Singapore i billeder

Av min ryg!

Ligger på sofaen og ømmer mig. Jeg har været til kiropraktor og blevet brækket i alle ender og kanter. Har gået med en låst ryg i et par uger - havde egentlig bildt mig selv ind at yogaen ville være det der skulle til for at få bugt med det .. men det er kun blevet værre. Må desværre nok springe yogaen over i dag pga. smerter. Jeg har ellers nydt at være der hver dag og havde svoret at jeg ville blive ved med det lige indtil arbejdet med sikkerhed sætter en stopper for den ihærdighed. Jeg er sikker på jeg er på benen igen i morgen og vil være at finde på yogamåtten igen - glæder mig allerede.

Jeg har taget mig sammen til at ringe til dyrlægen og har fået en tid til Hugo i eftermiddag. Det virker som om han har noget der sidder og generer ham i halsen. Han forsøger hele tiden at brække sig og siger sådan nogle underlige halslyde ... håber ikke det er noget alvorligt!Jeg er en være hønemor, og jeg bliver så urolig når der er noget galt - øv!

 

Hey ... luk mig lige ind, ikk!

Min bror og svigerinde rejser tilbage til Singapore i morgen - de fejrer nytår oppe mellem skyerne- I aften tager vi på Lê Lê og spiser sammen. Der har min bror og jeg spist sammen de sidste mange gange han har været i Danmark, og i aften tager vi alle sammen afsted.



Jeg vil ligge mig ned og ømme mig lidt mere ...



Fokus

Jeg har været til yoga hver dag henover julen. Det har været fantastisk dejligt, og når man kommer hver dag er det virkelig muligt at mærke sin krop og den forandring der sker dag for dag. Jeg synes der har været en helt særlig og meget intens stemning. Der har ikke været nogen "first timer" men udelukkende folk som har været der mange gange tidligere - ikke at folk der er der for første gang normalt udgør noget problem, men der sker noget andet når folk er tilvænnet til varmen, tilpas med at være i rummet og vi alle bevæger os i samme flow, som én krop.

1. juledag var det Trine, som ejer studiet, der underviste. Hun kom virkelig ud over rampen! Jeg oplevede hende meget stærkt, følte næsten at hendes sjæl talte til min og jeg oplevede at jeg nåede længere i nogen af øvelserne, end jeg tidligere har gjort. Da vi ved timens afslutning lå i den sidste afsluttende Savasana, talte hun om taknemlighed over at være i live, at være i stand til at være lige der hvor hun var, over at kunne være en del af vores træning ... at vi kom og delte. Hun fortalte også, at hun dagen forinden havde fået meddelelse om at en af hende venner var død, banket ihjel i hans hjem i Australien - tårene trillede ned ad hendes kinder i mens hun talte. Når man ligger i den afsluttende Savasana, efter en fantastisk træning ... mit hjerte føltes fuldstændig åbent og hendes ord og smerte ramte meget stærkt, sammen med hendes dybtfølte taknemlighed. Det var en særlig dag med Bikram yoga!

I dag blev særlig på en helt anden måde. Af en eller anden grund, myldrede det ind med folk som ville prøve Bikram yoga for første gang. Måske i håbet om at brænde lidt julefedt af.
10 "first timer" deltog i timen i dag, og derudover var der flere end jeg nogen sinde har oplevet før. Jeg tror vi var 45 i alt, og varmen var enorm. Fugtigheden ligeså. Vi lå vildt tæt. Det er ikke noget problem, bare en noget større udfordring at holde fokus på dig selv ... concentrete, meditate!

Det slap jeg så ikke så godt fra. Allerede under omklædningen gik det galt for mig. En mor og hendes datter, som var der for første gang, var utilfredse med omklædningsforholdene. De manglede skabe til deres ting, de syntes vi stod for tæt, der var ikke nok plads til dem og de begyndte at flytte rundt på de ting som andre mennesker havde liggende på bænkene. Det skilte sig ud! Der plejer at være en meget venlig og mild stemning. Folk plejer at tale hyggeligt og stille sammen, eller holde sig for sig selv og mentalt forberede sig på yogaen.
Jeg skyndte mig at gøre mig færdig og lagde mig ind i yoga salen. Jeg elsker den stund. Ofte omkring 15-20 minutter inden timen begynder, hvor jeg ligger stille på måtten og vænner mig til varmen og får "renset mit sind" for tanker. Der gik dog ikke længe inden de omtalte kvinder kom ind. De tog opstilling i døren og talte højlydt om at her kunne de da ikke være, alt i mens varmen sivede ud gennem den åbne dør. Jeg satte mig op og sagde til dem, at det ikke var noget problem."I kan sagtens være her, folk rykker bare deres måtter lidt tættere sammen" Med det samme var der en kvinde på bagerste række, som tilbød at hun kunne flytte en række frem så de kunne ligge bagerst i lokalet - det bedste sted for "first timer". De tog i mod tilbudet, men moderen valgte alligevel at gå ud i receptionen og hente Rebecca, som skulle stå for dagens undervisning. Hun hev hende med ind for at vise hende at noget var helt galt, her kunne virkelig ikke være så mange mennesker, og hun manglede altså også plads til sin søster som snart ville slutte sig til dem. Rebecca forklarede hende at de lå perfekt hvor de lå, og sagde i øvrigt også at der mindst kunne findes plads til 10 stk. mere hvis det blev nødvendigt.
Da Rebecca var gået ud igen, fortsatte hun med at småbrokke sig til sin datter. Søsteren dukkede op lidt senere og tog opstilling i døren(og lod varmen sive ud) i mens hun, hen over hoved på alt og alle, lidt småfornærmet spurgte til hvor de havde stillet hendes ting .... da hun kom ind, efter at have klædt om, var hun mindst lige så utilfreds med forholdene som sin søster.
Der er, udover her i juledagene, næsten altid "first timer" med på alle timerne, men jeg har ALDRIG oplevet andre opføre sig på den måde. Folk plejer at komme med en vis ydmyghed, usikre på at være på ukendt grund og har deres antenner tændt for at aflurer hvordan det hele skal foregå.
De tre kvinder blev virkelig en udfordring for mig i dag! Dels fortsatte de med at brokke sig over pladsforholdene timen igennem, og da det desværre ikke lykkedes for mig at holde fokus på mig selv, kunne jeg i spejlet følge deres himmelvendte øjne, deres hviske sammen ... og det forstyrrede mig. Jeg forsøgte virkelig ikke at lade mig påvirke af det, men det lykkedes ikke.. Rebecca tog det fuldstændig roligt, gav den venlige anvisninger undervejs og lod sig ikke forstyrre. Jeg prøvede at sige til mig selv at det måske var deres måde at håndterer usikkerheden på, at det var værst for dem - men jeg oplevede det enormt respektløst. Jeg mener, det er jo op til en hver at afgøre om dette er noget for en dem. Hvis man prøver det og ikke synes om forholdene, eller selve yogaformen, kan man jo bare lade være med at komme igen. Bikram Cph. er mit, og mange andres "tempel" - sådan føles det, og når der kommer nogen og udviser så stor utilfredshed med stedet så bringer det mit sind i kog. Der var vel ikke nogen der tvang dem til at være der - de kunne have gået igen, da de konstaterede at forholdene ikke levede op til deres krav.
Det værste af det hele er: Det handler jo ikke om de tre kvinder! Det handler om mig - hvorfor kan jeg ikke abstrahere fra dem? Det burde ikke have noget med min yoga at gøre, overhoved. Problemet er, at de provokerer mig som typer og at jeg nok vil reagere på dem uanset hvor jeg end mødte dem. Hvis jeg ser det på den måde, så skylder jeg de tre kvinder tak! De tvang mig til virkelig at se mig selv i spejlet i dag, og erkende mindre skønne sider af mig, selv end jeg bryder mig om.
Helst vil jeg se den velafbalancerede yogi med misundelsesværdig ro, rummelighed og fokus, men der er lang vej endnu :-)
Der er plads til forbedring. Jeg har brug for at øve mig, og jeg glæder mig til Bikram yoga igen i morgen, med eller uden brokkehovederne.

Namaste

Indre styrke

Jeg elsker at lytte til Tara Brach, både hendes guidede meditationer og hedes "Talks" - se evt. på http://tarabrach.com/ Jeg anbefaler hende varmt. Hun er meget vidende, inspirerende og humoristisk at lytte til. Jeg downloader og har hende med mig overalt på min IPhone.

I dag har jeg vandret rundt i 1 ½ time på skovstierne med Hugo og Tara. Ofte når jeg skal ud på de længere ture med Hugo, kan jeg mærke en vis ugidelighed. Jeg tænker ved mig selv, at han måske også kunne nøjes med en lille tur - men det forunderlige er hver gang, at lige så snart vi er kommet af sted så gir det ligesom sig selv. At se Hugo løbe op og ned ad bakkerne, kaste pinde til sig selv, vælte sig rundt i mudder som et andet lille vildsvin og bade i voldgraven er så skønt og medrivende, at det slet ikke haster med at komme hjem igen. En hund er en fantastisk læremester i kunsten at være tilstede i nuet.

At lytte til Taras "talks" fik mig i dag til mindes en ting:

I maj mdr. skulle jeg 2 uger til Lanzarote sammen med K. Han skulle lave Ironman og min plan var total afslapning kombineret med lidt løb. I dagene inden vi tog af sted gik noget grueligt galt på mit arbejde. En problematik ud over det sæd vagenlige som var meget følelsesmæssigt belastende. Det var utrolig svært for mig at tage af sted. Svært at efterlade en kæmpe stor og problematisk situation til andre, som jeg i den grad helst selv ville tage mig af og som bestemt også var mit ansvar. Jeg mindes at jeg var på arbejde om formiddagen og kom hjem 1½ time førend der var afgang til lufthavnen - K stod for pakning og at få gjort klar til at vi kunne tage af sted herhjemme fra.
Da vi sad i lufthavnen, bænket med en kop Starbuck kaffe, kunne jeg mærke hvordan alting i mig skreg: Jeg vil ikke af sted, det duer ikke - jeg kan ikke holde ferie nu!
Da vi kom ind i flyet og havde 5 timers flyvetur foran os, var det helt uvirkeligt at sidde stille i sædet uden at kunne foretage sig noget som helst. Min krop og sind var i alarmberedskab og jeg var pludselig afskåret muligheden for at kunne handle. Mit arbejdsmæssige bagland var indforstået med at jeg tog af sted, og min chef havde lovet at tage over i forhold til... hvad der end måtte dukke op, men det føltes stadig meget forkert.
Det blev selvfølgelig ikke ved med at være lige uudholdeligt. Langsomt, ganske langsomt faldt pulsen og det blev gradvist til at bære at være på afstand af "den brændende platform" Jeg var i løbende kontakt med min arbejdsplads, hvilket var en udfordring fordi det på den ene side gjorde det muligt at følge udviklingen derhjemme og på den anden side hver gang sætte spekulationer og frustrationer i mig.

En dag efter en af disse telefonsamtaler(og det var dette Tara talks fik mig til at mindes i dag) var jeg virkelig oprørt. Havde jeg kunne det, var jeg gladeligt sprunget på et fly og sat kursen hjem til DK. så hurtigt så muligt. Samtidig vidste jeg også hvor meget jeg havde trængt til denne ferie, og hvilke udfordringer der ville vente på mig når jeg kom hjem.
Jeg gik ned til klipperne og sad og stirede ud over havet - vi bor på den forblæste side af øen, og havet var i lige så stort oprør som jeg følte mig inden i. Jeg kunne mærke hvordan mine tanker kørte i ring.

Jeg forsøgte at mediterer, men det rev for meget i mig til at mit sind kunne falde til ro. I frustration kaldte jeg på hjælp: "Hvad skal jeg gøre?" Jeg har ingen ide om hvem jeg spurgte og jeg havde helt sikkert ingen forventning om et svar.
Der, lige der, skete noget forunderligt! For mit indre blik så jeg Hakikta( http://alivebalance.blogspot.com/2011_05_01_archive.html ) Han sad foran mig, som jeg har set ham i svedhytte flere gange, med langt udslået gråsort hår, bar overkrop og et roligt, klogt og imødekommende udtryk.
"Hvad skal jeg gøre?" gentog jeg. Der kom ikke noget umiddelbart svar. Han kiggede bare roligt tilbage på mig. Langsomt forplantede denne ro sig i mig, og så kom svaret: "Gør det du kan!" Det var så enkelt og indlysende - jeg kunne ikke gøre andet! Jeg hjalp ingen ved at ødelægge og pine mig selv med ikke at være hjemme. Det gik op for mig, at det jeg i virkeligheden kunne, det var at tage mig af mig selv - sørge for at få hvilet ud, komme til kræfterne efter en lang og hård arbejdsperiode så jeg havde noget at byde ind med, når jeg kom hjem igen.
Disse simpel ord: "Gør det du kan" ændrede alting for mig. Det føltes som om jeg fik taget en kæmpe byrde fra mine skuldre, at mit udsyn pludselig blev klart, at jeg kunne trække vejret ubesværet igen og nyde at være lige der hvor jeg var.
At det var Hakikta der kom, da jeg kaldte på hjælp, er vildt - Hakikta var ikke min. Jeg nåede aldrig at lære ham ordenligt at kende. Jeg nåede bare at ane, at her var et menneske som jeg virkelig ønskede at lære at kende - og så var han væk. Men åbenbart ikke helt væk, og at han kom til mig på denne måde, var en meget stærk og smuk oplevelse.

Hvad er det der sker, når mit udråb - min bøn om du vil, bliver hørt/mødt. Hvordan er det muligt? Hvad er det for en stemme som taler inden i mig, med en visdom som jeg ikke mener selv at være i besiddelse af? Jeg tror, at det var Hakikta der viste sig for mig da jeg kaldte, fordi at det var ham jeg "Kendte" som havde den ro og styrke jeg så desperat behøvede i den situation. Måsker bor det alt sammen i min underbevidsthed. Kan Hakiktas ro og styrke være del af mig, og  med mit udråb blive fundet frem når jeg står  ... på den yderste kant?
Eller hvad? Er der andre forklaringer?

God juledag derude.

Åhh den kærlighed

Altså de unger - det er jo fantastisk:

 - I kirken lover de hinanden at leve, indtil de dør af det.
Christopher, 9 år

- Troskab er, når man tror på, at der er noget inde i ægteskabet.
Steffen, 9 år -

- Et ægteskab er et sted, hvor man propper ting ind i, som man gerne vil beholde.
Iben, 8 år -

- Et godt ægteskab er, når den ene laver kartofler og den anden laver sovs.
Bolette, 10 år -

- Man bestemmer selv, hvem man vil giftes med, hvis hun gider.
Henrik, 9 år

- Man gifter sig for at love hinanden noget.
Morten, 11 år

- Det er godt at blive gift, hvis man ikke har en computer eller nogle andre man kan snakke med.
Pernille, 7 år -

Må der være masser af kærlighed i dit liv ...

Tættere endnu på jul ..

 Så kom der lys på træet ... venter på at min datter kommer og hjælper mig med at pynte det :-)

Juleforberedelser

Så er alting bragt til hus, hver en lille dims jeg overhoved har kunne komme i tanke om, her er gjort rent, træet er båret ind og alle gaverne er sat frem så jeg ikke glemmer at putte papir omkring dem inden i morgen. Det begynder altså at minde om jul!

Nu skal Hugo og jeg ud og gå en lang tur. Han synes det er meget mærkeligt med et træ i stuen som han hverken må tisse på eller bidde i - spændt på hvad der sker når der er pynt på træet. Måske blir en lille vovse fristet over evne...

Hugo og hans abeven.

Juleferie

Så blev det endelig juleferie og jeg sidder i sofaen i nattøj og hygger mig med en kob te. K er taget afsted på arbejde, men er tilbage igen om et par timer. Min søn sover lidt endnu førend han må op og afsted, men jeg har fri. Det er helt fantastisk dejligt ikke at skulle skynde sig, men bare at putte sig her i sofakrogen og nyde roen.
Der er dog masser af ting der skal gøres i dag. De sidste få ting skal købes ind, julepyntens skal findes frem og træet skal pyntes. Alle gaver er i hus, men ikke en er pakket ind. Jeg er sikker på at jeg når det hele.

God lillejuleaften til alle.

China town, Singapore

Ku altså ikke få mig selv til at stoppe, nu hvor jeg lige har fået det lært.

Dette er fra China town i Singapore.

Lært at lave collager.

For at det sidste der står på bloggen ikke skal være min klage sang over hormonelle forstyrelser, så vil jeg lige vise at jeg i dag har lært at lave collager og samtidig lige den fikse lille detalje at finde dem og sætte dem på bloggen - jeg ender med at blive helt god, tror jeg!

Billederne er taget i Little India i Singapore, da vi besøgte min bror og svigerinde i foråret. Vi fik sådan lyst til at handle ved de små boder og trylle lækre vegetariske måltider frem af grønsager vi ikke engang kendte navnet på ...

Men der var også andre valg:

De lækreste vegetariske spisesteder ... blir helt glad ved tanken.

Og så var det jo fantastisk at gå rundt i gaderne og snuse stemningen til sig:

Der er en helt særlig stemning, duft og lyd .... I love it there!

Har netop hørt Hugo gø for allerførste gang i sit liv - han er altså ikke helt tryk ved det fyrværkeri! Men sikken han ku gø, det troede jeg ellers ikke :-)

Måske hjælper det at sige det højt(Skrive det på bloggen)...

Da jeg var helt ung skete det ofte. Stort set hver måned. Da jeg blev lidt ældre, som i ung mor, sket det af og til og som årene er gået er det ligesom forsvundet - men ikke helt. En sjælden gang i mellem kan jeg blive noget så forbandet præmenestruel - forskellen på tidligere og nu, er bare at jeg er smertelig klar over hvordan det er fat og er ved at gå til i skam over min egen irritation. Det betyder dog desværre ikke at jeg nødvendigvis slipper særlig godt fra, ikke at lade det gå ud over mine omgivelser ... nok navnlig K, den stakkel!
Jeg forsøger virkelig at kontrollerer mig selv. Det er ikke sådan at jeg eks. råber højt af nogen eller skælder ud. Jeg føler mig bare meget sårbar og samtidig uretfærdigt behandlet sådan på et helt grundlæggende niveau ... af livet som sådan. Jeg ser pludselig mønstre i omgivelsernes opførsel, tillægger det betydning - og mens jeg gør det, føler jeg mig SÅ GAL PÅ DEN!!
Når jeg forsøger at kontrollerer det, kan jeg mærke hvordan jeg bliver afmålt, tilbageholdende, mindre gestikulerende, mindre snakkende, grinende. At jeg ikke reagerer som forventet på folk, at jeg ikke kan holde ud at nogen kommer for tæt på hverken fysisk eller følelsesmæssigt.  I går var der én som, i arbejdsmæssig sammenhæng, takkede mig for en samtale vi havde haft. Fortalte mig at det havde været betydningsfuldt for hende og jeg kunne mærke at jeg nærmest frøs inden i og kun gav hende et afmålt svar - alt i mens min indre kommentator fortalte mig, hvilket forfærdeligt menneske jeg er ... det er svært at forklare, men noget så rart at sætte ord på og "sige" højt, kan jeg mærke. Næsten som at søge syndsforladelse.
Lige nu er jeg bange for at det skal vare hele julen og når jeg så har tænkt den tanke, så tænker jeg at frygten for det er forstærkende i sig selv.

Jeg bliver 45 år i næste måned. I de sidste par dage har jeg tænkt på hvornår overgangsalderen mon begynder og hvordan den mon vil påvirke mit sind. Jeg synes egentlig at selve ordet: Overgangsalder, er en smuk betegnelse for det der sker - at man bevæger sig fra en fase af livet til en anden, og jeg har tidligere (lidt højrøvet) tænkt at man sikkert også selv er (lidt)herrer over i hvor høj grad det påvirker en - at ens indstilling til overgangsalderen er betydningsfuld for hvordan det opleves. Når jeg så har det sådan som jeg har det i disse dage, hvor jeg nærmest føler mig besat af en ond dæmon som har overtaget styrringen og laver tanke kontrol ... så bliver jeg i tvivl!
Mit højeste juleønske lige nu,både for mig selv og for mine nærmeste, er i al beskedenhed at DET må gå væk. At jeg genfinder min balance og får fred, så jeg kan være mit sæd vagenlige fredelig jeg i julen og tiden der følger!


Ps. Ku godt bruge at nogen krydser fingre for mig og mit ønske...

Lørdag

Startede tidligt i morges med en tur til Cph. lufthavn for at modtage min bror og svigerinde. Det er ikke fordi at jeg dagligt er bevidst om et savn, men når jeg ser min bror .. åhh jeg blir SÅ glad. Det er så dejligt at se ham i øjnene, snakke med ham, grine og .. vi deler så meget og det er skønt at være sammen med ham. Søskende relation er bare helt unik og det fantastiske er at den ikke behøver at blive plejet på samme måde som så mange andre relationer - sådan er det i hvertfald for min bror og mig!

Dagen har været fyldt med aktivitet. Jeg har løbet en dejlig tur på mudrede skovstier, sammen med min sjæls søster. Vi stod længe og betragtede et egern som samlede bær - mere travlt skal man ikke tage sig på sådan en løbetur, end at man har tid til at nyde alle de små mirakler man møder på sin vej. Måske ikke det bedste i forhold til formen, men betyder ikk så meget på denne tid af året.
I øvrigt har jeg bestemt at jeg ikke vil løbe marathon i 2012. Jeg har ikke definitivt besluttet at jeg har løbet mit sidste marathon nogen sinde, men jeg tror det. Det er hårdt for kroppen, i hvertfald min. Jeg synes det har været en stor udfordring at få det hele til at hænge sammen de sidste år og i og med at min mave reagerer meget voldsomt på alle de længste løbeture ... tror jeg, at jeg skylder min krop at lytte efter. Hvis min træning går okay, så løber jeg nok nogle halv marathoner hen over sommeren. Det gode ved det, er bla. at man ikke behøver at melde sig til flere måneder i forvejen, men kan mærke efter om formen, lysten og energien er der, kort før stævnet.

I øvrigt er jeg også nødt til at prioriterer af tidsmæssige grunde. hvis jeg vil have tid til Bikram yoga, så kan jeg ikke også få tid til at løbe i det omfang det kræver, hvis jeg skal løbe marathon. Jeg forsøger at mærke efter hvad der giver mig mest, og lige nu er der ingen tvivl om at det er yogaen.

Namaste

Case Clinic

Har netop haft de skønneste (arbejds)dage på Villa Fjordhøj sammen med mit ledelsesteam - skønne, dygtige kvinder. Jeg havde lagt et meget løst program for vores ophold. Et program med plads til at få plejet vores indbyrdes relation, få slappet af, snakket, grinet og selvfølgelig arbejdet.
Da vi ankom og havde fået vejret over skønheden i området samt fået et værelse, spiste vi morgenmad imens der blev fyret op i det romerske bad. Efter morgenmaden blev vi fulgt i den gamle fyrkælder som er blevet indrettet til romersk bad, blev iklædt hver en toga og tog plads i varmen - virkelig noget der i første omgang fik os til .. at skrige af grin over synet af hinanden i togaer, og da vi var kommet os over det, til at slappe af.
Da vi var færdige i det romerske bad, blev vi fulgt over i templet - en 8 kantet bygning med glasfacade mod havet. Rummet var uden møbler, men selvfølgelig med mulighed for at trække både borde og stole ind hvis man ønskede det. Virkelig fantastiske omgivelser!
Vi satte stole i en rundkreds midt i lokalet, med et stort smukt sølvfad med levende lys på gulvet i vores midte og vi lagde ud med at samlede vores opmærksomhed med en 4 minutters guidede meditation.
Dagens program stod på "Case Clinic" - en model jeg har stiftet bekendtskab med i forbindelse med undervisning i TeoriU. Jeg vil ikke sige at jeg følte mig 100% klædt på til at igangsætte eftersom jeg kun har arbejdet med modellen kort varrigt, men jeg følte at det var det rigtige. At det var det lederteamet havde brug for netop nu. Modellen går kort fortalt ud på at en fokus person præsenterer en problemstilling eller udfordring, en interviewer hjælper fokuspersonen med at "folde fortællingen ud" og herefter holder man 3 minutters stilhed hvor hver enkelt deltager mærker efter i forhold til hvilke billeder præsentation af casen sætter i gang i én: Eks. "Når jeg lytter til din fortælling om din udfordring, ser jeg en stor høstak for mig hvor hver enkelt strå repræsenterer en mulighed - måske en vej ind i løsningen af din udfordring ... måske en vej længere ind i labyrinten"
Der var så mange flotte billeder, som alle hver for sig tilbød fokuspersonen(og os andre) forskellige tilgange til udfordringen og på forunderlig vis hjælper med til at producerer forskellige måder at angribe udfordringen på. Efter dette er der dialog i mellem deltagerne omkring udfordringen, alt i mens fokuspersonen trækker sig lidt tilbage og lytter. Som med alle andre former for supervision, er det selvfølgelig fokuspersonen selv der finder og vælger hvad vej hun ønsker at gå og det var forunderligt at se hvordan nye muligheder blev skabt.
Jeg var helt høj over at arbejde med teamet på denne måde. Vi var alle sammen høje!
I mellem hver case(som tager 1 time) holdt vi pause, og når vi startede op igen, begyndte vi med 4 minutters guidede opmærksomheds meditation ... det fungerede SÅ godt! Vi er et højtydende team bestående af kvinder med MEGET på hjertet - at være stille sammen, at mediterer, at sidde i rundkreds hjælper alt sammen til at øge opmærksomheden på hinanden og i højere grad lytte med hjertet og føle hinanden og i mindre grad lade munden flyde over af gode råd og fortællinger om egne erindringer.
Det var en meget intens dag!
Vi spiste sen og dejlig aftensmad - selvom jeg havde glemt at sige at jeg var vegetar da jeg bestilte opholdet, så var det i løbet af dagen lykkedes for dem at trylle et festmåltid frem både til de andre og til mig. De er utrolig søde og hjælpsomme på Villa Fjordhøj.
Efter aftensmaden, iklædte vi os igen togaer og gik i det romerske bad. Her blev vi mødt af en super sød behandler(som i øvrigt også havde stået for aftens middag) som tilberedte os hvert et fodbad med lækre salte, peeling ... you name it! Hertil drak vi champagne i sterinlysets skær, fortalte røverhistorier og skreg af grin. Vi lå allerede i vores senge kl. 22.30. Glade, trætte og tilfredse efter en skøn dag med lige dele hygge og arbejde.
I dag har været lige så fantastisk. Vi har arbejdet flittigt og det har nærmest virket som om at de skønne omgivelser, afslapningen, meditationen og alting, havde været med til at vække vores indre genialitet - vi har i dag produceret og fundet nye veje igennem udfordringer som har drillet længe. Herudover har vi selvfølgelig været ved havet, gået rundt i området og nydt de skønne omgivelser og da vi vendte næsen mod Kbh. var jeg en meget glad og tilfreds leder med skuldrene nede på plads hvor de hører til og vejr som blev trukket dybt ned i maven ... man er vel lidt af en hippie :-)

For at fuldende et par gode dage,  er jeg kommet hjem til min skønne familie og har hygget mig og følt mig meget nærværende og tilstede. Jeg kan nu se frem til dejlig weekend hvor min bror og hans kone kommer hjem fra Singapore for at holde juleferie sammen med os, fællestur i skoven efter juletræ, gode venners selskab og både løbetur og Bikram.

Namaste

Aftentur

Aftentur i mørket med en glad, logrende vovse og en varm hånd i min - og gennem den hånd breder ro, alverdens varme og tryghed sig. Sådan slutter dagens aktiviteter og jeg føler mig ganske enkelt ... meget priviligeret.

Meditation med udfordringer ..

En netop tilføjet app. til Iphonen skulle testes i dag, nemlig 3 guidede meditationer samt en klokke meditation. De guidede meditationer har forskellig varighed og med klokkemeditationen har du mulighed for selv at indstille uret sådan at din meditation startes af klokken og ophører ved klokken til den indstillede tid. Virkelig genialt!

Jeg lagde ud med at gøre mine omgivelser behagelige. Jeg tændte stearinlys, fandt de nødvendige puder frem og lukkede omverden ude(troede jeg): Jeg var parat.

Jeg satte mig tilrette i sofaen, med ret ryg og værdighed, som guiden beskrev med sin rolige stemme og lukkede øjnene for at hengive mig til meditation.

Det første jeg bemærker når øjnene lukkes, er uro. Jeg har uro bag øjenlågene og kan mærke hvordan mine øjne flakser rundt - det minder mig om en sommerfugl der flakse uroligt omkring og sætte sig hid og did. Jeg mærker mit urolige hjerteslag, min arytmisk vejrtrækning og mine tanker som dominerer. Jeg mærker en enorm trang til at "sætte ord" på det som jeg oplever: Den indre stemme kværner og bedømmer  ... kommenterer konstant, nærmest som om jeg giver point. Samtidig dukker der tanker op. Tanker om ting jeg skal huske, hvad tøj jeg skal tage på i morgen når jeg skal ud og holde oplæg og tanker om dagen i dag, samtaler jeg har ført ... ting jeg skulle have sagt. Stemmen der guider er god til overdøve min indre kommentator og gøre opmærksom på tankerne der dukker op og hvad jeg skal gøre når det sker.

Langsom, ganske langsomt falder jeg til ro. Sommerfuglen holder op med at fakse rundt bag mine øjenlåg, mit hjerte falder til ro og jeg mærker mit åndedræt hæve og sænke sig rytmisk... Jeg er der! Jeg nyder at være til stede uden på nogen måde at prøve at påvirke øjeblikket. Jeg føler mig suget ind i en tilstand af vægtløshed....lige indtil telefonens ringen river i mig! Virkelig en ulempe ved at have de guidede meditationer på telefonen - skulle selvfølgelig have sat den på flyfunktion inden jeg satte mig, men det skal jeg love for at jeg betalte prisen for ikke at have gjort. Jeg afbrød telefonen og forsøgte at finde tilbage. Det lykkedes ikke - mit hjerte bankede af forskrækkelse over at være blevet revet ud af tilstanden.
Jeg startede meditationen forfra. Fast besluttet på at det skulle lykkes. Desværre havde telefonens kimen også vækket Hugo. Han trippede uroligt omkring mig, satte sig og lagde sit hoved i mit skød - da det ikke gav ham opmærksomhed, hentede han sin fine blæksprutte bamse og lagde op i skødet på mig. Da det ikke hjalp, så gav han sig til langsomt og klagende at tude .... Heldigvis gav han op efter kort tid og lagde sig med et stort suk på gulvet ved siden af mig.

Jeg fandt nok ikke helt tilbage til hvor jeg var da telefonen afbrød, men jeg nød det trods udfordringer og følte mig rigtig godt tilpas bagefter.

Morgenstund har guld i mund

Har næsten allerede lavet et helt dagsprogram og kl er kun 8.45. Jeg stod op kl. 4.45 og kørte min søn på arbejde - han kan jo godt komme derud selv, men når han skal åbne, skal han hjemmefra kl. 3.40 ... det er da alt for tidligt, så jeg kører ham! Det er super hyggeligt og på sådan en frostkold morgen, føles det næsten som en overlevelsestur. Vi tog varm kaffe med i bilen og sad inde bag de frosne ruder og ventede på at motoren varmede bilen op og smeltede isen på ruderne.
Da jeg var hjemme igen efter at have afleveret ham, var planen egentlig at hoppei seng igen men jeg var pludselig fyldt med energi. Jeg ordnede vasketøj, støvsugede og vaskede gulv ... ikke aktiviteter der plejer at høre til mit morgenprogram. Kl. 7.00 var huset rent og Hugo og jeg gik ud i tusmørket og gik en lang tur. Jeg elsker at se hans begejstring som forplanter sig i hele hans krop. Han springer lystigt afsted foran mig på stierne.
Nu har jeg været i bad og sidder og drikker en kob kaffe inden jeg skal afsted på arbejde. jeg har et rimelig tæt program foran mig, men jeg føler mig ladet op og klar. Bare kom an tirsdag!

Dejlig dag.

Jeg har alt for travlt for tiden. Sådan er det hvert år ved denne tid. Der er regnskabsafslutning, forberedelsen af et nyt år, implementering af dødsyge besparelser og ... i år har jeg ydermere en langtids sygemeldt leder, hvilket betyder at jeg nødtørftigt passer hendes afdeling. Det er ikke specielt tilfredsstillende. Hverken for afdelingen eller for mig - jeg ved ikke havd det efterlader af frustrationer i dem, men hos mig vækker det følelsen af ikke at kunne være tilstrækkeligt tilstede nogen steder, og det er øv. For at prøve at eleminere den følelse, så løber jeg hurtigere og når jeg gør det ... så får jeg ikke holdt de pauser jeg ved jeg har behov for, dagene flyder sammen og indeholder ikke den balance som jeg ved jeg har brug for. Jeg har virkelig trængt til weekend, denne gang. Til at skulle ingen ting, eller i hvertfald kun ting som jeg ved gør godt.

Vågnede ved at Hugo stod ved fodenden af sengen og slikkede og småbed mig i tærene i håbet om at få mig til at stå op og serverer morgenmad for ham. Hans mad var hurtigt serveret, dog ikke helt så hurtigt som den var spist - han er en sand labrador og konstant sulten.
Selv smuttede jeg tilbage i seng og nød varmen fra dynen, følelsen af uendelig god tid og kun få og hyggelige planer forude:

• Jeg har været ude og løbe en dejlig lang tur sammen med min skønne løbeveninde - vi blev blæst godt igennem og var som født på ny efter den tur.
• Har gået dejlig lang tur sammen med Hugo og min søn i ruskende regnvejr. Vi var i klædt alt det tøj vi kunne finde og kunne nyde turen trods vejret og synet af Hugo der svømmede ud efter alle de pinde vi gad at kaste til ham.
• Min søn bød på sen frokost på hyggelig cafe i Valby - føler mig meget priviligeret over at han godt vil mig og mit selvskab.
• Nu skal jeg køre min søn til julefrokost, og på vejen tilbage samler jeg en sød veninde op som skal med her hjem og hygge ...

Åhh, det var lige sådan en dag jeg havde brug for!!

Nu er der ro inden i.