Stille start på dagen

I dag startede dagen ganske tidligt  - uanset hvor tidligt jeg skal af sted, så elsker jeg god tid til at vågne, sidde stille og roligt og småsnakke med K, nusse om Hugo og indtage lige den morgenmaden som vil gøre godt til dagen der kommer .I dag blev det til skyr med  lækker Peace, love & granola i min mummiekærligheds skål:

Dagens første stop var rygtræning med helt fantastiske Karina som har tålmodighed til at forklare og vise øvelserne, fortælle mig hvor jeg skal mærke strækket, føle min vejrtrækning og hvordan jeg ved tankens kraft kan komme dybere ind i strækket. Vi trænede sammen en time og virkningen var fantastisk! Jeg har haft det langt bedre i ryggen i dag, end jeg har haft i over et år. Selv her til aften efter at have været ude og løbe en tur ... det er magi i god kombination med hendes enorme viden og evne til at kommunikerer på en måde jeg forstår.

Nu er jeg landet i min krog i sofaen og nyder selskabet ved min side .

Forandring

At være tilbage på bloggen og rulle igennem de gamle indlæg, gør mig opmærksom på hvor store forandringer der er sket - ikke store og dramatiske forandringer, ikke nødvendigvis allesammen lige velkommen og ønskværdige. Mere små bitte og undseelige ændringer, som sker i sneglefart, ikke opfattes i hverdagslivet, men ved tilbageblik alligevel tilsammen udgør:Forandring!
Jeg laver ikke yoga mere.
Jeg løber næsten ikke.
Jeg går aldrig til spinning.
Tre ting som har fyldt i mit liv og skabt kvalitet. En rygskade har sat dagsordnen i et helt år nu. I starten blev jeg ved med at leve som jeg hele tiden havde gjort. Jeg blev ved at løbe - og krøb sammenbøjet rundt i flere dage efter ... altså til jeg gik ud og løb igen. Jeg gik stadig til Yoga. I det varme rum fortog smerterne sig, jeg følte mig mere smidig og kunne næsten være med til det hele - men jeg betalte prisen bagefter når kroppen blev kold igen. Jeg holdt også fast i spinning, men knap så vedholdende fordi det bare gjorde ondt under hele timen at sidde bøjet ind over styret-
Det var svært for mig at give slip. Jeg vaklede i mellem troen på at sport og motion var vejen til helbredelse af min ryg og så lyden af min underbevidsthed som viskede at jeg var nødt til at stoppe og give min ryg tid til at hele. Jeg har været til kiropraktor 20 gange, men orkede tilsidst ikke at blive ved med at blive brækket i. Jeg har været til japansk fingertryksmassage ... en fuldstændig vild oplevelse som har skabt forandring. Nu kryber jeg ikke rundt med konstante smerter, Jeg er blevet meget bevidst om hvordan jeg sidder, står og går og det almindelige liv leves med et minimum af smerter. Jeg er gået i gang med løb igen. Kun små korte ture 2-3 gange om ugen og ikke tilnærmelsesvis som det var engang ... men jeg får ondt bagefter, kan ikke rette mig ud og bliver mismodig og trist. Smerterne har forandret sig. De bliver ikke hængende som en konstant påmindelse, men aftager gradvist. Jeg har fået nogle værktøjer nu. En personlig pilates instruktør følger mig, justerer mig og laver ændringer i mit program. Der er ikke tale om pilates som giver mig tonede muskler(!) - vi har fat i bitte små muskelgrupper i min læn og i mit bækken. Jeg kan mærke at det hjælper mig og at jeg kan bruge øvelserne både forebyggende og når det gør ondt.
Det er jo ikke en voldsom forandring som lige med et har forandret mit liv - i hvertfald er min bevidsthed om omfanget af forandringen kommet snigende. Det er bare meget tydeligt for mig HVOR STOR en forandring det alligevel har gjort ved mit liv. Jeg har ikke opgivet håbet om at ryggen kommer til at fungerer normalt igen, men jeg har sgu øjeblikke hvor jeg tvivler ... og blir ked!
Oplever at rygproblemerne isolerer mig fra de mennesker jeg ´plejer at dele min fritid med - jeg er ikke længere en attraktiv løbemakker og selvom min søde veninde ofte bytter sin læbetur ud med en gåtur sammen med mig ... så skal hun jo stadig passe sin træning. Vi planlægger ikke storbyferie med indlagt marathon, selvom jeg er begyndt at sige til mig selv at jeg jo kan rejse med og heppe ...
Jeg vil helt klart imødese lidt positiv forandring for min ryg - jeg savner min aktive tilværelse selvom jeg tilfulde nyder alverdens andet som livet har at byde på. Tror det er det ufrivillige i mig som får mig til at opleve en barnlig følelse af snyd!
Jeg må arbejde på mit mindset.

6 måneder der fløj afsted

Siden jeg skrev sidst er der vel rundt regnet sket 1000 ting! Den væsentligeste, og samtidig den største årsag til at der ikke er blevet blogget, er at vi har købt et Getaway - det skønneste lille sted. Hyggeligt lille hus som K snart har sat i stand fra top til tå, i den skønneste natur kun 300 meter fra Sejerøbugten ... Vi elsker at være der! Og der er ingen netforbindelse og næsten ingen mobil kontakt - det er en sand dockingstation. VI lader op ude af kontakt med omverden. Efter blot et døgn på Overlykkelige Odden føler jeg mig så utrolig meget tilstede i egen krop og i langt større kontakt med hvad jeg vil, ønsker og har behov for. det har langt overstiget mine forventninger.

Imagine that ...

Jeg hørte følgende:
En kvinde sidder ved sin moders dødsleje. Moderen, som har ligget i koma i flere dage, vågner pludselig op, ser intenst på sin datter og siger:"I hele mit liv har jeg aldrig følt at jeg var go nok..." Kort efter dør hun ... tænk engang: Et helt liv og aldrig har hun følt at hun var god nok! Tænk altid at føle at man ikke slår til, ikke er klog nok, smuk nok, venlig nok - altid slå sig selv i hoved med:"Du duer ikke"

Er det mon genkendeligt for nogen? Er der mon nogen der kan forestille sig at det var den sidste tanke de skulle tænke inden de forlod denne jord?

Imagine that!

Cute car in Rome

Det stille liv

Lader mig synke dybt ned i sofaens hyggekrog på denne sidste ferie påskedag

Med udsigt til den regnvåde have når jeg ser den ene vej(den ødelagte græsplæne, men i særdeleshed min dejlige, kæmpestore vogtersten og klokken som er hjembragt  fra den hvide Buddha i Thailand)

Og dagens fødseldags barn og mit fine køkken som begynder at tage form(vi venter på bordplade, kogeplader mm), når jeg ser den anden vej:

Jeg har ikke tænkt mig at flytte mig foreløbig.

1 år for Hugo HURRA