Et glimt ...

Jeg elsker at bevæge mig rundt i verden som iagttager.
Som en usynlig tilskuer.
En betragter.
Jeg tuner mine sanser ind på en særlig frekvens.
En frekvens som opfanger hvert et sagt og usagt ord. Hver en antydning af drama på min vej. Blomstrende kærlighed. Indestængte følelser.
Hemmelige samtaler er det bedste. Jeg elsker at lytte til alle de ting folk tror de kan slippe afsted med at snakke om. Hemmeligt... i det offentlige rum.

En sommerdag fik jeg en helt unik lille luns.
Jeg trådte ind på "frk. Jensens fristelser" kl. 8.30.
Jeg købte en stor latte, forsynede mig i bunken af dameblade og satte mig ned ved bordet. Bordet ved siden af manden med den blå skjorte. Ikke så snart havde jeg sat mig førend han fik selskab af Morten. De udvekslede høfligheder og talte lidt om vejret. De fik serveret latte ved bordet og snakkede om, at de snart måtte stoppe med at bruge sukker i kaffen - de blev jo ikke yngre og det blev ikke nemmere at holde den slanke linje. Det sagde de ikke højt ... men jeg er sikker på at det lå i luften.
Snart fik manden i den blå skjorte taget mod til sig og fik ført samtalen ind på dagens emen. Grunden til at de var mødtes til morgen kaffe på den lille café.
Det viste sig at være et forretningsmøde og manden i den blå skjorte indledte:
"Morten , sidst vi var sammen fik du sået et lille frø i mig. Frøet har groet i mig siden og jeg syntes det var vigtigt at vi nåede at stikke hovederne sammen inden vi hver i sær tager på ferie."

Herefter fulgte en udveksling af ferieuger, feriesteder og udregning af hvornår de begge to måtte være tilbage i byen og hvorvidt de hver i sær regnede med om de kunne slippe afsted med at arbejde lidt i ferien eller om de kunne/ville/ønskede at holde helt fri. Jeg forsøgte virkelig at tune min radar helt ind, men jeg kunne ikke læse dem rigtigt: Ønskede de at holde fri eller lagde nogen mon pres på dem? En kæreste? En kone eller forpligtelser overfor børn ... Jeg syntes ikke jeg kunne bryde ind med min tvivl og jeg lod de to herre snakke uforstyret videre.

Vi skulle tilbage til frøet der var plantet i manden med den blå skjorte. Morten var helt klar over hvad han talte om og han gav sig uopfordret til at uddybe de ord som tidliger havde haft held til at så et frø i manden med den blå skjorte. Morten driver en virksomhed sammen med en partner som hedder Søren. Det er en ny virksomhed med højest et par år på bagen. Virksomheden oplever succes - mere succes end både Morten og Søren havde turde håbe på. De tog sig af salg af en slags og konsulent opgaver. De havde indtil nu benyttet sig af freelance medarbejdere, men alligevel havde medarbejderstaben udviklet sig. De var nået til et skelsættende punkt for deres virksomhed. De omsatte for 7 millioner om året og skulle nu beslutte sig for om de skulle vokse sig større eller kaste anker og forsøge at forblive status qua. Mortens kæreste var vist ikke så begejstret for mængden af hans arbejde. Måske var hun også lidt bekymret for ham. Morten og Søren havde erkendt at de skulle holde sig til det de hver i sær var gode til og det var i hvertfald ikke ledelse. Det duede de ikke til. De havde brug for hjælp og det var her manden med den blå skjorte kom ind i billede.

Her tog manden med den blå skjorte over. Han forstod hvad Morten prøvede og sige. Han ville gerne ridse op hvad han så af muligheder. Manden med den blå skjorte begyndte at tegne på en serviet. Han tegnede en kasse - en kompetence kasse hvori han fyldte alle de kompetencer som Morten var i bedidelse af. Manden med den blå skjorte brugte mange plusord, tillægsord og jeg blev sgu helt glad inden i over hvor godt han syntes om Morten. Jeg blev også klar over at det altså ikke var hvem som helst jeg sad ved siden af - det var sgu dygtige folk. Før Morten og jeg vidste af det, var der kommet flere kompetencekasser på servietten: En for Søren(også en dygtig fyr - ærgeligt at jeg ikke fik mødt ham) og en for manden med den blå skjorte. En rigtig stor kasse til manden med den blå skjorte. Morten fandt en blok frem fra tasken - der var slet ikke plads til alle de kompetencer på den lille serviet.

Jeg kunne tydelig mærke at Morten godt kunne li det han hørte, men han syntes også at han selv havde mange gode ting på hjertet. Han tænkte at manden med den blå skjorte skulle læne sig lidt tilbage og lytte lidt på ham.
En tid førte de paralel dialog - en dialog om vækst. Om samarbejde og om at gøre alt det man hver i sær er skide god til - de skiftedes til at pege ned på servietten: Et symbol for fermtidens samarbejde og for den synergi der skulle blomstre i mellem Morten, Søren og manden i den blå skjorte.
Manden med den blå skjorte ville gerne komme med et forslag: Han ville indgå i et samarbejde med en kontragt på 12 måneder. Efter 12 måneder ville det stå frit for Morten og Søren - havde han indfriet forventningerne kunne samarbejdet fortsætte. Dog betingede han sig: Ønsker I at fortsætte, så afgører jeg om det fortsat skal være som lønarbejder eller om jeg skal købe mig ind i firmaet - han nævnte obsioner og andre tekniske ting som jeg ikke kender til. Jeg kender dog til kropssprog og jeg kunne se at Morten ... ligsom landede på jorden igen. Følte sig på tynd is. Jeg tænker han næppe havde aftalt med Søren at han kunne sælge ud af firmaet...

Her begyndte Morten at røre uroligt på sig. Jeg tror også at manden i den blå skjorte ved noget om kropssprog, for han skyndte sig at sige: "Dette er jo blot mine indledende tanker - tingene kan gøres på flere måder..."

Tiden var ved at rende fra mig. Jeg har jo faktsik ikke noget at gøre kl. 8.30 en hverdagsmorgen på "frk. Jensens Fristelser" Min tid som iagttager var ved at være brugt op og min egen virkelighed kaldte. Jeg drak den sidste slurk af min latte. Lagde damebladet på plads og sagde henvendt til Morten og manden med den blå skjorte: "Det lyder rigtig spændende alt sammen - jeg ønsker jeg begge held og lykke"

Herefter forlod jeg cafén. Hvad der videre sker vil for altid være lukket land for mig. Jeg ved ikke om Morten og manden med den blå skjorte får holdt sig en ordenlig ferie - en ferie uden arbejde. Jeg ved ikke om samarbejdet bliver en realitet og jeg ved ikke engang hvad for en slags virksomhed Morten og Søren driver. Jeg får aldrig mødt Søren. Og jeg ved ikke om det lykkes for dem at stoppe med at putte sukker i deres kaffe. Der er meget mere jeg ikke ved end jeg ved.
Det gør ingen ting. Det er en del af konceptet. I 5 minutter, 10 minutter eller 20 minutter som idag bliver porten åbnet til andre menneskers liv. Som et glimt.
Jeg har ikke dårlig samvitighed. Synes ikke jeg er et dårligt menneske fordi jeg uhæmmet lytter til andre menneskers liv - altså den del der foregår i det offentlige rum. Jeg undrere mig måske over at det ikke er lykkedes for Morten eller manden med den blå skjorte at få sig et kontor hvor de kunne mødes og snakke om disse vigtige ting. Men måske kan de bare godt li den lille café. Den er også hyggelig og ligger centralt - lige ved togbanen!