde været lidt af et tab for hende, da hun blev gift og fik min morfars efternavn. Frederiksen. Det var ligsom ikke helt det samme at sige: Ingeborg Elisabeth Frederiksen. Når mormor tog telefonen sagde hun: "Snedkermester Frederiksen" Det undrede mig - det var jo ikke hende, men min morfar som var snedkermester. Hun kunne ikke se der var noget mærkeligt ved det, men forklarede mig at det var for kundernes skyld. De skulle ikke gerne tro, at de havde ringet forkert. Hun fortsatte med at sige "Snedkermester Frederiksen" resten af sit liv. Efter at morfar havde lukket butikken spurgte jeg hende hvorfor hun ikke holdt op med at præsenterer sig på den måde. Hun sagde at det var en vane, men jeg tror nu også det handlede om en lille smule stolthed over at være snedkermesterens kone.

Mormor var fra landet. Hun sagde: "Vi skal bort" når de skulle i byen og besøge nogen.Når de fik gæster sagde hun: "Der kommer fremmede"

Hun var lidt af en forvandling kugle, min mormor. Hun havde tøj til en hver lejlighed. Dels havde hun en sommer og en vintergarderobe, og så havde hun udpræget hverdagtøj, arbejdstøj, tøj til at gå i haven og selskabstøj. Jeg tror ikke at jeg som barn tænkte så meget over om hun var smuk, hvilket hun var, men jeg var dybt fascineret over hendes evne til at forvandle sig. Jeg syntes virkelig at hun var fin, når hun gjorde sig fin. I sine unge dage havde hun langt, kraftigt, mørkt bølget hår der som årene gik kun ændrede farve til smuk sølv, men beholdte sin volumen Når hun havde gjort sig i stand, var der én ting som aldrig missede: Hendes perlebesatte spænde, som holdt det kraftige hår på plads. Åhhh, jeg syntes det var fint og passede så flot til Ingeborg Elisabeth Bang - spændet ligger i dag i min skattekiste. Da jeg arvede det, og pludselig stod med det i hånden, blev jeg overrasket over hvor simpelt et smykke det i virkeligheden var. Det var bare et billigt spænde, som på mormor lignede en hel million - set gennem barnebarnets kærlige øjne.

Mormor må have passet mig hundredevis af gange, så min mor og far kunne passe deres arbejde trods det at jeg ofte var syg. Hun kom cyklende tidligt om morgnen. Hvis jeg havde det nogenlunde, så stod jeg bag det lange gardin, ved havedøren i spisestuen og spejdede ned af vejen for hurtigst muligt at få øje på hende. "Nu kommer hun, nu kommer hun" råbte jeg og min mor sagde som oftest "Åhh, det var godt, så kan vi nå en kop kaffe inden jeg kører"
Andre gange lå jeg på sofaen i stuen hvor der var redt op til mig, for syg og for slatten til at holde øje med mormor. Når hun havde fået hængt overtøjet , kom hun ind til mig, mærkede mig på panden og sagde: "Nu skal jeg lige have en tår kaffe, så skal vi to læse en historie" Hun har læst uendelig mange historier for mig. Hvis blot der var en kaffetår til at smøre stemmebåndet med undervejs, så var hun utrættelig. Hun var i sær begejstret for "Alle vi børn i Bulderby" - hun syntes at det var sådan nogle søde børn,og når min bror og jeg af og til skændes, så sagde hun: "I skulle tage og behandle hinanden lige så pænt som de flinke børn i Bulderby!" Så ku vi tage den, ku vi!

At besøge mormor, var som at komme hjem - ikke hjem til mig selv, men hjem til tid, ro og varme. Det var som om at tiden stod stille. Som om det altid var sommer. At insekterne summede, at fuglene kvidrede, at solen skinnede, at mormor trak i træskoene og gik i haven for at samle bær, serverede jordbærgrød med rigtig fløde. Der var også oseaner af lange eftermiddage med mig i læder øreklapstolen i hjørnet af stuen og mormor der lærte mig at strikke. Mormor der stoppede strømper, klippede mønstre ud, syede fine kjoler - hun opbevarede sine knapnåle i mellem læberne i mens hun arbejdede og jeg holdt vejret af skræk for at hun skulle sluge dem. Hun syntes jeg havde virkelig gode øjne når jeg kravlede rundt under spisebordet og fandt alle de knapnåle som hun havde tabt - hun gav mig følelsen af at være virkelig vigtig og at jeg nærmest havde afværget en katastrofe, ved hjælp af mine stærke, gode øjne.

Mormor ku alting. Hendes hænder har frembragt i hundredevis af lune sokker, varme trøjer, smukker sommertoppe, fine kjoler enten strikket, hæglet eller syet. - først til mig og mine dukker og senere hen også til mine børn.

Hun tryllede i køkkenet. Fulgte med i de sidste nye strømninger og kreerede modernede måltider til hele familien. I årevis stod mormor helt alene for at arrangerer julefrokost for sine 3 børn, svigerbørn, 6 børnebørn og efterfølgende oldebørn. Det var lige meget om vi var 15 eller 30, om mormor var 50 eller 80: Alt var hjemmelavet - Hjemmepanerede fiskefil letter, røde og hvide sild, karrysild, kogte halve æg og karrysalat, lune retter: Frikadeller med syltede agurker og rødkål, mørbradbøffer med bløde løg og champignon, ribbensteg, sylte med sennep og rødbede og sidst men ikke mindst hjemmelavet leverpostej med sprød bacon og champignon Afslutningsvis var der altid ostebord med frisk frugt ... Til kaffe var der hjemmelavet småkager i massevis og selvfølgelig konfekt.

Mormor blev aldrig taget med bukserne nede, selv når der kom uanmeldt gæster kunne hun fremtryllebåde det ene og det andet til kaffen.

Mormor var overskud og hjælpsomhed. I min barndom kom hun hjem og hjalp mor, når det var tid til hovedrengøring. Hold da op hvor der blev taget fat. Jeg ser billeder for mig, af mormor og mor med tørklæder om håret, gummihandsker og ærmerne smøget op - dyner i haven, møbler trukket ud, gardiner der snurede i vaskemaskinen og spande med stærke sager til at vaske af og vaske ned. Det var lidt af en plage, og samtidig meget fascinerende Både mor og mormor var af den overbevisning, at børn havde godt af at hjælpe til. Min bror og jeg skurede spisebordet og vores egne skriveborde med sæbespåner, vi bankede tæpperne der hang i haven med tæppebankeren og vi pustede ud sammen med dem, når det blev tid til en kaffetår.

Mormor levede med i vores liv. Hun lyttede, spurgte ind til og huskede. Hun kunne navnene på mine bedste venner, hun vidste hvilken lære der var elsket og hvilken der var frygtet.

Jeg vil bestemt ikke sige at hun havde et udpræget rummelig menneskesyn - politisk lå hun nok meget langt fra hvor jeg ligger i dag. Hun forstod ikke indvandringen, det gjorde hende nok utryg og jeg tror at hun ønskede et Danmark for danskere. Samtidig var hun udpræget rummelig i forhold til sine kære. Jeg oplevede virkelig at blive "Taget som den jeg var" Hun satte ikke mange krav. I mine helt unge år, hvor mange andre ting end samvær med mormor, trak i mig, mødte jeg hende en dag tilfældigt på gaden. Vi blev glade for at se hinanden og fandt et sted hvor vi kunne købe en kop kaffe. Da sagde hun til mig: "Du behøver ikke rende mig på dørene, men sørg for at vi ser hinanden ofte nok til at vi ikke bliver fremmed for hinanden" Det tog jeg til mig!

Mormor har været død i mange år nu. Dengang hun døde, da tænkte jeg at hun altid ville leve videre i hjerterne på alle os der elskede hende, men dengang var det kun ord. Jeg var ikke klar over at det kunne føles så virkeligt. Hun lever videre inden i mig, sammen med mig. Jeg tænker på hende ofte. Når jeg fremmaner billede af mormor for mit indre blik, kan jeg opleve den samme følelse af at "Komme hjem til ro, tryghed og varme" som jeg oplevede når jeg besøgte hende som barn. Jeg kan stadig på aller barnligste vis, bore min næse dybt ned i slumretæppet som hun har strikket, og føle mig dybt forbundet med hende. Jeg putter mig i tæppet når det står aller værst til.

Også i mine børn lever hun videre. De husker hende begge to tydeligt - mormor levede heldigvis længe nok til at de lærte hende rigtig godt at kende. De har billeder af på nethinden af Oldemor der vendte pandekager i luften, lavede kaffebakken klar når vi kom på besøg, stod i indkørslen og vinkede når vi tog afssted igen. Hver i sær kan de fortælle historier om hvad Oldemor betød og stadig betyder for dem.

En anden dag kan jeg fortælle historien om min mor, hendes datter, der i lighed med sin mor, kan alting, er hjælpsomheden selv og fuld af kærlighed til os alle sammen - en mere modernet udgave af mormor. En kvinde der også har gjort karrierer.

Der var magi ved min mormor. På en og samme gang var hun både meget virkelig, jordnær og hverdagsagtig med alle sine evner og gøremål og magisk fordi hun har så uendelig stor betydning for mig.

MITAKUYE OUASIN .... Alle mine slægtninge